De fattige

Den bedste tid på dagen var, når jeg cyklede hjem fra skole. Det var ned ad bakke, og det var modvind, der ikke betød en skid. Det var hænderne af styret, og det var kun et kvart kig bagud, når jeg tog det store sving over vejen. Så var jeg hjemme i Lystruplund. Jeg kørte hen ad vejen, ned ad parkeringspladsen, ned til nummer 68. Her boede Tutte, som jeg altid kunne banke på hos, hvis min mor ikke var hjemme. Så var der fortov, og jeg skulle egentlig stå af og trække, men farten var lige så god, og jeg skulle have bumpet fra kantstenen med. Så jeg cyklede hele vejen ned til min fordør, ned til nummer 72, som lå lige bag Tuttes hus.
Måske var det vilde cykelbøller som mig, der gjorde alle andre så utrygge ved Lystruplund. Oppe i parcelhusene kaldte de det ”slummen”. Lystrupslum. Et ulækkert sted fyldt med farlige mennesker, fattigdom og beskidte slumunger. En klat billige mursten til folk, der ikke engang havde penge til at købe et hus.
Og der var fattigdom i Lystruplund. Der var sultne børn i for småt tøj. Et enkelt af dem havde mod til at banke på døre og bede om noget at spise. Men de andre var stille og holdt sig mest helt ude i hjørnerne af området. Forældrene så vi heller ikke meget til, så selv for os, der kendte Lystruplund ud og ind, var de ikke altid nemme at få øje på, de ægte fattige. Dem med problemer, der var grimmere end noget, vi kunne forestille os. Skolelærerne kunne heller ikke se dem, og de kom slet ikke i nærheden af parcelhuskvarterne. De var en nærmest ubetydelig parentes i en historie om nogle andre, og det var ikke dem, de snakkede om, når de snakkede om de fattige i Lystrupslum. For de fattige var alene og usynlige.
De snakkede om os. ”Os”, som havde stemmer, der kunne høres, os som var børn af hårdtarbejdende enlige mødre, og af mødre og fædre, der gik på arbejde hver dag, og af mødre og fædre, der havde mistet deres arbejde, og som ledte efter noget nyt, og af mødre og fædre, som var blevet for syge til at arbejde, og af mødre og fædre, som var opgivet af arbejdsmarkedet, men som i stedet gjorde vores område, vores slum, til et rart og trygt sted at vokse op.
Og nej, det var da ikke kun tryghed, gode naboer, åbne døre, konstante strømme af legekammerater og lyserøde blomsterkranse på vores små lykkelige hoveder. Der var også ølglas på sofabordene, der var voksne, der tævede hinanden, der var forældre, der var elendige til at være forældre, og der var børn, der ønskede, at de voksede op et andet sted. Der var tristhed og pengebekymringer. Selvfølgelig var der det. Men i hvert hus var der en ny og anderledes historie. Vi var ikke bare en række gule gårdhavehuse med èn historie og én sandhed. Der var mit billede, og så var der alle de andre billeder.
Fra den snævre udsigt bag persiennerne i parcelhusene var det dog nemmere kun at forholde sig til én sandhed. For dem var vi fattige, og vi var ens, vi var slum og møg og dovne, og de var bedre end os. Og mens de havde travlt med at lukke persiennerne tæt sammen igen, så ingen fik øje på vinflaskerne, de blå mærker og tvangsauktionerne, blev børnene fra slummen jordemødre, politikere, socialrådgivere, kokke, håndværkere, pædagoger, håndboldspillere og kommunikationsfolk.
Jeg elskede den cykeltur ned ad bakken.

Hvad ved en solsort?

Solsorten havde sat sig på dørtrinnet mellem stuen og haven, og der sad den og ventede på noget, som jeg ikke kunne regne ud. Min hund reagerede ikke. Den har vænnet sig til dem, fuglene. Den ved godt, at vi ikke løber efter dem, at vi bevæger os forsigtigt, og at vi taler til dem med babystemme: ”Hvad kan jeg gøre for dig, lille solsesortse?”
Solsorten på dørtrinnet kiggede på mig med det skrappe blik, solsorte bruger, når de skal intimidere visse letpåvirkelige mennesketyper. ”Du er sørme en bestemt fugl” sagde jeg til den med den der lille høje stemme, som jeg er ret sikker på befinder sig i et toneleje, andre mennesker ikke kan høre. Især ikke naboerne.
Solsorten lignede ikke en af de sædvanlige. Jeg bilder mig ind, at jeg kan kende forskel på dem. Jeg tror, det var en stor unge, og den fløj, da jeg rejste mig fra sofaen. Men den fløj bare lige ud på terrassen, og så sad den der og så bestemt ud. Jeg tænkte på, om den mon var klar over, at jeg var på vej ud i køkkenet efter et æble til den.

