Tiende afsnit

Det var allerede en god dag, da jeg sad i Musikhusets cafe sammen med min mor og søster og spiste kartoffelmadder. Det var en god dag, da vi fik den sødeste betjening og kolde colaer. Det var allerede en god dag, da vi gik op ad trappen til balkonen for at finde vores pladser. Det var en god dag, da vi så, at vi skulle sidde højt oppe, helt bagerst, hvor der ikke var nogen, der kunne forstyrre mine smadrede sanser med hårde sko på mit bløde ryglæn. Det var en god dag, da jeg satte mig i den bløde røde stol. Jeg elsker stolene i Musikhuset. Det var allerede en god dag, da den fremmede kvinde, der satte sig ved siden af mig, ikke var en armlænsstjæler. Det var en god dag, da jeg spurgte min mor, hvad klokken var, og hun sagde ”det er nu”.
Lyset blev slukket, og musikken i gik i gang. Jeg kunne mærke bassen i mine fødder, og den kravlede helt op til mit kraveben, så jeg var nødt til at lægge en hånd på. Scenen var mørk, og danserne kunne kun ses på de lys, der var på deres dragter. Hvis jeg havde givet slip, havde jeg hulketudet mig igennem resten af forestillingen. Musikken var høj, men så melodisk. Den var komponeret af Jamie Xx, som jeg har lyttet til i mange år. Det var derfor, jeg opdagede forestillingen. Bagefter opdagede jeg, at den også var Pariseroperaens ballet med Company Wayne McGregor, Jonathan Safran Foer og Olafur Eliasson. Elektronisk musik, ballet, litteratur, kunst. Det var Tree of Codes.
Musikken skiftede, danserne skiftede til hudfarvede dragter, min sidemand holdt sig for ørerne, jeg havde lyst til at tage mine tunge støvler af. Danserne bevægede sig så let, og når der var små pauser i musikken, lød deres fødder, som om de hele tiden var i gang med at løfte sig. De var så lette, at jeg følte, jeg løftede mig fra stolen. Jeg tænkte på alle de gange, jeg har drømt, at jeg løb, selv om mine ben i vågen tilstand slet ikke kunne løfte sig fra jorden. Det var nøjagtig den følelse af lethed, jeg fik der i den bløde stol. Det var musikken og dansen og en scenografi så enestående, at jeg tvivler på, at jeg nogensinde oplever noget lignende. Der var så mange lag. Hele vejen igennem forestillingen havde jeg lyst til at græde. Det er ikke så tit, jeg kommer ud, men det var ikke kun det. Det var oplevelsen af den musik, jeg lytter til, i en sammenhæng jeg aldrig havde forestillet mig den i.
Da lyset gik ud, og vi klappede og klappede og klappede, var jeg lettet over, at forestillingen var slut. Mine sanser kunne ikke mere. Jeg kan sagtens få for meget af noget godt. Men det var slut, lyset blev tændt, danserne stod på en række på scenen, og jeg hadede, at jeg ikke orkede at finde min telefon frem og tage et billede. Bare et lille minde til de dage, hvor jeg glemmer det meste. Det var slut, og vi klappede, og jeg havde fået nok og var lidt lettet, da vi gik ud og ned igennem byen og ind i Magasin, hvor jeg ikke skulle købe noget på tilbud og videre til Emmerys, hvor jeg fik en latte og æblekage med fed creme fraiche. Jeg var lettet, da min kæreste samlede mig op for at køre mig hjem. Jeg var lettet, og jeg kom næsten til at græde, da jeg skulle fortælle om forestillingen. Jeg havde svært ved at finde ordene, der skulle forklare, hvorfor jeg var så rørt. ”Det var jo min musik,” sagde jeg og slugte flere timers gråd. Det var bas i fødderne og lethed og skønhed, og det har virkelig været en god dag.

Niende afsnit

Vrede er lige gået forbi udenfor. Jeg så ham, da han gik hen til købmanden med korte ben og lange skridt, og jeg så ham komme tilbage med en stor papvin under armen. Vrede er ikke en metafor, og han er heller ikke så vred, som jeg troede. Han er bare en mand, der ind imellem har det så dårligt, at han råber efter nogen, vi andre ikke kan se. Det lyder grimt, når han råber, og engang dukkede jeg mig, når han kom forbi mit hus. Men når man lytter rigtigt, når man lytter sig igennem den hårde stemme, kan man høre, at han råber ting som ”pas på du ikke falder” og ”vi skal passe godt på børnene”. Sådan er det med Vrede. Han mener det godt, men det kommer ud på den forkerte måde.

