Det var i Luton #2

Jeg var lige fyldt 21 år, da jeg rejste til Luton for at arbejde på hotellet. Det var en alder, jeg havde længtes efter i en barndom og i nogle teenageår, der på ingen måde var designet til at passe mig. For akavet, for genert, for tynd, for kedelig, for dum, for stille, for grim, for ligegyldig, for forvirret. Og da jeg forsøgte at lyne den tid af for at smide den på gulvet, sad den fast. Jeg sad fast. Jeg havde taget tiende klasse med, selvom jeg hadede skolen inderligt. Men jeg ville på HF, og så skulle man tage tiende klasse. På HF var man næsten voksen, og så var det endelig, endelig, endelig slut med den pine og de stempler, der havde hængt på mig i folkeskolen. Og det gik da også helt godt i to minutter. Så var der den matematiktime, hvor de fandt ud af, at jeg var dum. Så var der den skolefest, hvor min helt nye hf-veninde blev inviteret med til forfest, men jeg gjorde ikke. Så var der mig, der droppede ud. Jeg kunne ikke mere.
Jeg fik et arbejde. Og jeg blev fyret, da fiskelasagnen, jeg skulle lave til børnene var rå. Jeg fik et andet arbejde, og et andet arbejde, og jeg lugtede altid af friture. Jeg forsøgte mig med handelsskolen, men da eksamen nærmede sig, kunne jeg ikke overskue, at jeg igen ville blive afsløret som uduelig. Så jeg droppede ud.
Mens jeg holdt mig selv der, hvor jeg mente, jeg hørte til, var mine veninder, Malene og Bettina, færdige med gymnasiet og rejst til England, hvor de arbejdede på et hotel. Jeg havde besøgt dem. Det var dengang, jeg var på date med Dave, der havde langt hår og som samlede på colaflasker. Det var dengang, Dave og jeg snavede ved indgangen til en butik lige ved siden af hotellet og en mand blev stukket ned foran os. Det var noget andet, og jeg blev en anden på det hotel, så jeg skrev et brev til dem og spurgte, om jeg kunne arbejde der. De ringede og sagde ja tak til mig. Jeg hviskehostede ”thank you very much” og udtalte det helt sikkert ”wewy”, fordi jeg var så nervøs, at jeg ikke kunne tænke på udtale.

Det var i Luton

Det var to af de gammeldags kufferter uden hjul. Den ene var den beige, som jeg næsten lige havde haft med på fuldeferie til Rimini med mine veninder. Den anden var okseblodsfarvet og fra 70’erne. Den lånte jeg af min venindes far, da der pludselig ikke kunne være mere i den beige. Det var alt, der skulle med. Alt mit tøj. Alle mine sko. Alt mit undertøj. Vintertøj og sommertøj, for jeg vidste ikke helt, hvornår jeg kom hjem igen.
Jeg havde aldrig fløjet alene. Jeg havde slet ikke fløjet ret meget, så jeg var nervøs for turen. Tirstrup og flyet var okay. Men Heathrow var stor og uoverskuelig og truede med at æde mig og mine to kufferter. Jeg havde en skubbende hånd af adrenalin i ryggen, da jeg løb igennem lufthavnen. Jeg skulle væk fra noget, og jeg skulle hen til noget, og det skulle gå stærkt, men jeg havde i virkeligheden slet ikke travlt. Altså ikke efter mit rejseskema. Det var mig, min umodenhed, min uselvstændighed, min hjælpeløshed, min angst for at fortryde, der fik mig til at løbe med en stor kuffert i hver hånd, en beige og en okseblodsfarvet. Og med jakken, der var faldet af mine skuldre, og som nu hang som en lav lændepukkel bag mig. Jeg skulle finde bussen, jeg skulle finde bussen, jeg skulle finde bussen. Og det skulle være den rigtige bus, den rigtige bus, den rigtige bus, ikke den forkerte bus, for så ville verden gå under.
”Are you going to Luton”, spurgte jeg på skoleengelsk og med indadvendt stemme chaufføren i den bus, der stod Luton på med store bogstaver. Og så sad jeg der langt om længe og så England, der gled forbi udenfor. Jeg kiggede, og England gled forbi mig og hen til mig og ind under huden på mig.

