21. afsnit

Det har været nogle vilde måneder for mig, som indtil marts lå meget stille i mine træthedståger. Først spurgte Politiken, om jeg ville skrive en kronik om at være syg, og det ville jeg helt vildt gerne, selvom jeg lå vågen om natten af angst for at være for klynkende. JP spurgte, om de måtte bruge mit indlæg om aktiv dødshjælp som debatindlæg, så det var der også lige. Så udkom novellesamlingen med alt, hvad der hørte med af enorme mængder usikkerhed og frygt for at være elendig. Og helt indpakket i selvpåført uduelighedsfølelse sagde jeg — og jeg gjorde det med begejstring — ja tak, da Jyllands-Postens debatredaktør spurgte, om jeg ville skrive en kronik med temaet: Brev til mig selv som 13-årig.
Jeg syntes, jeg havde alt muligt sjovt, jeg kunne skrive til enormt kiksede teenage-mig. For eksempel noget om dengang, jeg havde lagt mærke til, at de andre piger altid fik at vide, at de duftede godt. Jeg brugte lidt tid på at regne ud, hvordan de fik det til at ske, men så fik jeg øje på min roll-on — gul Date — og smurte store mængder af den på min hals. Rulle, rulle, rulle. Jeg ved ikke, om jeg duftede godt, men det blev i hvert fald kommenteret.
Så jeg gik i gang med at skrive, men det blev bare slet ikke så let og sjovt, og jeg kunne pludselig mærke, hvor meget jeg egentlig hadede den tid. Jeg havde gode venner, og jeg havde det også sjovt, men når jeg var alene, var jeg ked af det. Altid. Jeg sagde det bare aldrig til nogen.
Det blev ikke en let og humoristisk kronik, og jeg har selvfølgelig ondt i maven over den og er bange for, at jeg er for klynkende. Men det var sådan, det var for mig at være 13 år, og nu ligger det derude, hvor alle kan se det. Mange flere end mine dejlige, dejlige bloglæsere, som allerede kender mig så godt.
Jeg er nervøs, fordi mobningen var sådan en skamfuld hemmelighed for mig. Det har åbenbart ikke sluppet mig helt, selvom det er længe siden, jeg ikke turde snakke om det. Jeg er også nervøs, fordi jeg ved, at andre, som var lige der, hvor det skete, kan have oplevet det anderledes. Og jeg er utilpas, fordi jeg husker hver eneste gang, det var mig, der var lortebarnet, som var efter nogen, der var svagere end mig selv.
Men nu ligger den der: Lige her — og i morgen er den også i papirudgaven af Jyllands-Posten.

20. afsnit

”Vil du hjælpe mig med at lave en indkøbsliste,” spurgte min kæreste mig i morges.
Det ville jeg gerne:
”Jeg vil gerne have noget af det der gode brød. Og ost.”
”Ok,” svarede han. ”Hvad skal det være for en ost?”
”Det skal være en hyundai-ost,” svarede jeg. Og så skrev han det på listen og cyklede ned i Rema og købte den havarti, jeg havde bedt om.
Vi kom til at grine af det, da jeg kaldte en flødebolle for en kokosfrikadelle forleden, og der er ord, der har været så mærkelige, at jeg har skrevet dem ned. Jeg har for eksempel en note, hvor der står: Vil du lægge legotræet … nej, bostontæppet … nej, sengetæppet sammen?
Og en anden, hvor der står: Jeg har lyst til hvidt brød med dentalplanet.
Der tog det lidt længere tid for min kæreste at regne ud, at jeg mente rabarberkompot.
Det er ikke sjovt at have kognitive problemer, at føle sig dum, at være bange for at møde nye mennesker, fordi det jo ikke er sikkert, at de lige ved, hvad hyundai-ost er. Men når jeg alligevel griner af det, betyder det, at jeg har overskud i hovedet. Det er det, jeg skriver i min dagbog i dag:

