Forbandede usynlighed

Jeg kan se folk glide væk. Jeg får et sug i maven, når jeg opdager, at endnu en person har slettet mig fra deres venneliste på facebook. Så forsvinder jeg lidt mere, og jeg bruger så meget tid på at tænke over, hvad jeg har gjort forkert. For tid er noget, jeg har masser af. Tid og tanker. Men jeg er klar over, at jeg med stor sandsynlighed bliver slettet, fordi jeg ikke deltager. ”Vi forstår, hvordan du har det,” siger folk, og bliver alligevel irriterede over, at det lige er deres opslag, deres liv, jeg ikke har overskud til at kommentere på. Og jeg bliver flov, føler mig som en beskidt lurer, bliver ked af det. Siger til mig selv, at det jo bare er facebook, folk lægger slet ikke så meget i det. Men facebook er ved at blive endnu en verden, jeg ikke kan være i sådan rigtigt.

Jeg besluttede for længe siden, at jeg ikke kan blive ved med at skamme mig over, at jeg ikke får svaret på ting. Jeg er nødt til at tro på, at folk ved, jeg læser alt og bliver glad for det. Jeg besluttede for længe siden, at det er ok, at jeg i perioder bare kigger på uden at sige noget. Jeg følger med, fordi mennesker interesserer mig, de betyder noget, jeg har aldrig været ligeglad. Men jeg kan ikke altid deltage, og jeg vil altid være i tvivl om, om det faktisk er ok. Men det er mit vilkår. Det er ikke med vilje.

Pigen, der havde det hele

Jeg gik inderst inde ikke op i at være sej, men det med de cigaretter var alligevel for fristende. Det virkede som en god måde at se ældre ud, hvis man nu skulle gå hen og få brug for det. Så vi købte en pakke med 10 Prince hver. Ikke noget med at dele en pakke med 20. Det skulle være vores egne cigaretter.
Det var selvfølgeligt hemmeligt, at vi var begyndt at ryge, så vi gik hen til det åbne grønne område ved den store vej. Vi gik helt op på toppen af bakken og satte os på bænken deroppe. Jeg inhalerede ikke. Kunne ikke finde ud af det. Men det kunne hun. Hun havde altid været mere sej. Det understregede hun, når hun stak underkæben ud og gjorde stemmen ru, hvis hun skulle sige noget vigtigt. Og hun sagde nærmest kun vigtige ting. Ting om hendes familie. For eksempel hvor rige de var. Og jeg havde ingen grund til at tro, at det ikke var sandt. Jeg havde jo været i deres hus, som var et de selv ejede, og som var i to etager. Jeg boede i et fladt boligforeningshus, og det var absolut ikke noget at prale af.
Hjemme hos hende havde de en stor kummefryser fyldt med frostretter. Hvis jeg var heldig, fik jeg lov til at smage en bid af en pizza, når vi var hos hende efter skole. Det skete ikke så tit, for hendes forældre ville ikke have, at hun delte. Det sagde hun. De havde også et stort fjernsyn og en videomaskine. Og en carport. Og en udestue. Den var de meget stolte af. Men det, der for mig understregede familiens rigdom, var sodavandsmaskinen. Jeg fik kun sodavand til jul, men hun kunne lave en grøn eller rød sodavand, når det passede hende. Jeg kunne næsten smage det, når hun drak sådan en foran mig.
Hendes forældre var vist ikke så vilde med mig, og det var forståeligt nok. Jeg var sådan en mager en nede fra den billige ende af byen. Jeg var så genert, at jeg ikke sagde noget, når de var der. De syntes nok, at deres datter hørte sammen med nogen, der var sejere. Sært nok var der bare ikke så mange andre end mig, der var interesserede i at være sammen med deres datter. I lang tid forstod jeg heller ikke selv, hvorfor en som hende ville være min ven. Senere fandt jeg ud af, at hun havde et meget afslappet forhold til sandheden. Så afslappet, at hun hellere end gerne lod andre tage balladen for løgnene. Men altså, det fandt jeg jo først ud af meget senere, så jeg kunne stadig nøjes med at være imponeret.
Efter en halv time var vi færdige med at ryge vores cigaretter. På den halve time lærte jeg at lave røgringe, og at rygning ikke var for mig. Hun lærte endnu en ting, der fik hende til at se sej og voksen ud. Så kunne hun skubbe kæben ud og spørge nogen af de store henne fra hallen, om de gav en smøg.
Jeg fik nok af konsekvenserne af hendes løgne, så venskabet sluttede. Men jeg nåede at se hendes familie gå i stykker på tragisk vis. Jeg nåede at se tvangsauktionen, og jeg så, at de ikke var gode til at passe på hinanden.