————————————————————————————

Historien om min tid i England er navlepillende og fyldt med huller, fordi det er 1000 år siden, og jeg kan ærligt talt ikke huske ret meget. Men det er det, jeg forsøger, når jeg skriver den. At huske. Den er skrevet på hælde-ud-af-hjernen-måden, den er uredigeret, og den er med stor sandsynlighed helt ligegyldig for alle andre end mig selv. Men nu ligger den der i dokumentet (det meste af den i hvert fald), og så bliver det bare sådan, at det er de afsnit, jeg deler, når jeg ikke har andet at sige.

De fattige #3

Der kom et referat fra boligforeningens afdelingsmøde. Der stod en hel del om behovet for nye tage og manglen på penge til det. Der var noget om en beboer, der var blevet smidt ud på grund af chikane, og der var noget om ballademagere fra afdelingen ved siden af vores. Midt i det hele var der et hurtigt ”nå, ja, forresten”.
Nå, ja forresten er kontanthjælpsloftet trådt i kraft, og det kan betyde, at nogle beboere kan få problemer med at betale husleje. Bagefter var der noget om, om man som beboer egentlig selv bør være i stand til at skifte en pære og ordne en stoppet vask. Kontanthjælpsloftet hang derinde som et sæt ligegyldige gåseøjne.

Men nu er det sagt, og så går vi ind og skruer op for varmen, fordi vinden er begyndt at bide. Så sidder vi og taler om, at de fattige bare kan lade være med at ryge og have hunde. De ryger altid, og de har altid hunde. Så er det da også deres egen skyld, at de er fattige. Vi snakker om, at der er arbejde til dem, der gider. Ja, hvis det var os, der var fattige, ville vi faktisk bare lade være med at være så fattige. Og hvis det var os, der både var fattige og syge, ville vi vælge at lade være med at være fattige og syge.
Hvis vi alligevel og helt mod forventning bliver ved med at være fattige og syge, vil vi selvfølgeligt ikke anskaffe os unødvendige ting som cigaretter, hunde og børn, for det vil jo være uansvarligt. Noget af det mest irriterende ved fattige og syge er, at de får børn. Jamen, man bliver så utilpas af at se de der børn og deres sult og alt det der. Det er kun mennesker, der aldrig bliver syge og fattige, der bør få børn. Hvis det så, selvfølgeligt igen helt mod forventning, sker, at vi bliver fattige, syge og allerede har anskaffet os børn, vil vi jo bare sætte vores forbrug ned. Så skal vi rigtig hygge os med tilbudsjagt, og vi vil jo bare finde en billigere bolig. Det kan man hurtigt gøre, hvis bare man har viljen. Så vil vi flytte ned i et af de fine boligforeningshuse nede i Risvangen. Jamen, de koster helt ned til 4.000 kroner om måneden. Det handler om at undersøge mulighederne, men det gider man vel ikke, når man er en nasserøv.
Når vi så opdager, at der er 2.000 familier foran os i boligkøen, og at der er en udflytningsprocent på cirka 0 ved alle billige boliger i byen, tager vi da bare os selv i nakken og finder noget ude i Gellerup. Jamen, det er jo bare, til vi er færdige med at være fattige og syge, og vi er typer, der gør det, der skal til. Når vi så opdager, at lejligheder i Gellerup koster lige så meget som det, vi bor i nu, løfter vi lige næbbet og giver os selv en tænkepause. Vi er ikke typerne, der giver op. Mens vi tænker og er fattige og syge, har vi ikke lige penge til at betale vores husleje, så fogeden kommer og sætter os på gaden. Men vi skal nok klare det, for vi har gode naboer, siger vi og kigger på husene ved siden af vores. Dørene er dog lukkede, og inde bag dem har naboerne travlt med at ringe efter varmemesteren, så han kan skifte en pære for dem. De har da ikke tid til at tage sig af andre menneskers selvforskyldte fattigdom.