Ottende afsnit

I går var en god dag. Jeg havde et vildt grineanfald med min søn, og senere småskændtes vi over, hvem der havde fået mest citronmåne, mens jeg hjalp ham med lektierne. Han skulle skrive en historie til dansk, og han havde helt styr på det, da han lige fik et blødt skub i retning af et tastatur.
Jeg kom til at tænke på dengang, jeg hjalp ham med at skrive et kapitel til klassens julekalender. Det var dengang læreren kontaktede PPR og indkaldte til møde, fordi der måtte være noget helt galt i vores familie. Men vi havde altså bare ladet os inspirere af et afsnit af Buffy the Vampire Slayer.
Jeg var rasende, men nu synes jeg egentlig, det er en ret god historie. Sådan er det ind imellem med de trælse ting, og måske bliver al den usikkerhed og nervøsitet, jeg slæber rundt på lige nu, til en underholdende historie på et senere tidspunkt (haha, kan I så huske dengang, jeg var så ulidelig af nervøsitet, at blev smidt ud af internettet?).
Jeg forsøger at finde noget glæde og spænding over novellesamlingen. I det mindste er jeg ukendt, ukontroversiel og udkommer på et lillebitte forlag, så jeg skal ikke være bange for, om dagbladenes anmeldere hader mig. De gider slet ikke forholde sig til mig. For 10 år siden havde det nok slået mig helt ud, altså at jeg ikke var vigtig nok, men nu er det en sær lettelse. For 10 år siden havde jeg nok også tænkt, at hvis jeg ikke udkom på et af de store forlag, skulle jeg slet ikke udkomme. Men hvad vidste jeg egentligt om noget for 10 år siden? Nu er jeg lykkelig over, at jeg har mulighed for at skrive og blive udgivet på trods af, at skarpe deadlines, fyldig PR, oplæsninger og den slags er udelukket for mig. Jeg har ikke engang overskud til en udgivelsesreception, men det betyder ikke en skid, for det vigtigste er, at jeg stadig kan skrive. Nervøsiteten og usikkerheden måtte bare gerne holde sig lidt mere på afstand.

Syvende afsnit

Jeg har siddet på første sal og kigget ned i haven de seneste dage. Det er den slags havevejr, det har været. Roserne ser triste ud på den afstand, men det er nok, fordi jeg ikke kan se alle spirerne, der er på vej. Til gengæld lyser tulipanerne, og jeg undertrykker trangen til at gå ned og plukke dem. De vil helst sidde fast i jorden, tror jeg,
Ham med hunden var derude, sidst jeg kiggede. Han råber så voldsomt af den, at jeg ind imellem har troet, at apokalypsen har slået sig ned lige uden for mit hus. Jeg får altid ondt i maven over det, men hunden virker helt ligeglad. Denne gang lod han den løbe frit rundt på legepladsen, mens han samlede en stor sten op, som han kastede efter duen, der sad oppe på tagryggen og slappede af. Han kaldte hunden til sig, og så gik han hjem og skrev grimme ting til folk fra sin falske facebookprofil. Sådan må det næsten være.
Nu kigger jeg ned i min computer i stedet for at kigge ud. Jeg skriver om tulipaner og sure mænd, fordi det føles godt at skrive, og jeg tænker ikke så meget på, hvor interessant eller uinteressant det egentlig er for andre. Jeg burde skrive om novellesamlingen, der snart udkommer. Den er trykt nu, og jeg får snart et eksemplar i hånden. Jeg burde fortælle en hel masse om den, men lige nu har jeg lyst til at lade, som om den ikke findes. Jeg burde være bange for, at der ikke er nogen, der læser den. Men jeg er mere bange for, at der rent faktisk er nogen, der gør det, altså læser den. Min uduelighed burde være en sag mellem mig og mig.
Så jeg drikker kaffe, trykker på bogstaver og kigger alligevel lidt ud på katten, der forsøger at blive lukket ind i spøgelseshuset overfor.