Onsdagstekst

Det gik så godt. Det var sommer, og jeg læste og skrev og fandt ud af en rytme med det stopur, neuropsykologen havde bedt mig om at bruge. Nu har jeg forstået det, tænkte jeg. Mit liv er ikke det samme, men det kan blive noget andet, og det kan blive godt, tænkte jeg.
Så faldt jeg i søvn. Tung, tung søvn. Og når jeg var vågen, var alting i bevægelse. Alt bortset fra mig, som var limet fast og stille og overbevist om, at det måtte være noget værre. Måske endda døden.
Forleden vågnede jeg op. Med groggy krop og klar hjerne. Det var overstået for denne gang. Men det var en lang gang, og det tager tid for mig at stå op. Mit hoved kører med alle de ting, jeg vil, og jeg vil det hele lige nu. Men min krop siger, at den ikke kan følge med. Så i stedet skriver jeg forsigtige planer ned i et kladdehæfte. Jeg bruger de gode blyanter. Jeg spidser dem og forsøger at skrive med pæne bogstaver, for pæne bogstaver er vigtige, hvis planerne skal blive til noget. Jeg skriver forkert. Der er for mange n’er og t’er i min blyant. Jeg visker ud selvom jeg godt ved, at et n for meget ikke ødelægger hele min fremtid. Der er bare ikke nogen grund til at tage chancer, vel?
Jeg synes, jeg er tilbage nu. Men hver gang jeg tager en af de lange lure, ændrer jeg mig. Der sker noget med min hjerne. Så nu græder jeg lidt, hver gang jeg tænker på Peter AG, fordi han er så fyldt med musik, at han slet ikke har kontrol over det. Før jeg sov, var jeg slet ikke klar over, hvor fantastisk Peter AG er.
Nu er jeg vågen igen. Med en hjerne, der har ændret sig lidt. Igen.

Jeg er her, men egentlig ikke

Det er længe siden, det ved jeg godt. Det var en hård vinter. Den manglede ord, og jeg mistede endnu en del af mig. Den æder lidt, hver gang den kommer, vinteren.
Jeg har ikke lukket bloggen. Jeg er heller ikke i gang med at lukke den. Jeg er bare i gang med at finde ud af, hvordan jeg kommer videre med mit liv, uden sygdommen hænger over mig som en uønsket identitetskåbe. Jeg har så meget brug for noget andet nu.
Men det er svært, når jeg sidder fast i det kommunale system. Når jeg hele tiden skifter sagsbehandler, når jeg hver tredje måned skal tale med dem og fokusere på alt det, der er galt. Grave, grave ned i al elendigheden og få at vide, at det er et problem, at jeg er livsglad og ressourcestærk. Det er dælme ikke et problem for mig, men det er et problem for dem, der skal vurdere mig og min mulighed for at få et normalt arbejdsliv. Eller bare noget, der minder om et arbejdsliv.
”Sådan en mulighed findes ikke,” skrev neuropsykologen i den rapport, kommunen selv bestilte og betalte en formue for. For jeg har kognitive skader, skræmmende skader, jeg egentlig ikke har lyst til at udpensle. Men kommunen skal alligevel se om ikke liiige …
Jeg har været sygemeldt i mere end fem år. Min sygdom bliver værre hele tiden. Jeg bliver aldrig rask. Det er sklerose, for fanden.
”Du får mig ikke til at sige, at jeg ikke kan noget,” sagde jeg til den nye sagsbehandler, som virkelig gør, hvad hun kan for at få mig videre.
”Det skal du heller ikke,” svarede hun og modsagde alle bemærkningerne om, at man skal være beskidt og virke lidt dum, når man sidder over for rehabiliteringsteamet.
Jeg håber hun har ret, for jeg går i stykker af at fokusere på alt det, jeg ikke kan. Ja, jeg bliver hele tiden mindre i hovedet og tungere i lemmerne, men jeg har et stift fokus på det, jeg stadig vil.
”Der har jeg nok et problem,” sagde jeg til sagsbehandleren, da hun spurgte, hvad jeg selv tror, jeg kan holde til. ”Jeg kommer til at svare, hvad jeg vil i stedet for, hvad jeg kan”. Hun noterede det der, hvor hun også havde skrevet, at jeg var livsglad og ressourcestærk. ”Det er vigtigt, at de ved det,” sagde hun.
”Hvad er det så, du drømmer om?”
Drømmene er skrumpet ind, men der er stadig nok af dem til at give mig sommerfugle i maven.
”Jeg drømmer om at skrive bøger. Jeg drømmer om at blive en del af min kærestes forlag og redigere, måske, én bog om året i de gode måneder sidst på foråret og først på sommeren.”
”Vi får det til at ske,” sagde hun.
Tror jeg på det? Det ved jeg sgu ikke. Men jeg tror på, at hun mente det, da hun sagde det. Nu må vi se.
Så her er jeg nu. Et sted mellem diagnosechok og reelle fremtidsmuligheder. Jeg tror ikke, jeg kommer til at skrive mere her, inden jeg er videre, for jeg er så bange for at ende med at køre fast i en uigennemtrængelig ring. Men jeg tror selv på, at jeg kommer tilbage på et tidspunkt.