Du kan selv være en stakkel

Kan du huske, dengang jeg var syg? Jeg fik sådan nogle anfald, der varede flere måneder. En læge sagde, det var noget, jeg skulle gå hjem og tage med humor. Visse personer fra min arbejdsplads sagde, at det var pjæksyge. En del mennesker sagde, at det i hvert fald ikke var noget alvorligt. Kan du huske, at der så var en læge, der sagde, at han egentlig syntes, at det virkede ret alvorligt? Det var ham, der sendte mig videre til en neurolog på sygehuset. Og det var neurologen, der sagde, at jeg havde sklerose. Puh, det var altså en træls diagnose at slæbe med hjem. Det var en livstidsdiagnose af den slags, hvor man kun får det værre. Det var også en diagnose, som ikke ret mange forstod, men som en del troede, de var eksperter i. Kan du huske, hvor træt jeg var af alle ”du skal bare”-rådene? Og hvor frustreret jeg blev, når folk troede, at sklerose var en slags eksem eller noget muskelsvind i benene? Jeg var ked af det, fornærmet, fortørnet, vred, vred, vred og var konstant bange for at blive set som en, der var for syg, og en der ikke var syg nok.
Kan du huske, at jeg udgav en bog om det? Dengang havde jeg brug for at være rasende, og jeg forstår mig godt. Men, uh, jeg kan også blive bange for, at bogen bare blev endnu et led i rækken af ”sådan er du syg på den korrekte måde”-kæden. Jamen, har du set, hvad de andre skriver? Der er en, der mener, at hun kurerede sin sklerose. ”Du skal bare”. Der er hende, og der er alle de andre: Du skal bare tænke positivt. Du skal bare dyrke ekstremsport. Du skal bare leve af mælkebøtter og myrelort.
Det vil jeg være ked af at være en del af, for kors, hvor har jeg brugt meget tid på at være vred over den slags. Jeg var i det hele taget meget vred, da jeg var syg.
Tænker du over, at jeg bliver ved at skrive om sygdom i datid? Tænker du over alle de gange, jeg har råbt og skreget, at jeg aldrig bliver rask? Tænker du også over, hvordan det er at være syg resten af sit liv? Ok, det gør jeg også.
Jeg er syg, når jeg har influenza. Jeg er syg på samme måde som dig. Sklerosen er noget andet, et livsvilkår, og jeg har vænnet mig til den. Jeg er ikke sluppet af med den på mirakuløs vis, og det er ikke sådan, at vi aldrig skal tale om den igen. Den er der, den er en lortesygdom. Men den er noget, jeg har. Den er ikke noget, jeg er. Ikke længere.
Nu er det efterår. Den tid, hvor min hjerne kører i slowmotion. Den tid, hvor mine læseøjne hænger løst og mine skrivefingre finder det tæt på umuligt at skabe forbindelse til alle de ord, der vælter rundt i min hjerne. Kan du huske, hvor trist det gjorde mig engang? Det gør det ikke mere. I stedet for at slås med det, jeg ikke kan, ser jeg tv-serier, jeg har set 100 gange før. Så lukker jeg øjnene uden at gå glip af noget. Jeg kigger ud på fuglene, der underholder mig, så længe jeg leverer fedtkugler. Nogle dage overrasker med lys, så jeg både kan skrive og læse. De dage skynder jeg mig at tage. Men de andre dage er også ok. Det er ikke sygedage. Det er dage, jeg lever, så godt jeg kan.
Kan du huske alle de gange, jeg har sagt, at jeg vil skrive flere bøger? Har jeg egentlig også fortalt, at der er folk, der siger, at det skal jeg bare droppe? At jeg skal overgive mig til sygdommen og acceptere, at den er mit liv nu? Og at de perioder, hvor jeg synes, jeg kan en hel masse ikke rigtig gælder? Det er kun tiderne, hvor jeg ikke fungerer, der tæller. “Drop nu bare det der med at tro, at du kan alt muligt.”
Bliver du rystet på mine vegne? Åh, det håber jeg sådan. Jamen, forestil dig, at jeg ligger for døden og tænker tilbage på mit liv.
”Jeg var syg, og det var det.”
Så tror jeg altså, at jeg foretrækker: ”Jeg havde en sygdom, det var pissesvært, men jeg gjorde, hvad jeg kunne, når jeg kunne, og jeg er tilfreds, nå!”
Uh, kan du også mærke det? Jeg hænger lidt i røven af ”du skal bare”-folket. Undskyld. Jeg prøver lige igen:
Jeg vil helst fortryde så lidt som muligt. Forstår du det? Det tror jeg, du gør.
Tak!

