Forårsfugl er den bedste fugl

Der er knopper på forsythiaen. Om lidt folder de sig ud og bliver til gule blomster, og jeg kan se det hele. Jeg kan se igen. Det var ikke denne gang, synsnervebetændelsens skader satte sig fast. Jeg kan se igen, og jeg er så taknemmelig, at jeg glemmer, hvor surt det var, da alting var sløret. Det er nu, det er min tid, og jeg kan ikke styre det. Jeg kan se bogstaver, og jeg skriver, til min hjerne og mine øjne brænder. Jeg læser mig selv bevidstløs, og jeg køber nye bøger, selvom jeg har bunker, jeg ikke har læst endnu. Men tænk hvis verden løb tør? Jeg graver bede i haven, der skal plantes roser og lavendler, og jeg bliver ved alt for længe. Så længe, at jeg må lægge mig resten af dagen. Når det regner for meget til, at jeg kan grave, kigger jeg ud af vinduet. Jeg kigger på fuglene, jeg fodrer. Spurvene, musvitterne og blåmejserne. De flabede solsorte, der glor på mig, som om de vil slås.
”Hvor er du dum. Det er jo mig, der giver dig æbler.” Jeg siger det med babystemme.
Jeg fortalte neuropsykologen, at jeg snakker med fuglene. ”Jeg er blevet blød med alderen.”
Så blød mente hun ikke, man kunne blive af alder. Hun sagde, at det er hjerneskade på grund af sklerosen. Jeg er ligeglad. Jeg er glad for samtalerne med fuglene. De er gode til at lytte og slet ikke så kværulerende, som man skulle tro. Der er også tre skovduer. De har fået navne: Haveduen Skrumle, Haveduen Skrumle og Haveduen Skrumle. Det er det nemmeste, for jeg kan ikke kende forskel på dem.

Fuglene kommer hver dag, jeg fodrer dem, og de føler sig hjemme på terrassen. Jeg venter egentlig bare på, at de begynder at synge og sy mig en kjole, så jeg kan komme til bal på slottet. De spilder en del, så nu er der kommet en lille mus, der spiser deres rester. Skovmusen Siksak.
”Hej lille Siksak, hvor er du sød,” siger jeg med en helt lille stemme, jeg laver specielt til den. Næsten højfrekvent.
”Sikke en rund lille mavse du har.”

Foråret er mit. Jeg er blød og hjerneskadet, og jeg har alt for lange samtaler med dyr, men det er nu, jeg lever mest og bedst.

Status

*

Der står en kørestol under trappen. Manden fra kommunen spurgte, om der var mere, jeg havde brug for. ”Man kan få en dims, der gør det nemmere at skrue låget af syltede agurker.” Nej, tak. Kørestolen er mere end rigeligt. Jeg har dårlig samvittighed over, at den står der under trappen. Jeg ved ikke, hvorfor jeg har dårlig samvittighed, men det er nok det sædvanlige med, at jeg ikke helt føler mig berettiget. Jeg er jo ikke rigtigt syg. Jeg kan godt gå. Jeg er bare lidt træt. Lidt meget træt. Meget træt.

*

Da jeg ikke vidste, hvad jeg fejlede, var jeg bange. Jeg var bange for, at jeg skulle dø, for det føltes sådan. Følesen af død og sygdom løb igennem mig. Den prikkede i mine arme og i mine ben og i min pande, hvor den, altså følelsen, lavede et zigzagmønster, som skar forbindelsen til resten af min krop over og væltede mig på alle måder. Da jeg ikke vidste, hvad jeg fejlede, frygtede jeg, at jeg havde kræft og skulle dø. Da jeg ikke vidste, hvad jeg fejlede, skrev jeg et afskedsbrev til min søn. Da jeg ikke vidste, hvad jeg fejlede, frygtede jeg, at jeg havde fibromyalgi og skulle leve med smerter, elendighed og hånlige kommentarer om, at det ikke var en rigtig sygdom. Da jeg ikke vidste, hvad jeg fejlede, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle være bange for, men jeg var bange hele tiden.

*

Den sidder i hovedet, min sygdom, min sklerose. Som hvide pletter, der får mig til at sige ogginok, når jeg skal sige rosenkål. Som hvide pletter, der blæser et virvar af ord ud, som jeg skal forsøge at fange på det rigtige tidspunkt i den rigtige sammenhæng. Som hvide pletter, der giver mig hovedpine og øjenpine og fodsålspine og skulderpine, og som giver pludselige jag, der får mig til at tro, at jeg er blevet skudt. Som hvide pletter, der sletter vigtige glimt, jeg gerne vil huske.

*

De afsluttede mig. Altså neurologerne. Det fik jeg at vide af min læge. Hvis jeg får brug for scleroseklinikken, skal jeg have en henvisning. Og vente. Og begynde forfra. Når man er afsluttet, er man enten rask eller død. Jeg er ikke rask, og jeg tror ikke, jeg er død. Jeg burde være rasende, for ved mit sidste besøg sagde de, at jeg ville få en indkaldelse efter tre måneder. Jeg kunne ikke tåle medicinen, og den sidste slags, jeg fik, kunne jeg tåle så dårligt, at den gjorde mig mere syg end sklerosen. ”Der er kommet flere nye ting, så vi indkalder dig, og så ser vi på det,” sagde neurologen. Men i stedet afsluttede de mig, og jeg burde være rasende. Men jeg er lettet. Jeg føler mig mindre syg, når jeg ikke er på sygehuset hele tiden. Jeg føler mig mindre syg, når jeg ikke skal sluge piller, give mig selv indsprøjtninger, have medicin i drop og få det elendigt af det uden det gør en skid ved min sygdom. Jeg føler mig mindre syg, men når det er mørkt, prikker tristheden over, at jeg er en af dem, medicinen ikke virker for.