Sjette afsnit

Jeg kan huske alle de gange, nogen har sagt til mig, at jeg var for meget. Og følelsen borede sig ind og satte sig fast, og i dag vågnede jeg og var flov over alt det, jeg har skrevet om sygdom de seneste dage. Jeg bør jo ikke lade sygdommen fylde så meget, siger mit hoved med de andres hånlige stemmer. Jeg bør komme videre, siger de derinde, og jeg synes, de har ret. Jeg bør komme videre. Jeg skal ikke lade sygdommen fylde så meget. Især ikke når jeg arbejder så hårdt på at finde en identitet, der er noget andet end den. Men hver dag i medierne er der en masse mennesker, der ikke aner en skid om, hvordan det er at være kronisk syg, de forsøger ikke at blive klogere, men er eksperter i at formode. Og så bliver ordene ligesom ved med at strømme ud af mig. Jeg skammer mig, men jeg var også altid god til at være flov forud, bagud og i øjeblikket.
Jeg sidder ved skrivebordet, fordi jeg er træt af at leve mit liv halvsovende i bløde møbler. Jeg skriver om at være syg, og ind imellem trækker jeg ringbindet med den halve roman ud fra reolen. Den skal skrives færdig i år, siger jeg. Det sagde jeg også sidste år. Lige nu står den i reolen igen. Jeg skriver lidt mere om sygdom, men lægger hagen på mine hænder i vindueskarmen. Kigger ud og falder i staver. Vrede er derude. Han råber ikke i dag, men bærer sin sixpack, som var den en nyfødt. Katten står foran havedøren til spøgelseshuset på hjørnet. Jeg har aldrig set nogen lukke den ind, og jeg overvejer at hente den og give den noget mad. Den løber om til fordøren, og jeg aner ikke, om det også er et spøgelseshus omme på den side.
Jeg retter mig op og skriver lidt igen. Jeg skriver stadig om sygdom, men jeg sidder i det mindste ordentligt ved et skrivebord. Jeg sidder her og forsøger at skabe en hverdag, der er menneskelig. Det er en meget stille hverdag, hvor jeg har fundet fred med, at det er herhjemme i mit hus og i min have jeg føler mig mindst syg. At føle mig mindst syg må være målet. At føle at jeg udretter noget må være drømmen.

Fjerde afsnit

Jeg er nødt til at fortælle mig selv, at det er i bedste mening, når folk siger til mig, at jeg skal lade være med at tro, at jeg kan alt muligt. ”Nu skal du altså lade dig selv være syg,” siger de og holder en lille pause, mens de venter på, at jeg visner, så de ikke skal forholde sig til mine triste urealistiske drømme. ”Du skal lade være med at skrive om sygdom,” siger de med små afskyfolder i ansigtet, som om de sidder på den eneste sandhed om, hvad man kan tillade sig at dele med andre.
Men hvor længe skal man egentlig finde sig i den slags, bare fordi det er underskrevet ”Kh I Den Bedste Mening”?
Der er også dem, der tror, de siger noget smukt og trøstende, pakker det ind i silkepapir og bånd, og som bliver helt overraskede over, at man ikke blev helbredt af deres ordgave.

Man er for eksempel ikke ramt af sklerose, man er bærer af det. Det siger ”du vælger din egen skæbne”-typerne, som om det er noget, man lige samlede op helt frivilligt.
(Du ser træt ud, skal jeg holde din sklerose?)

”Husk at sklerose også er en rose,” siger de, så man husker at være taknemmelig. Det kunne jo være værre.
(Sig det med skleroser?)

”Du har i det mindste bibeholdt din gode humor.”
(Du ser træt ud, skal jeg bibeholde din humor?)

Tredje afsnit

Jeg var ude i går. Det er længe siden, jeg noterede arrangementet i kalenderen, for når det står i kalenderen i god tid, kan jeg nå at samle masser af overskud til at tage af sted. Sådan virker det i mit hoved, men sådan virker det aldrig helt i virkeligheden. Jeg var alt for træt, allerede inden vi tog hjemmefra. De skæve trapper op til Dokk1 krævede al min koncentration. Da vi kom ind til tegneseriemessen, var lyset for hvidt for mine ødelagte øjne, så jeg havde svært ved at se. Der var mange mennesker og smalle gange, og jeg kunne pludselig ikke overskue at møde nogen, jeg kendte, og det var dumt, for jeg havde glædet mig så meget, at jeg havde skrevet det i kalenderen i virkelig god tid. Mine ben var heldigvis ok, så vi gik en tur rundt i byen i stedet. Det var min søn, min kæreste og mig, og det gik op for mig, at jeg måtte være skrumpet. Den var helt gal med proportionerne. Jeg kiggede på min søn og blev forvirret over, at hans hoved var så tæt på mit, men så forstod jeg, at han var vokset. Jeg var ikke skrumpet, han var vokset, og det var så længe siden, vi havde været ude sammen, han og jeg. Så længe siden, at jeg ikke havde opdaget, at han var blevet stor.
Mine ben blev ikke ved med at være gode. Det var bare ikke en af de dage, som overraskede på den gode måde. Mine ben blev tunge, og der var knive i mine fødder og i mine skinneben. Vi kørte hjem, og jeg hadede naboen for at have parkeret foran mit hus, så jeg skulle slæbe min rigor mortis 10 meter i stedet for tre. Da jeg kom ind i huset, fandt jeg en note, jeg havde skrevet om formiddagen. Der stod, at jeg havde sagt skræntvæsen i stedet for tagrende. Jeg skulle have valgt at tolke det som et varsel om en smadret hjerne, der trængte til hvile. Men det gjorde jeg ikke, for der stod jo i min kalender, at jeg havde vigtige planer.
I dag skal jeg se til roserne. Jeg skal se til dem en hel del.