De fattige #2

Der var to drenge.

Den ene dreng havde bare tæer i skoene om vinteren. Han var grænseoverskridende og vild. Skolelærerne hadede ham, og de lod ham vide det. Der var mange rygter om hans familie. Om hvordan hans mor tjente penge. Men der var aldrig nogen, der spurgte ham, om noget af det var sandt. Han var god til sport og vidste en masse om musik. Han var stor og stærk, og hans lammere gjorde nas. Han var en bølle, men ind imellem var han den eneste, der beskyttede mig mod de andre. Han var sulten, men han vidste, hvilke døre han kunne banke på for at få et stykke franskbrød. Der er et billede fra min konfirmation, hvor han sidder ved hjørnet af det lange bord og spiser frikadeller. Dagen efter var vi på blå mandag, og han stjal mit klippekort, da der kom buskontrollører. Han ville uden videre lade mig tage bøden, men jeg blev reddet af en hurtig veninde. Nu ved jeg, hvad sådan en bøde kunne have væltet i hans liv. For hjemme hos ham var de fattige.

Den anden dreng var bleg og tynd. Hans tøj passede aldrig rigtigt. Det var for småt. Han havde altid den samme regnjakke på. Han var stille, men hvis man prikkede ham det forkerte sted, kunne han gå amok. Skolelærerne hadede ham, og de lod ham vide det. Der var ingen rygter om hans familie, for de var stille og blandede sig ikke i noget. Der var aldrig nogen, der spurgte til dem. Han var ikke god til så meget, men der var øjeblikke, hvor han var en rigtig god ven. En dag var han væk. Han og hans familie forsvandt, uden vi rigtig lagde mærke til det. Det var først meget senere, jeg forstod, at de var fattige.

Jeg blev voksen, og man kunne tro, at jeg ikke ville se mere til de to drenge.
Men den ene dreng mødte jeg ind imellem. Han var så flink og talte meget pænt om min mor. Det var ikke en hemmelighed, at han var kriminel, berygtet ligefrem, og havde mere eller mindre fast adresse i fængslet.
Den anden dreng så jeg på afstand. Han så vred ud. Altid vred. Senere læste jeg om ham på avisernes forsider. Journalisterne beskrev hans barndom, de beskrev den dreng, jeg kendte, og de fortalte, at han var blevet tæsket og mishandlet på et niveau, de færreste mennesker kan holde ud at tænke på. Det var sådan, det var i den familie, vi ikke kiggede på. Han er nu idømt forvaring på ubestemt tid for mord.

Det var sådan, livet blev for de to drenge.