Kære Dagbog
Jeg griner af mig selv.
Det skal nok gå!
Hilsen Anne

19. afsnit

Udsigten fra mit skrivebord er grim i dag. Græsplænen derude har fået den årlige gule round-up-kant, og min hjerne formulerer det ene rasende brev efter det andet til boligforeningen. Det bliver aldrig til mere end det. Folk lufter deres hunde i travlhed, så der er ingen tid til at snuse, kun tid til at blive trukket i. En kvinde i løbetøj har en lille langhåret hund hængende vandret i luften efter sig, og Vrede ser træt og beskidt ud. Alt er lidt træls på skrivebordssiden af huset.
Så jeg sidder i sofaen i stuen og kigger ud. Her er der gråvejr og håndværkere på taget overfor. Men der er også bonderoser i haven, der er en solsikke på vej, og jeg har lige afleveret en tekst*, som nogen havde bedt mig skrive. Den har hængt over mig sammen med det sære, sorte humør, der fulgte med udgivelsen af novellesamlingen. Men nu, hvor teksten er sendt af sted, kan jeg mærke, at det ikke kun var en god opgave at få, det var også virkelig godt for mig at skrive den. Jeg føler mig helt let og tænker på alt det, jeg skal nu. Læse flere bøger — det går ret godt med boglæsningen. Jeg skal forsøge at skrive videre på romanen i ringbindet — her er endnu en ting, der skriver sig selv i min hjerne, men som sidder som forstoppelse i mine skrivefingre. Så nu forsøger jeg at skrive mig varm med endnu et blogindlæg, der ikke handler om ret meget, men som alligevel har et spinkelt formål, hvis jeg kigger grundigt efter.

*Jeg skal nok sige mere om den lille opgave, når det bliver aktuelt.

18. afsnit

Jeg har lige klippet kanter i haven. Det er, som om kantgræsset vokser dobbelt så hurtigt som det andet græs. Nu drikker jeg kaffe og skriver, mens jeg forsøger at fange brudstykker af samtalen mellem håndværkerne, der lægger nyt tag på husene på den anden side af legepladsen.
For et øjeblik siden slog klokken tolv i deres radio. Lyden gav mig lyst til kogte kartofler og tyk brun sovs, og jeg forestillede mig, at den, altså lyden, kom fra en gammel transistorradio, ligesom den min bedstemor havde i køkkenet. Det gjorde den nok ikke, men jeg er så hurtig til at falde tilbage til fortiden for tiden. Det får mig til at føle mig ældgammel, men til min overraskelse trives jeg med det. Ligesom jeg trives med den samtale, min kæreste og jeg har hver morgen.
Han står op før mig, og jeg siger: ”Hvis du møder en forvirret kop kaffe nede i køkkenet, så send den lige op til mig. Vi har en aftale.” Han kommer op med kaffen, og han peger næsten altid med begejstring på det motiv, der er på dagens morgenkop. Måske er det hjerterne. Eller katten. Så siger han noget i retning af: ”Jeg mødte den her. Er det en, du kender?”
Det var absolut ikke den slags, fortids-Anne så i sin fremtid. Der var helt sikkert mindre morgenhår og mere cafébrunch. Men jeg trives med trygheden og forudsigeligheden og den efterhånden meget lille vennekreds, og de små kaffebesøg og telefonsamtalerne med Marianne og mailpennevennerne. Jeg har fortidsstof og -spænding nok til at fylde en meget lang fremtid, og jeg tror, at der har været så meget rastløshed og usikkerhed, at jeg også uden sygdommen havde haft brug for et liv nu, der handler en hel del om at sidde på varme terrassefliser og glo på ting, der gror.
Håndværkerne på taget er usædvanligt stille i dag. Jeg hørte en af dem sige noget om tudekiks, men de har ikke sunget med på Rihanna-sange og smalltalket som de plejer. Til gengæld råber Vrede et sted derude, men jeg kan ikke se ham i dag.

17. afsnit

Trætheden bekymrer mig. Den plejer ikke at være så ekstrem på denne tid af året. Er det sygdommen, der har udviklet sig og overtaget endnu et stykke af mig? I går gik jeg i seng midt på dagen og kom ikke ud af den igen før i morges. Det ligner mig ikke. Jeg sov ikke hele tiden, kun et par timer, resten af tiden læste jeg. Det er det gode, det, der tager lidt af bekymringerne, for jeg læser, og så er det ikke helt slemt. Jeg læser ”Et lille liv”. Før den læste jeg ”Hvor der er fugle.” Før den læste jeg ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage”. Før den læste jeg ”Transfervindue”. Før den læste jeg ”Der bor hollywoodstjerner på vejen”. Bøgerne er det gode, for hvis jeg kan læse, er det ikke helt galt. Det er ikke vinter allerede.
Jeg minder mig selv om, hvor udmattet jeg kan blive af nervøsitet. Jeg minder mig selv om, hvor nervøs jeg har været den seneste tid. Jeg lå vågen, da jeg afleverede en kronik til Politiken, fordi jeg var overbevist om, at jeg ville få den retur med besked om, at den var elendig. Jeg lå vågen og spekulerede over, om jeg overhovedet skulle lade novellesamlingen blive udgivet, om jeg ville blive til grin. Jeg ligger vågen og tænker på, om jeg når det hele: Alt det jeg så gerne vil skrive, inden det bliver vinter igen. Jeg tænker over, hvor lang min næste vinter bliver. Kan jeg nå det hele? Jeg tænker over, om jeg er i gang med at skrive mig selv trist, og jeg kigger ud — det gør jeg lige nu — og hækken er så grøn. Og duen sover ude på kanten af havespanden, og det føles godt, at haven er tryg nok til, at den nervøse due tør flade sin store krop helt ud på den smalle, lave spandkant og bare sove. Om 200 sider er jeg færdig med ”Et lille liv”, og jeg skal skrive. Og luge lidt. Og vælge næste bog, der skal læses. Og nervøsiteten bliver ikke ved med at være der. Den forsvinder altid igen. Så forsvinder trætheden også.