Anohni

Jeg havde foldet en stor middagsserviet sammen og lagt den i min taske, sådan lidt halvhjertet. Jeg var forberedt på, at jeg ville blive rørt, men hvor meget kan man egentlig græde til en koncert?

Det var et af de røde bløde sæder i Musikhuset, helt oppe bagved på de billige pladser, hvor jeg havde mit overblik. Aarhus Symfoniorkester kom ind. Jeg fik hjertebanken. Koret kom ind. Jeg blev rørt over lyden af deres sko mod scenegulvet. Salen var så stille. Anohni kom ind. Salen eksploderede. Mine tårekanaler punkterede.

Nogen siger, at Anohni er avantgarde. Ikke for alle. Jeg siger, at hun er for alle, der kan blive opslugt af skønhed. For Anohni er smuk. Ikke hollywoodsmuk, men ægte smuk. Det smukkeste er ikke altid det pæneste. Ikke altid det letteste. Anohnis tekster gør ondt, hendes mimik afslører en forpinthed, der nemt kravler ind i en selv. Men Anohni er så smuk. Smuk, fordi hun er sig selv, selvom det kan være fyldt med smerte, fordi hendes stemme er uforlignelig, hun er smuk for det, hun får mig til at føle og tænke.

Første sang var ”Manta Ray”, som er fra dokumentaren Racing Extinction:
Without biodiversity
I’m nothing
It’s like I never existed

Jeg kom i tanke om middagsservietten i min taske og forsøgte at lyne op langsomt og lydløst, for salen var så stille. Fem sange inde i programmet forsøgte jeg at finde ud af, hvilken ende af den jeg havde brugt til øjne, og hvilken jeg havde brugt til næse. Det var ret heldigt, at servietten var så stor.

Femte sang var Cripple and the Starfish fra dengang Anohni hed Antony:
I am very happy
So please hit me
I am very happy
So please hurt me

Da koncerten var forbi, blev vi ved med at klappe, selvom Anohni var væk og lyset var tændt. Jeg blev ved med at græde, og jeg var flov og småløb ud i mørket, før jeg mødte nogen, jeg kendte. Det er flovt at græde, det er flovt at føle for meget. Det har jeg altid lært. Men i den sal sammen med Anohni, var det ok. Det var ok, at jeg er bekymret for naturen. At jeg kalder bierne ”lille ven” og laver sukkervandsmadpakker til dem, når de er trætte. Det er ok, at jeg græd lige før, da en enlig hejre fløj hen over min have. Det er ok, at jeg tænker så meget over, hvor fuglene sover henne, når det er koldt. Det er ok, at jeg bliver revet stykker inden i, når jeg tænker på andre dele af verden, hvor de lider på måder, vi ikke kan forestille os. Det er ok, at jeg bliver revet i stykker inden i af nogle menneskers ligegyldighed og ondskab.

Det er ikke os, der græder, der skal være flove. Tak, Anohni!

 

Link til Manta Ray (YouTube)

Link til Cripple and the Starfish (YouTube)