Charlotte og værdierne

Dette er en fiktiv historie om en kvinde, jeg valgte at kalde Charlotte. Jeg kendte nemlig engang en Charlotte, som havde sådan en vrængende tone, når hun talte til folk. Hun sagde mange grimme ting, og det så ofte ud, som om hun havde slem forstoppelse imens.
Med navnet på plads kunne jeg fortsætte med at skrive, at Charlotte var på vej på en blind date. Hun kunne godt lide at kaste sig ud i den slags og så nok sig selv som lidt af en eventyrer. ”En frisk pige” ville hun selv sige. Hun ville også selv sige, at hun var “en flot pige” og “en rigtig kvinde”, og hun fattede ikke de kedelige koner, der ikke gad at gøre sig smukke for deres stakkels mænd. Charlotte kastede et sidste blik i spejlet, inden hun tog af sted. Og hun var tilfreds, for hun havde tydeligvis noget at byde på.
På en café i hendes del af byen mødte hun manden, hun skulle på date med. Han havde fløjlsbukser på og sad med benene over kors. Hun vidste med det samme, at hun ikke skulle noget med ham, men hun ville gerne have gratis kaffe. Hun bestilte også kage.
Tjeneren var ikke nået mere end et par skridt væk fra bordet, inden Charlotte sagde:
”Så du hende? Hvad sker der for det der klamme korte hår? Jeg fatter bare ikke piger, der vælger at se sådan ud.” Hun lo højt, men han var stille. Da hun havde grinet færdig, og det tog lidt tid, sagde han:
”Hvad er dine værdier, Charlotte?”
Hun var glad for netop det spørgsmål, for hun gik meget op i værdier. Gode værdier var vigtige for hende.
”Jeg hader i hvert fald vegetarer. Hvis man ikke kan spise et par gode frikadeller, er man en ulækker hippielort,” sagde hun.
Så kød betyder meget for dig?
”Øh, ja! Jeg hader forresten også feminister. Hvorfor skaber de sig sådan over, at de skal gøre rent og tage opvasken? Det har kvinder da aldrig taget skade af.”
Han var stille, helt stille, men det passede Charlotte fint, for hun havde mange flere værdier, hun ville fortælle om:
”Jeg hader akademikere, der bruger mine penge på at tage en lang uddannelse, som alligevel ikke kan bruges til noget.”
”Jeg er akademiker,” sagde han.
”Nå, men så kan man jo næsten sige, at jeg selv betaler min kaffe og kage,” svarede hun.
Han blev stille igen.
”Jeg hader syge mennesker, for de vil bare have opmærksomhed og medlidenhed. De skal sgu bare tage sig sammen. Og jeg hader de der damer med tørklæder. Ja, det er ikke, fordi jeg er racist, men hvorfor skal de gå rundt i mit land og se mærkelige ud? Det er ikke naturligt.”
Charlotte lagde mærke til, at en del af de andre cafégæster stirrede på hende.
”Jeg hader alle taberne her på cafeen, fordi de bare sidder og hænger, når de burde arbejde. Dovne svin.”
Så fik hun også lige sat dem på plads. Det føltes godt.
”Men hvad med dine værdier, Charlotte? Hvad kan du lide? Hvem vil du være? Hvad betyder noget for dig?” Han lød træt, men det var nok på grund af al den tid, han havde tilbragt på et kedeligt universitet.
”Er du dum eller hvad? Det har jeg jo lige fortalt dig,” svarede Charlotte. Hun var ærligt talt lidt sur nu, for hvis der var noget, man ikke kunne sætte spørgsmålstegn ved, så var det hendes værdier. De havde altid været gode og ordentlige.
Han forsøgte igen.
”Hvad kan du lide?”
”Ja, i hvert fald ikke dig.”
Så gik Charlotte hjem, og hun tog sine gode danske værdier med sig. Så kunne han få lov til at beholde regningen.