16. afsnit

Det kan være så ensomt, det her sygdomsliv, men så fik jeg alle de kommentarer og likes på instagram og på facebook og på bloggen, og folk køber bogen, og det er ikke bare tomme ord og nemme point, og hele mit underansigt begyndte at vibrere, mens jeg sad helt halvdød og kiggede gamle Tears for Fears-videoer på YouTube. Jeg var simpelthen nødt til at græde lidt. Mennesker er gode, mange mennesker er virkelig gode.

Jeg er ikke glemt og alene.

Nu har jeg hovedpine, brændende kinder og er ramt af det sære antiklimaks, det er at nå den dag, der har holdt mig vågen i mange nætter. Jeg er ikke sikker på, jeg fortjener alt det fine, men giver også mig selv lov til at tænke, at det ikke altid er op til mig at beslutte, hvad jeg fortjener, og hvad jeg ikke fortjener.

Hanne, som jeg aldrig har mødt, sendte mig et tilskud til min tur i havecenter, turen som erstattede bogreceptionen. Det var en udgivelsesgave, og nu har jeg blomster i alle farver. I morgen, når jeg graver dem ned i min have, vil de minde mig om, at fremtiden ikke kun er mørk.

Da vi var i havecenteret, sagde min kæreste: ”Du ser så glad ud”. Og det var rigtigt. Jeg var glad ude og inde. Senere var jeg ved at blive kørt ned af en kvinde på elscooter. Jeg smilede til hende. Hun sendte mig til gengæld et blik, der skar mit opadvendte ansigt i småstykker. Og jeg tænkte på de dage, hvor jeg også kigger på folk på den måde. De er der bare, de dage, også selvom jeg i bund og grund virkelig holder af mennesker.

Vi var trætte og fik Mcdonalds til aftensmad, jeg fik filet-o-fish, fordi jeg mistede lysten til alt andet kød end fisk for over et år siden. Det havde jeg aldrig troet om mig, men jeg havde heller aldrig troet, at jeg ville have mod til at skrive bøger og få dem udgivet. Sandheden er vel også, at jeg slet ikke har det mod, men jeg gør det alligevel. Ikke fordi jeg er noget specielt, men fordi jeg ikke kan holde til at sidde fast. Det er når jeg sidder fast, jeg har det værst. I dag har jeg bevæget mig.

Godnat.

15. afsnit

Planen var at dokumentere foråret og sommeren og så meget af efteråret, jeg kunne. Planen var at beskrive lige nu, hvor jeg er gået fra at have fået en sygdom til at skulle leve med en sygdom resten af mit liv. Det skulle være små hverdagsting, og det skulle være større ting som novellesamlingen og den slags. Jeg skulle skrive, når jeg var frisk, og jeg skulle skrive, når jeg var træt, og jeg skulle især øve mig i at lade være med at undskylde, når det blev for småtingsagtigt og kedeligt. For det skulle handle om det, der betød noget i det øjeblik, jeg skrev det. Og nu skriver jeg om det i datid, som om jeg har opgivet. Men det har jeg ikke. Jeg er bare så træt i disse dage, og der er trods alt grænser for, hvor meget jeg kan fortælle om Vredes ture til købmanden og om solsorten, der endte med at blive så træt af skaden, at den opgav reden. Hvem gider at høre om det, tænker jeg, Men det tror jeg måske, jeg selv gør engang ude i fremtiden. Så selvom trætheden får mig til at tale baglæns, vil jeg gøre mit bedste for at skrive forlæns.
I morgen udkommer novellesamlingen, og måske er det nervøsitet, der har væltet mit vågenhedssystem og sat mine ben i cement. Nu må vi se.