9’eren og drengene ved McDonalds

Det bedste ved forstaden var bus nummer 9. Eller bussen i sig selv var sådan set ret forfærdelig. Den var fyldt med rockere, håndboldspillere og onde øjne. Det var det, 9’eren kunne, der betød noget. Den kunne få mig væk. Ind til byen, hvor de ikke vidste, at jeg var Anne Bæ.
Det var næsten hver dag, jeg tog busturen frem og tilbage. Jeg havde min jakke fra Benetton på og det laksefarvede halstørklæde fra Jackpot. ”Du skal lukke jakken. Der er frost,” sagde min mor. Men jeg kunne ikke lukke jakken, for det så ikke sejt ud. Sejt var det vigtigste. Halstørklædet hang løst, jakken stod åben og den hue, min mor altid snakkede så meget om, mødte aldrig mit hoved.
Der var så meget spændende, man kunne lave i byen. Man kunne gå på Mammas pizzeria, hvis man havde råd til det. Man kunne rode tilbudskasserne i Benetton og Jackpot igennem. Man kunne gå op og ned ad strøget igen og igen og igen og igen. Man kunne gå lidt langsommere, når man nåede til McDonalds i håb om, at man fik øjenkontakt med nogle af drengene, der altid hang ud ved skiltet. De var noget helt andet end forstadens drenge, som jeg og mine forstadsveninder havde kigget på, siden vi var små, og som i øvrigt kun kendte mig — hvis de da overhovedet gjorde det — som Anne Bæ. Bydrengenes tøj var sejere, deres hår var sejere, deres attitude var sejere.
Jeg snakkede aldrig med bydrengene. Der var ingen ”den seje bydreng får øje på den fortabte forstadspige og redder hende fra evig kiksethed”-historie. Det var ok. Det handlede vist mest om at se de muligheder, der var uden for det, jeg altid havde gloet på. Og dem så jeg, jeg kunne lide dem, og jeg troede, det kunne blive endnu bedre.
Der gik nogle år, inden jeg tog 9’eren for sidste gang. Jeg var nødt til at tage hjem igen efter en eftermiddag i byen. Så det gjorde jeg. Helt stivfrossen af sejhed.

9’eren og en halv bolle med smør

Vi havde garanteret små højtidelige ansigter, da vi stod på bussen, og vi var garanteret helt stille, da vi sad på de polstrede sæder ved siden af hinanden – helt nervøse for, om vi nu kunne finde ud af at stå af det rigtige sted. Helt alene uden voksne i bussen for første gang.
Vi, Kris og jeg, havde længe været klar over, at vi aldrig ville blive lykkelige i forstaden, og vi kunne lige så godt begynde at øve flugtruten. Bus nummer 9 hed den. Den var gul, man steg ind ad bagdøren, købte billet på bagperronen, fandt en plads, trykkede på den røde stopknap, gik helt op forrest i bussen i god tid og klamrede sig til en stang, til bussen stoppede, så man kunne stå af.
Vi havde fået lov til at tage i Veri centret, og ud over penge til vores børnebusbilletter, havde vi hver en tyvekroneseddel med, så vi kunne gå amok i butikkerne. Jeg købte en slange i legetøjsbutikken til min lillesøster. Sådan en ledslange, der bevægede sig, når man holdt den i halen. Bagefter var vi meget fine damer, der gik i cafeteriaet. Vi var lidt i tvivl om, hvad tingene kostede, og om vi havde råd. Vi endte med at købe en halv bolle med smør hver. Det grinede vi af i mange år, men jeg kan ikke helt huske, hvorfor det var så sjovt.
Da vi skulle hjem igen var bussen så proppet, at det var svært at komme ind. Jeg havde billetpengene klar i min fedtede lille hånd, for nervøse børn har det med at overforberede den slags. Men jeg var ikke forberedt på muren af mennesker i bussen. Den var så tæt, at jeg ikke kunne komme hen til billetautomaten. Hvad hvis kontrolløren kom? Ville jeg blive smidt ud af bussen? Ville jeg komme i fængsel? Hvad var det værste, der kunne ske? Alt!
Da jeg endelig var hjemme, måtte jeg indrømme det hele for min mor. Hendes datter var en snyder. En forbryder. Uegnet til buskørsel og andre vigtige ting. Min mor så min lille hånd, som stadig knugede mønterne — det præcise beløb til den billet, jeg aldrig fik købt. Så konstaterede hun, at vi knapt nok havde været hjemmefra i en time, og at den billet, jeg havde købt på vejen ud, stadig var gyldig. Det grinede vi af i mange år. Jeg havde købt en halv bolle med smør, og jeg havde ikke snydt i bussen. Åh, det var bare en skæg anekdote. Som skabt til konfirmationssange og sådan noget.
Senere blev jeg en mere sikker buspassager, men pengene var og er altid klar på forhånd. Altid.