De fattige

Den bedste tid på dagen var, når jeg cyklede hjem fra skole. Det var ned ad bakke, og det var modvind, der ikke betød en skid. Det var hænderne af styret, og det var kun et kvart kig bagud, når jeg tog det store sving over vejen. Så var jeg hjemme i Lystruplund. Jeg kørte hen ad vejen, ned ad parkeringspladsen, ned til nummer 68. Her boede Tutte, som jeg altid kunne banke på hos, hvis min mor ikke var hjemme. Så var der fortov, og jeg skulle egentlig stå af og trække, men farten var lige så god, og jeg skulle have bumpet fra kantstenen med. Så jeg cyklede hele vejen ned til min fordør, ned til nummer 72, som lå lige bag Tuttes hus.
Måske var det vilde cykelbøller som mig, der gjorde alle andre så utrygge ved Lystruplund. Oppe i parcelhusene kaldte de det ”slummen”. Lystrupslum. Et ulækkert sted fyldt med farlige mennesker, fattigdom og beskidte slumunger. En klat billige mursten til folk, der ikke engang havde penge til at købe et hus.
Og der var fattigdom i Lystruplund. Der var sultne børn i for småt tøj. Et enkelt af dem havde mod til at banke på døre og bede om noget at spise. Men de andre var stille og holdt sig mest helt ude i hjørnerne af området. Forældrene så vi heller ikke meget til, så selv for os, der kendte Lystruplund ud og ind, var de ikke altid nemme at få øje på, de ægte fattige. Dem med problemer, der var grimmere end noget, vi kunne forestille os. Skolelærerne kunne heller ikke se dem, og de kom slet ikke i nærheden af parcelhuskvarterne. De var en nærmest ubetydelig parentes i en historie om nogle andre, og det var ikke dem, de snakkede om, når de snakkede om de fattige i Lystrupslum. For de fattige var alene og usynlige.
De snakkede om os. ”Os”, som havde stemmer, der kunne høres, os som var børn af hårdtarbejdende enlige mødre, og af mødre og fædre, der gik på arbejde hver dag, og af mødre og fædre, der havde mistet deres arbejde, og som ledte efter noget nyt, og af mødre og fædre, som var blevet for syge til at arbejde, og af mødre og fædre, som var opgivet af arbejdsmarkedet, men som i stedet gjorde vores område, vores slum, til et rart og trygt sted at vokse op.
Og nej, det var da ikke kun tryghed, gode naboer, åbne døre, konstante strømme af legekammerater og lyserøde blomsterkranse på vores små lykkelige hoveder. Der var også ølglas på sofabordene, der var voksne, der tævede hinanden, der var forældre, der var elendige til at være forældre, og der var børn, der ønskede, at de voksede op et andet sted. Der var tristhed og pengebekymringer. Selvfølgelig var der det. Men i hvert hus var der en ny og anderledes historie. Vi var ikke bare en række gule gårdhavehuse med èn historie og én sandhed. Der var mit billede, og så var der alle de andre billeder.
Fra den snævre udsigt bag persiennerne i parcelhusene var det dog nemmere kun at forholde sig til én sandhed. For dem var vi fattige, og vi var ens, vi var slum og møg og dovne, og de var bedre end os. Og mens de havde travlt med at lukke persiennerne tæt sammen igen, så ingen fik øje på vinflaskerne, de blå mærker og tvangsauktionerne, blev børnene fra slummen jordemødre, politikere, socialrådgivere, kokke, håndværkere, pædagoger, håndboldspillere og kommunikationsfolk.
Jeg elskede den cykeltur ned ad bakken.

Hvad ved en solsort?

Solsorten havde sat sig på dørtrinnet mellem stuen og haven, og der sad den og ventede på noget, som jeg ikke kunne regne ud. Min hund reagerede ikke. Den har vænnet sig til dem, fuglene. Den ved godt, at vi ikke løber efter dem, at vi bevæger os forsigtigt, og at vi taler til dem med babystemme: ”Hvad kan jeg gøre for dig, lille solsesortse?”
Solsorten på dørtrinnet kiggede på mig med det skrappe blik, solsorte bruger, når de skal intimidere visse letpåvirkelige mennesketyper. ”Du er sørme en bestemt fugl” sagde jeg til den med den der lille høje stemme, som jeg er ret sikker på befinder sig i et toneleje, andre mennesker ikke kan høre. Især ikke naboerne.
Solsorten lignede ikke en af de sædvanlige. Jeg bilder mig ind, at jeg kan kende forskel på dem. Jeg tror, det var en stor unge, og den fløj, da jeg rejste mig fra sofaen. Men den fløj bare lige ud på terrassen, og så sad den der og så bestemt ud. Jeg tænkte på, om den mon var klar over, at jeg var på vej ud i køkkenet efter et æble til den.

Onsdagstekst

Det gik så godt. Det var sommer, og jeg læste og skrev og fandt ud af en rytme med det stopur, neuropsykologen havde bedt mig om at bruge. Nu har jeg forstået det, tænkte jeg. Mit liv er ikke det samme, men det kan blive noget andet, og det kan blive godt, tænkte jeg.
Så faldt jeg i søvn. Tung, tung søvn. Og når jeg var vågen, var alting i bevægelse. Alt bortset fra mig, som var limet fast og stille og overbevist om, at det måtte være noget værre. Måske endda døden.
Forleden vågnede jeg op. Med groggy krop og klar hjerne. Det var overstået for denne gang. Men det var en lang gang, og det tager tid for mig at stå op. Mit hoved kører med alle de ting, jeg vil, og jeg vil det hele lige nu. Men min krop siger, at den ikke kan følge med. Så i stedet skriver jeg forsigtige planer ned i et kladdehæfte. Jeg bruger de gode blyanter. Jeg spidser dem og forsøger at skrive med pæne bogstaver, for pæne bogstaver er vigtige, hvis planerne skal blive til noget. Jeg skriver forkert. Der er for mange n’er og t’er i min blyant. Jeg visker ud selvom jeg godt ved, at et n for meget ikke ødelægger hele min fremtid. Der er bare ikke nogen grund til at tage chancer, vel?
Jeg synes, jeg er tilbage nu. Men hver gang jeg tager en af de lange lure, ændrer jeg mig. Der sker noget med min hjerne. Så nu græder jeg lidt, hver gang jeg tænker på Peter AG, fordi han er så fyldt med musik, at han slet ikke har kontrol over det. Før jeg sov, var jeg slet ikke klar over, hvor fantastisk Peter AG er.
Nu er jeg vågen igen. Med en hjerne, der har ændret sig lidt. Igen.