Ha’ en dejlig sommer.

Indefra min hjerne

Det var en af de gode morgener, hvor det var mig, der gik tur med hunden. Det er fjerde dag i træk, jeg har været ude, og det er stort. For det har været ret skidt på det sidste, og i mit hoved er tiden mellem septemper og nu nærmest bare forsvundet. Jeg er godt klar over, at min sygdom kun bliver værre, men hvis den bliver meget værre, end den har været den seneste tid, er der ikke rigtig noget tilbage.
Måske er det på grund af den tanke, at trætheden, der efterfulgte morgenens hundelufting, skrællede et tykt lag hud af mig og sendte mig direkte i seng. Først over sengetæppet på jeg-hviler-bare-lidt-måden og nu på under-dynen-måden. Tanken er uhyggelig. Den er dog også naturlig, og den skal have en plads, så længe den ikke får lov til tage over helt over. Men kors, hvor jeg hader at ligge her under dynen helt tyndhudet og tyktåret.

Nå, men jeg får tiden her til at gå med streame DR-programmer, jeg aldrig fik set, og i den forbindelse så jeg lige Indefra med Anders Agger — det første afsnit, der handler om Pia Höegh-Nissen, som har en tumor i hjernen. Jeg kan ikke påstå, at jeg kender alt det, hun går igennem. Jeg skal for eksempel ikke forholde mig til operationer, hospice og død. Men Pia er ret sej og ret vidunderlig og virkelig god til at sætte ord på ting, som er meget genkendelige for mig. Det er det der med hjernen, der ikke er, hvad den var. Det med evner, der forsvinder og ord, der gemmer sig lidt for godt. Det med et liv, hvor man ind i mellem har svært ved finde den, man selv synes, man er.
Så jeg vil lige anbefale og linke til programmet:
Indefra med Anders Agger — Uhelbredeligt syg

Om lidt er der frokost til mig. Jeg havde lyst til ørred og æg, så det sørger verdens bedste kæreste for, at jeg får. Ørred og æg og grædedag. I morgen bliver en helt anden slags dag.

Gid vi kunne finde ud af at give hinanden lidt ro til at være chokerede, kede af det, lammede. Gid det ikke altid gik ud på at kyle påstande ind i håbløse diskussioner så hurtigt som muligt.
Gid vi fik tid til at sørge, inden vi gik i gang med at være sure på hinanden.

Gid verden ikke går helt i stykker.

Bogstaver fra min ordløse hjerne

Det har været skidt i et par måneder nu. Ret skidt. Det føles, som om jeg bare lige skulle have en lur efter min fødselsdagsfest i september. En led lur af et tungt lag beton, tågesyn og svimmelhed, og den lur er først begyndt at slippe mig nu (7-9-13).

Puh, hvor er det svært at skrive. Helt ærligt, jeg kan ikke finde ordene. Jeg kigger på de linjer, jeg lige har skrevet, men jeg ser dem egentlig ikke. Jeg er ved at vågne, men min hjerne er stadig tom. Jeg vil gerne give et livstegn, men det er svært at skrive. Ordene gør ikke ondt. De er der bare ikke, og jeg er bange for, det ender med, at jeg tager en håndfuld klichéer, lægger dem i en stak og kalder det et blogindlæg.

Lige nu, mens jeg skriver, bliver jeg ramt af tanken om, at jeg skal skynde mig at skrive det, der skal skrives. Altså ikke i dette øjeblik, men der er en deadline derude, og den er ikke så lang, som jeg regnede med.

Det er svært, men jeg er ikke trist. Bekymret, men ikke ked af det. Jeg planlægger stadig fremtiden, som om den er helt klar og fin. Det vil jeg gerne blive ved med. Men jeg vil også gerne nå det hele. Forstår I? Nej? Det gør jeg vist heller ikke selv.

Nå, men jeg har min krydsord på sofabordet og bookworm på telefonen. Tvangsord til en slap hængehjerne. Og mens jeg genskaber mit ordforråd, kan jeg finde nogle af de Boligforningen-indlæg jeg har i kladdehæftet og taste dem ind på bloggen. Så kan det være, ordene fra fingerspidserne finder op til min hjerne på et tidspunkt.