For tynd, for kikset, forkert

Dem fra klassen havde fået fat i det lille stykke papir fra sundhedsplejersken, og de viftede med det, mens de råbte højt og grinede triumferende. ”Anne Bæ vejer 30 kilo,” råbte de, som om jeg havde gjort noget, der var sensationelt og helt forfærdeligt.
Jeg hed ikke Anne Bæ. Jeg hed Anne B. B for Bredahl. Men for dem lå det lige for at lave det til bæ, og nu havde de fået fat i papiret med min vægt på.
Jeg vejede 30 kilo, og det var åbenbart forkert. Jeg forstod det ikke, for handlede det ikke bare om, at man skulle veje et eller andet? De havde da også fået sedler med deres vægt på. Hvorfor var min anderledes?
Senere forstod jeg, at jeg var for tynd. Uh, det var bare det værste. ”Hvorfor har du valgt at være så tynd,” spurgte de. De gad ikke høre svaret, hvilket var heldigt nok, da jeg ikke anede, hvad de mente med ”valgt”.
Det var åbenbart noget slemt noget det med at være for tynd. Der var en anden pige på min årgang, der også var for tynd. Men hun var ikke så slem som mig, sagde de. Hun forsøgte nemlig at skjule det, sagde de. Jeg viste mig frem, så alle kunne se, hvor tynd jeg var, sagde de. Jeg gjorde det med vilje, sagde de, og jeg blev så forvirret. Jeg forstod ikke ”med vilje”. Jeg forstod ikke, hvad de mente med, at jeg var for tynd. Hver morgen stod jeg op og fandt tøj i mit skab. Det meste havde jeg arvet fra min kusine, som jeg så helt vildt meget op til. Jeg tog noget på, som passede nogenlunde sammen — gerne noget, der involverede de mørkeblå bukser, som jeg elskede. Jeg vidste ikke, at jeg så ud på en bestemt måde. Jeg kiggede ikke i et helfigursspejl. Jeg tog tøj på, for det gjorde man, og jeg troede virkelig, at det var nok.
Det var slet ikke nok. Det var forkert, for man kunne se, at jeg var for tynd, og det måtte man ikke, forstod jeg. Jeg pralede og var selvglad, når jeg gjorde det, men jeg var samtidig ualmindelig grim, forstod jeg. Jeg skulle skamme mig over mig selv, forstod jeg. Så det gjorde jeg, og jeg begyndte at kigge i det høje spejl hver dag, og hver dag kunne jeg se, hvad de mente med for tynd og for grim. Jeg fik nyt tøj, og jeg forsøgte at skjule min lille størrelse, men de pegede og hånede og grinede af, at Anne Bæ stadig købte tøj i børneafdelingen. Jeg blev ved med at kigge i spejlet, og jeg blev ved med at se, at de havde ret i alt det, de sagde. Og jeg tænker, at de bare skulle se mig nu, når jeg kigger i mit høje spejl og ser, at jeg er for tyk og for grim. Vi byggede mig i fællesskab, ville jeg sige til dem.

Anders

Anders havde højt hår og en lilla skjorte. Han så alt for godt ud til at være interesseret i mig, så jeg var sikker på, at jeg havde opfattet det hele forkert. Det var ikke mig, han kiggede på. Det var ikke mig, han snakkede til. Det var ikke mig, han smilede til. Det var min veninde. Det var altid min veninde. Det var i øvrigt også ligemeget, for jeg ville alligevel aldrig se ham igen.

Jeg så Anders igen. Det var til en fest i Vejlby Risskov-hallen. Jeg husker stadig, hvad jeg havde på: En mørkeblå striktrøje fra Benetton. Det var meget vigtigt, at den var fra Benetton. En mørkeblå nederdel og sorte collegesko. Eller var det de hvide?
Min veninde tog fat i mig og trak mig væk. ”Jeg har noget til dig,” sagde hun. Det var Anders, hun havde til mig, og mine knæ blev så bløde, at jeg måtte sætte en hånd på væggen for at holde mig stående. Det var Anders, og han var glad for at se mig. Mig? Mig!