Jeg er her, men egentlig ikke

Det er længe siden, det ved jeg godt. Det var en hård vinter. Den manglede ord, og jeg mistede endnu en del af mig. Den æder lidt, hver gang den kommer, vinteren.
Jeg har ikke lukket bloggen. Jeg er heller ikke i gang med at lukke den. Jeg er bare i gang med at finde ud af, hvordan jeg kommer videre med mit liv, uden sygdommen hænger over mig som en uønsket identitetskåbe. Jeg har så meget brug for noget andet nu.
Men det er svært, når jeg sidder fast i det kommunale system. Når jeg hele tiden skifter sagsbehandler, når jeg hver tredje måned skal tale med dem og fokusere på alt det, der er galt. Grave, grave ned i al elendigheden og få at vide, at det er et problem, at jeg er livsglad og ressourcestærk. Det er dælme ikke et problem for mig, men det er et problem for dem, der skal vurdere mig og min mulighed for at få et normalt arbejdsliv. Eller bare noget, der minder om et arbejdsliv.
”Sådan en mulighed findes ikke,” skrev neuropsykologen i den rapport, kommunen selv bestilte og betalte en formue for. For jeg har kognitive skader, skræmmende skader, jeg egentlig ikke har lyst til at udpensle. Men kommunen skal alligevel se om ikke liiige …
Jeg har været sygemeldt i mere end fem år. Min sygdom bliver værre hele tiden. Jeg bliver aldrig rask. Det er sklerose, for fanden.
”Du får mig ikke til at sige, at jeg ikke kan noget,” sagde jeg til den nye sagsbehandler, som virkelig gør, hvad hun kan for at få mig videre.
”Det skal du heller ikke,” svarede hun og modsagde alle bemærkningerne om, at man skal være beskidt og virke lidt dum, når man sidder over for rehabiliteringsteamet.
Jeg håber hun har ret, for jeg går i stykker af at fokusere på alt det, jeg ikke kan. Ja, jeg bliver hele tiden mindre i hovedet og tungere i lemmerne, men jeg har et stift fokus på det, jeg stadig vil.
”Der har jeg nok et problem,” sagde jeg til sagsbehandleren, da hun spurgte, hvad jeg selv tror, jeg kan holde til. ”Jeg kommer til at svare, hvad jeg vil i stedet for, hvad jeg kan”. Hun noterede det der, hvor hun også havde skrevet, at jeg var livsglad og ressourcestærk. ”Det er vigtigt, at de ved det,” sagde hun.
”Hvad er det så, du drømmer om?”
Drømmene er skrumpet ind, men der er stadig nok af dem til at give mig sommerfugle i maven.
”Jeg drømmer om at skrive bøger. Jeg drømmer om at blive en del af min kærestes forlag og redigere, måske, én bog om året i de gode måneder sidst på foråret og først på sommeren.”
”Vi får det til at ske,” sagde hun.
Tror jeg på det? Det ved jeg sgu ikke. Men jeg tror på, at hun mente det, da hun sagde det. Nu må vi se.
Så her er jeg nu. Et sted mellem diagnosechok og reelle fremtidsmuligheder. Jeg tror ikke, jeg kommer til at skrive mere her, inden jeg er videre, for jeg er så bange for at ende med at køre fast i en uigennemtrængelig ring. Men jeg tror selv på, at jeg kommer tilbage på et tidspunkt.

Ha’ en dejlig sommer.