Jeg havde en plan med dette indlæg, men den forsvandt. Bær over med rodet.

Et brev om dit had

Hej Hademenneske

Jeg har kendt dig, så længe jeg kan huske, og jeg har holdt af dig. Men jeg har også protesteret, når du har spyet fordomme ud i alle andre retninger end indad. Jeg kan sagtens forestille mig, hvordan du og din nærmeste familie har snakket om mig over aftenkaffen. ”Hun ved jo ikke bedre,” har du sagt og følt dig meget overbærende. For du har ret. Alt, hvad der er anderledes, er ondt og farligt. Og det skal jages væk med had. Du ved, du har ret, for det siger ”de”.
Du er et menneske, der hader, og jeg undrer mig over, hvor det kommer fra? Er der sket dig noget, som vi ikke opdagede, eller som vi ikke tog alvorligt nok? Har vi været med til at give dig følelsen af, at du mister noget, når andre klarer sig godt? Eller er hadet noget, du er født med?
For du er et menneske, der hader. Mennesker i nød gør dig vred, hvis de ikke er ”vores egne”. ”De vil tage det, der er vores,” siger du. ”Jeg tror altså bare, de vil overleve,” svarer jeg. Men du vil ikke tale mere om det. Du vil udspy fordomme, og så vil du vende ryggen til mig, indtil jeg holder min irriterende, selvgode, naive mund.
Du er et menneske, der hader. Jeg hader ikke dig. Det kommer jeg aldrig til, for jeg har holdt af dig, så længe jeg kan huske. Men da jeg så et billede af en mand, der spyttede på krigsflygtninge, på udmattede, bange mennesker, som har mistet alt, der tænkte jeg, at det kunne ligeså godt have været dig.
Det er sådan, jeg ser dig nu. Mon det overhovedet betyder noget for dig?

Anne

Hvis det var mig

Hvis mit land var bombet i stykker, hvis jeg ikke var sikker i mit eget hjem, hvis min familie ikke var sikker, hvis mit barn ikke havde en seng at sove i, hvis fremtiden var ikke-eksisterende, så ville jeg gøre alt i min magt for at ændre den situation. Også hvis det betød, at jeg skulle forlade alt, jeg kendte og det sted, hvor jeg allerhelst ville være.

Hvis jeg skulle forlade alt, hvis jeg skulle på en uoverskuelig flugt, hvis jeg kun havde håb og en smule formodninger tilbage, ville jeg pakke få, men vigtige ejendele, iføre mig mit gode tøj og passe godt på min smartphone, som ville være min kilde til ruter, vigtige nyheder og mit netværk.

Hvis jeg skulle flygte igennem lande, jeg ikke kendte, hvis jeg havde min søn i hånden og hans liv og fremtid på hjernen, ville jeg være fokuseret. Hvis mine fødder var fyldt med vabler, ville jeg blive båret af adrenalin. Hvis jeg satte mig for at hvile, hvis jeg turde sove, ville jeg måske ikke huske at rydde op efter mig selv, når jeg gik videre. Hvis det handlede om min søns liv, hvis det handlede om hele fremtiden, ville jeg kun være fokuseret på at komme videre, inden trætheden og apatien helt tog over.

Hvis jeg var tæt på målet, hvis fremtiden og måske familiemedlemmer og venner, der gik i forvejen, var inden for rækkevidde, ville jeg gøre alt i min magt for at nå dem og undgå at ende i et land, hvor jeg ikke var ønsket. Hvis jeg skulle vandre på motorvejene med fremmed politi omkring mig, ville jeg være bange og gå i forsvarsposition. Hvis søde mennesker gav mig mad og tøj, ville jeg måske glemme at sige tak.

Hvis jeg nåede mit mål, hvis jeg endelig turde føle tryghed, hvis mit barn fik en seng igen, ville jeg gøre mit bedste for kun at se fremad. Men jeg ville være gået i stykker indeni.

Boligforeningen #33

“Jeg blev da bekymret, da I sagde, I skulle flytte. Der var de jo lige flyttet ind oppe på sjette, dem der. Den slags vil vi ikke have for mange af her. Jamen, det har vi ikke været vant til, så jeg blev lidt ked af det, da jeg så hende med det der tørklæde på i jeres gamle lejlighed. Men jeg var jo nødt til at snakke med hende, da jeg mødte hende i opgangen. Man kan da ikke være andet bekendt. Hun var skam venlig nok, så jeg sagde, at det duftede godt inde fra hendes lejlighed. Det var sådan noget krydret mad. Hun inviterede mig ind og sagde, at der også var nok til mig. Det skulle jeg ikke nyde noget af. Jeg var selvfølgelig høflig, det er man jo. Men jeg skulle ikke spise derinde. Det ville altså være for meget.”