Vi dansede. Jeg var fuld og skæv, men havde ikke indtaget andet end sodavand. Jeg dansede med Anders, og de spillede ”Right on Track” med ”The Breakfast Club”, som ellers ikke blev spillet andre steder end på MTV. Jeg dansede og smilede til Anders, som helt sikkert smilede tilbage. Da festen sluttede, var vi kærester.

Anders boede i et meget fint hus, som lå ved vandet. Vi gik en tur, og han fortalte om dengang, han fandt en strandvasker. Han lavede pitabrød med fyld til os, og han tørrede gulvet af, fordi jeg havde sat strandmærker på dem. Jeg havde ikke opfattet, at jeg var i et ”tag skoene af”-hjem, og jeg var så flov.

Anders besøgte også mig. Jeg boede i et gårdhavehus. Vi havde mange bøger og planter og støv, og naboerne gik ind og ud hele tiden med sko på. Anders spurgte mig, hvad mit fritidsjob var, og jeg svarede, at jeg ikke havde sådan et. ”Jeg kan da ikke sige til mine venner, at min pige ikke har et fritidsjob.” Jeg smilede og undskyldte, mens jeg tænkte, at det sgu da ikke ragede hans venner, og at jeg sgu da ikke var nogens pige.

Vi skulle ses nytårsaften. Vi havde ikke set hinanden i flere uger, og han havde en julegave til mig. Han var min første kæreste, og jeg anede ikke, at man skulle give hinanden julegaver. Det var en sølvkæde. Jeg sagde tak og slog op med ham.

Der gik 10 år, inden jeg så Anders igen. Han havde stadig højt hår og en lilla skjorte, og jeg forstod, at tiden ikke altid har godt af at stå stille.

Christian Clippervest

Jeg var ikke forelsket i Christian, jeg havde nærmest ikke snakket med ham, men jeg følte alligevel en eller anden form for samhørighed med ham. Vi var ikke de sejeste i vores flokke, vi var de stille, vi blev røde i hovedet, hvis der var for meget fokus på os. Christian var venlig, og jeg besluttede, at han skulle være mit første kys. Jeg var 15 år, så vidt jeg husker, og jeg husker altså ikke ret godt, men jeg var helt sikkert den sidste i min flok. Mine veninder var gået meget længere end kys, og det var ret flovt, at jeg ikke engang havde kysset nogen.
Vi havde drukket lidt Liebfraumilch, og så gjorde jeg det. Jeg kyssede Christian, og han kyssede mig tilbage. Jeg var lettet og fjollet, og vi byttede Clipper-vest. Jeg havde den blå, og han havde den grønne. Han kørte mig hjem — jeg sad bag på hans knallert. Det tror jeg i hvert fald. Måske kommer jeg til at huske forkert, fordi jeg godt kan lide billedet af 15-årige mig bag på en knallert. Useje Anne bag på en ældre drengs knallert.
Da jeg vågnede næste morgen — og det husker jeg helt klart — kunne jeg kun tænke på, at jeg skulle have min Clipper-vest tilbage. Helst inden min mor opdagede, at det alt for dyre stykke tøj, hun havde købt til mig for sine enlig-mor-penge, havde skiftet farve og størrelse i løbet af natten.

Jeg fik min blå vest tilbage, og Christian fik sin grønne vest. Jeg kan slet ikke huske, hvordan det foregik, men det har helt sikkert været akavet, for Christian og jeg snakkede aldrig sammen igen. Vi hilste ikke engang på hinanden mere. Den slags kan ske, når et meget genert menneske møder et andet meget genert menneske. Men jeg har ikke fortrudt, for Christian var så venlig.