14. afsnit

Naboen to huse henne er flyttet, uden jeg opdagede det. Nu bliver der afhøvlet gulve og ordnet have af nogen, der ikke har boet i huset. Kvinden derhenne passede så godt på den have, men nu er det to fremmede mænd, der ordner den, mens de snakker om, hvor umulig den er.
Hun må være flyttet om natten eller tidligt om morgenen. Jeg vidste ikke noget, og det giver mig ondt i maven, at hun ringede på vores dør, når hun havde brug for hjælp til at skifte en sikring og den slags, men jeg kendte ikke hendes navn, og jeg vidste ikke, at hun skulle flytte.
Vi skal have nyt tag her i boligforeningen, og det giver en stor huslejestigning. Huslejen er i forvejen ikke enligt-menneske-med-voksne-hjemmeboende-børn-venlig, så måske var det huslejestigningen, der skubbede hende og hendes børn ud. Måske var det noget andet. Jeg ved det ikke, for jeg anede slet ikke, at hun skulle flytte. Vi bor i små rækkehuse, og vi hilser på hinanden ude på fortovet, men nu er hun flyttet, uden naboerne sagde farvel.

Til gengæld er solsortemor flyttet ind i forsytiaen på min terrasse. Der må være æg i reden nu, for hun ligger der hele tiden. Når jeg går derud om morgenen, siger jeg ”godmorgen solsikkemor” og håber, at hun har forståelse for, at jeg glemmer og bytter rundt på ord. Jeg lægger mad til hende, så hun ikke skal for langt væk fra reden, for skaden sidder altid på taget overfor og glor. Jeg kalder skaden Store Svin. ”Lille Store Svin, du må altså ikke spise solsikkemors æg!”.
Denne nabo svigter jeg ikke.

(Bøgerne dukkede op i går, så novellesamlingen udkommer som planlagt på torsdag den 11. maj)

13. afsnit

Mens forlæggeren med sin helt egen form for rolige irritation ventede på at høre, om trykkeriet havde fundet bøgerne, spurgte jeg, om han egentlig kunne finde på at udgive min bog, hvis han troede, den ville gøre mig til grin. Han svarede med den lyd, der betyder ”vi lader bare, som om du ikke spurgte om det der”, og jeg forsøgte at lade være med at være en lille smule lettet over, at bøgerne var forsvundet.
Jeg tænker på dem, der skriver noget og skriger ”del” i versaler mindst tre gange over deres tekst. Og jeg tænker på mig og min — som nogen beskrev det, ucharmerende måde at være usikker på. Og jeg ønsker, at jeg kunne være et sted midt imellem.

Bøgerne er stadig ikke dukket op. Det griner vi nok af engang ude i fremtiden.

12. afsnit

Jeg kiggede ud af vinduet i det øjeblik, katten endelig blev lukket ind i spøgelseshuset overfor. Måske er det hus ikke så spøgelses alligevel. Bagefter kom Vrede gående med to tomme øldåser, som han forsøgte at gemme under sin jakke. Nogle dage er han private Vrede, der ikke vil blande resten af verden ind i sine sager. Andre dage er han Råbevrede, som har et pistolbælte fra BR på og et fem meter langt sammenrullet tæppe på skulderen. I dag var han private Vrede, som forsøgte at gemme sine øldåser.

Til frokost fik vi besøg af min far og hans kone, Karin. De kalder sig Farin, når de underskriver fødselsdagskort og den slags. I dag underskrev de ikke noget, men var far og Karin, der spiste asparges og laks og mozzarella sammen med os. Min far roste vores valg af rugbrød, og det er noget helt specielt at få ros af min far. Især når det gælder bagværk, for han var engang bagermesterens lærling og ikke mindst bagermesterens søn. Rugbrødet var fra Rema 1000 og uden kerner, for dem kan min mave ikke lide.

Bagefter drak vi kaffe i haven, som var helt fyldt med sommer. Altså haven, ikke kaffen, som til gengæld manglede smag. Den var vist blevet for gammel. Vi drak instant i stedet. Den når aldrig at blive for gammel. Solen væltede ned over os, og et par huse længere henne afhøvlede de gulve til den helt store lydmedalje.

Farin kørte igen, og vi stod på fortrappen og vinkede. Hunden vinkede ikke, men den ville sikkert, hvis den kunne.

Senere fandt jeg ud af, at trykkeriet ikke kan finde mine bøger, altså novellesamlingen. Jeg skulle ellers have haft et eksemplar i hånden i dag, og den udkommer i næste uge. Men sådan er der jo så meget. Om lidt skal jeg samle mine skuffede mundvige op og minde mig selv om, at det har været en virkelig fin dag. Katten kom endelig ind, Vrede var rolig, og vi spiste frokost med Farin, som kommer igen allerede på søndag.
De finder nok bøgerne i morgen.