Andet afsnit

Jeg var aldrig et havemenneske. Da jeg var barn, hed blomsterne deres farver. Den gule, den lilla, den røde. Da jeg som voksen begyndte at ønske mig et lille hus med en have, forestillede jeg mig store terrasser og flydemøbler. Jeg forestillede mig fester og kulørte lys. Og det gør jeg stadig engang imellem, altså forestiller mig festerne. Jeg kigger ud på min lille have og planlægger, hvor gæsterne skal være, overvejer om der er nok plads til dem. Men forestillingerne bliver stille overtaget af en drøm om blomster i alle farver, så mange at de står i spænd derude. Af små stier med klokkeblomster på hver side og et træ med tidlige blomster til bierne og efterårsfrugter til fuglene. I stedet for at drikke drinks og konversere med gæster, taler jeg med fuglene og billerne og regnormene.

Jeg klippede roserne ned, fordi Søren Ryge sagde, jeg skulle. Men dagen efter sagde Monty Don, at jeg ikke skulle klippe dem så meget ned, og jeg fik helt ondt i maven. Han sagde, at jeg skulle nøjes med at fjerne de spinkle skud, der voksede ind mod midten. De var svage og tog energi fra resten af planten, forklarede han. Og jeg identificerede mig selvfølgeligt straks med de forkerte skud, så de får lov til at blive.

Det er den slags havemenneske, jeg er. Jeg giver alt for meget plads til det svage, og jeg forærer fugle og insekter små kongeriger i en have, der i forvejen er alt for lille. Neuropsykologen ville sikkert sige, at det er hjerneskaden, der har overtaget haveplanlægningen. Men jeg tror helt ærligt bare, at jeg har brug for et sted, der ikke er totalt overtaget af uretfærdighed.

Første afsnit

Om morgenen drikker jeg en kop kaffe, mens jeg sidder under dynen i min seng. Så går jeg i bad og ifører mig noget tøj, som i andres øjne måske ligner nattøj. Jeg ved det ikke, for den slags flyder lidt sammen for mig efterhånden. Jeg sætter mig på den smukke stol, som vi har fået af min kærestes forældre. Den står ved skrivebordet, som jeg endelig har fået ryddet, så det kan bruges. For det skal bruges. Jeg skal sidde ved skrivebordet hver morgen, når jeg har drukket kaffe, været i bad og har taget tøj på. Jeg skal skrive lidt hver dag, og jeg skal stoppe, når trætheden brænder og synsforstyrrelserne stjæler ordene.

Det ser stille ud derude, foråret, men jeg kan mærke, at det er vigtigt. Det er vigtigt for mig. Det følger en vinter, som også var vigtig, for det var den første vinter siden 2011, hvor jeg ikke følte mig syg hver dag. Den er der jo, sygdommen, men den er der ikke i den massive form, den har haft i de seneste år. Jeg har indrettet mit liv, så den ikke tager over. Og nu er foråret vigtigt, fordi jeg kan mærke, at det er nu, jeg skal begynde at bygge mig en identitet, der er mere end min diagnose og min status hos kommunen.

Så jeg sidder ved skrivebordet hver morgen og skriver så meget, jeg kan. Når trætheden brænder og synsforstyrrelserne stjæler ordene, lægger jeg mig et blødt sted og lukker øjnene.
Senere går jeg ud i haven og kigger til den nyeste rose. Den lever heldigvis på trods af frostnætterne. ”Du er en stærk én,” siger jeg, mens jeg beundrer alle de nye skud. Det er blevet en del af rutinen.