Sus

Hun var sådan en, de andre voksne kaldte ”en ungdommelig mor” eller ”en frisk mor”, og det var der, jeg lærte, at når ungdommelig og frisk bliver brugt, mens man rynker på næsen, er det ikke nødvendigvis noget godt. Men det var sjovt at være i huset oppe på hjørnet hos den ungdommelige mor. Vi kom der, fordi vi alle tre var betagede af hendes ældste søn. Jeg sværger, at han var flot nok til at komme i fjernsynet. Så det var der, hos vores levende idolplakat, vi hang ud det meste af tiden.
I huset oppe på hjørnet var der ingen regler. Der måtte man drikke øl og vodka, man måtte ryge cigaretter og hash, min veninde med de strenge forældre måtte dyrke sex med sin kæreste i et af husets værelser. ”Lille frøken Svømmepøl” kaldte den ungdommelige mor min veninde og blinkede. Jeg anede ikke, hvad det betød. Det var vist noget med lagenet.

Når jeg var i huset oppe på hjørnet røg jeg hverken cigaretter eller hash, og jeg dyrkede i hvert fald ikke sex med nogen. Men jeg smagte på øllene, og jeg smagte så meget, at jeg blev let i hovedet, og når jeg var let i hovedet, var det meget nemmere at sige noget. ”Du er alt for stille,” sagde de andre altid, men med øl i hovedet blev jeg mere som dem. Mere rigtig.

Vi fortalte den ungdommelige mor, at vi ville lave en dans og vise for drengene. Det var bare alletiders, mente den ungdommelige mor, for hun havde nemlig været professionel danser. Det sagde hun, mens hun viste os, hvordan man skulle gøre. Hun stod helt stille på gulvet, benene bevægede sig slet ikke, men hun vred overkroppen på en sær slangeagtig måde. Det var, som om den var skruet fast på den døde underkrop. Vi forsøgte at gøre det samme, men det føltes forkert, og det var slet ikke det, jeg havde lært oppe på Verners danseskole.

Vi fik alligevel lavet en dans, og den ungdommelige mor hjalp os med at designe sexede kostumer. Jeg var 14, men min krop var stadig 10 år, så der var ikke meget sex over mig. Det gjorde mig usikker. ”Det er da lige meget. Der er alligevel ikke nogen, der kigger på dig,” sagde min veninde. Jeg vidste, hun havde ret, for ham den grimmeste af drengene, ham der gik i militærtøj, havde kort forinden sagt, at jeg var flad som et strygebræt. Så grinede alle. Jeg gjorde også, men kun udenpå.

Vi drak Pisang Ambon, inden vi dansede, så jeg kan ikke huske så meget, men min veninde — hende der sagde, at der ikke var nogen, der ville kigge på mig — forsvandt med ham, jeg var forelsket i. Det kan jeg huske. Bagefter blev de kærester, og selvom jeg egentlig godt vidste, at jeg slet ikke havde lyst til at være kærester med nogen, skrev jeg i min lille blå bog med lås på:
”Jeg spiser intet
Jeg har ingen appetit
Hvorfor kan dit hjerte ikke blive mit”

Jeg blev ved med at komme i huset oppe på hjørnet, men det var ikke længere så spændende, som det var i begyndelsen. Jeg følte altid, jeg sad i udkanten og kiggede ind på noget, jeg ikke hørte til i. Noget jeg ikke var klar til. Min veninde og ham, jeg var forelsket i, var altid inde på hans værelse bag en lukket dør. Jeg kunne ikke følge med de andre inde i stuen. Jeg kunne ikke få mere øl ned, og lugten af hash gav mig kvalme. De andre snakkede aldrig om noget, der interesserede mig, og jeg turde ikke forsøge at skifte emne. Den ungdommelige mor fik lidt ondt af mig, da jeg sad der helt alene.
”Jeg er professionel frisør,” sagde hun. ”Skal jeg ikke klippe dit hår?” Jeg svarede ”jo tak” og nød den halve time, hvor det handlede om mig. Bagefter gik jeg hjem til min mor, som sagde: ”Hvordan er det, du ser ud?”
Jeg vidste det allerede, for den ungdommelige mor havde vist mig det i et spejl. ”Du ser bare frisk ud,” sagde hun, og jeg nikkede og undgik at græde, inden jeg nåede hjem til min mors ærlighed.
Jeg havde helt kort hår foran. Pandehåret og håret henover min ører var kort. I nakken lå det til gengæld langt og slapt til ned under min nakke. Slapt og helt ufriskt.
Min mor ordnede det, så godt hun kunne, og jeg tænkte på, at min mor vist var på samme alder som den ungdommelige mor. Men vores hus lugtede ikke af hash, og min mor brugte ikke hver eneste aften på at drikke sig fuld med en flok 14-årige. Mine veninder og deres kærester lavede ikke svømmepøler i husets senge, og når min mor dansede, lavede hun høje knæløft og trutmund. Det var flovt, men ikke så flovt, som hvis det havde været slangekrop i en hashrus.
Jeg vidste, at jeg ikke længere havde lyst til at gå op i huset oppe på hjørnet. Det var ikke et hus for børn, og jeg havde ikke travlt med at blive voksen.

En frikadellesandwich med det hele

Fra vores heksagon kunne vi se den øverste halvdel af strøget. En rude pegede mod grønthandleren i Arkaden og hele dagen kunne vi høre ”ti bananer for en tier”. Han udtalte det med et ekstra n: ”bannaner”.
På vores side af ruden stegte vi frikadeller. Kunderne kunne lide dem tykke, men når det var til mig selv, foretrak jeg at halvere dem og stege de bløde sider, så der kom mere skorpe.

En rude pegede lige ud, så vi kunne se folk komme fra Ryesgade. Vi vinkede til dem, vi kendte, og gemte os for dem, vi ikke havde lyst til at kende. Vi gloede på ham, der gik op og ned, mens han onanerede gennem et belejligt hul i sin bukselomme. Vi beundrede de polerede fyre fra Kaufmann. De havde stift hår, blanke sko og dyre jakkesæt, og det faldt os aldrig ind, at de ikke tjente ret meget mere end os. I weekenderne vaskede vi frikadellelugten ud af håret og mødte dem nede på Downtown, hvor vi var alt for nemme at imponere.
På vores side af ruden lunede vi boller, og når det var koldt, lunede vi glasflasker med Cocio i brødristeren.

En rude pegede ud til køen af sultne mennesker. ”Skal det være med det hele”, spurgte vi, og når de ville vide, hvad det hele var, sagde vi ”rødbede, remoulade og sennep”. Hvis vi kiggede hen over køen kunne vi se manden med skægget, som sad sammenkrøllet på jorden og talte til synet af sig selv i butiksruden. Jeg læste engang om ham i Århus Onsdag. Han var skizofren og havde to børn, der hed Ditten og Datten.
På vores side af ruden håbede vi på huller i køen, så vi havde mere tid til at hyggesnakke.

En væg stod skråt ned mod den anden ende af byen. Hvis der havde været en rude, kunne vi se McDonalds, vores største konkurrent. Væggen havde en udvendig hylde, hvor kunderne kunne spise deres frikadellesandwich med ansigtet skærmet fra typer, der ikke havde andet at lave en at glo på folk med remoulade i mundvigene.
På vores side af væggen lagde vi penge i kassen og forsøgte at regne ud, hvad kunderne skulle have tilbage, for kassen var bare en kasse og ikke et kasseapparat.

En anden væg pegede direkte ned mod byen. Her var mere hylde og flere kunder, der gerne ville spise i fred. Hvis der havde været en rude, kunne vi se ryggen af dem, der lige var kommet fra Ryesgade, og vi kunne se dem, der bar poser fra Salling og Søstrene Grene op mod banegården.
På vores side af væggen væggen hældte vi cola og Fanta op i papkrus.

Den sidste flade var en dør ud. Når man lukkede den op, kunne man se Tang, butikken hvor min veninde havde købt et helt Kello-sæt, der bestod af blazer, bukser, lang nederdel og et par cityshorts. Jeg købte mit tøj i H&M, for der fik jeg meget mere for frikadellepengene. Døren stod tit på klem, fordi vores venner kom forbi for at sludre eller for at nasse frikadeller, eller de amerikanske missionærer kom og bad om gratis mad efter aftale med ejeren, som var mormon. De var meget eksotiske, de altid høflige unge mænd, der var klædt, som om de var på vej til familiefest.
På vores side af døren længtes jeg efter at få fri. At gå ned mod Busgaden med en lille pose restefrikadeller i hånden. At sidde i bussen og lade, som om det ikke var mig, der stank af svinefedt. At komme hjem og vaske dagen væk.