*

Du må ikke have andre forventninger end nærmest ingenting, har eksperterne sagt til mig igen og igen. Du har dårlig sygdomserkendelse, siger de. Jeg skal blive bedre til at forstå alvoren. Men jeg forstår den, det gør jeg. Jeg forstår også, at det mig, der skal leve med sygdommen. Og jeg forstår ikke, at det er så forkert at drømme om og håbe på mere end den grå planche, de klasker op på tavlen. Jeg har sørget og grædt så meget og så længe over alt det, jeg alligevel ikke skulle og over alt det, jeg ikke kan. Nu er jeg et andet sted, og de misforstår mit ”mere”. ”Mere” er ikke bjergbestigning og astrofysik. ”Mere” er små historier i worddokumenter og kladdehæfter. ”Mere” er at lave et nyt bed i haven, at styrketræne, at være forfængelig. Mit ”mere” er retten til at mene, at jeg har et dejligt liv, uden nogen kigger på mig med det der blik og tænker, at jeg nok bør få tjekket den alvorlige omgang selvbedrag så hurtigt som muligt. Jeg elsker mit liv, men må man overhovedet det, når det er et liv, andre frygter?

*

Det er svært for mig at se. Hver dag bliver kanterne visket mere ud. De andres ansigtstræk forsvinder. Jeg siger ”hej, lille ven” til en klump jord i haven, fordi jeg tror, det er en solsort. Synsnervebetændelse. Igen. Eller gamle skader fra tidligere synsnervebetændelse. Det topper lige nu, så jeg skriver med fingrene, uden øjne. Jeg insisterer på at se, men det gør ondt, og det gør allermest ondt, når jeg forsøger at kigge på små bogstaver. Problemet er bare, at det også gør allermest ondt, når jeg ikke kan kigge på bogstaver. Men det topper nu, og så bliver det snart bedre. Det er simpelthen nødt til at blive bedre.

*

Dengang jeg blev syg, var jeg bange. Men jeg skrev om det, og hver gang jeg skrev, blev jeg mindre bange. Jeg skrev og skrev, og så kom der et tidspunkt, hvor jeg blev træt af at skrive om det. Jeg nåede et punkt, hvor jeg blev min sygdom, og den er ikke noget, jeg har lyst til at være. Den er grim, ond, utilregnelig og ensom. Den er medlidenhed og dårlige råd og fordomme. Den er rollator og førtidspension. Den er bunden af samfundet. Jeg observerer de raske, som bygger et sygdomshierarki, hvor de opdeler de syge i vindere og tabere. I de seje og de klynkende. I de værdige og de uværdige. De vigtige og de ligegyldige. Og her er jeg, et sted mellem fibromyalgi og kræft. Ikke så bange for sygdommen, men bange for at møde nye mennesker, der vil viske deres første indtryk af mig ud og reducere mig til en fordom, hvis de finder ud af, hvad jeg fejler. Jeg vil ikke være en, det er synd for. Jeg vil være mig. Og nu er jeg mig, der har skrevet om sygdom igen, fordi jeg havde brug for det.

*

Det var i Luton #9

Jeg var godt i gang med at vænne mig til livet på hotellet. Jeg vidste, hvornår jeg kunne bruge badeværelserne på personalegangen, hvis jeg ikke skulle forstyrres. Jeg vidste, hvem det var, der smed deres overtissede lagner ud på gangen. Jeg så, hvem der var fuld hver aften inden sengetid. Jeg vidste, at jeg kunne banke på hos Jackie, som ikke var onde Jackie med omvendtsbrillerne fra receptionen, hvis jeg trængte til at snakke. Han var en lille franskmand, hvis venlighed kun blev matchet af Darren, der var en lille englænder. De var begge tjenere i den fine restaurant. Jeg vidste, at Paul the porter havde et crush på mig, og at han sneg sig til at snuse til mit hår, når han fik muligheden. Jeg vidste, at man ikke skulle tale til Donna om morgenen, og at man ikke skulle sige et ord til Mr Roberts, hoteldirektøren, når man serverede hans eftermiddagste. Det var ind og ud helt lydløst, og hvis man kunne snige et lille ydmygt buk ind, var det fint. Jeg vidste, at Janet ind imellem havde gode dage, og at Diana var sød, når hun gav slip på beskyttertrangen over for Bettina, som i øvrigt sagtens kunne beskytte sig selv. Jeg vidste, at Mandy Manager lugtede af tom mave ud af munden, når hun kom for tæt på, og at man godt kunne droppe tanken om ham fra cocktailbaren, for han havde været sammen med hende fra restauranten i 100 år. Jeg vidste, at man kunne blive ven med Ian fra pubben, hvis man hjalp ham med at score unge fyre. Jeg vidste, at jeg kunne leje et fjernsyn henne i centret, så der ikke var så stille, når jeg sad alene på mit værelse efter arbejdstid.

Det var i Luton #8

Folk sagde til mig, at jeg ikke skulle være ked af det der med John. Han var altid mærkelig og sur, og der var i virkeligheden ikke ret mange, han kunne lide. De fortalte, at han altid blev lidt mildere, når han havde været oppe på sit værelse og taget lidt af de piller, han åbenbart havde deroppe. Og jeg fandt ud af, at man kunne høre det på ham, når han var mildere. Så knipsede han. Knips, knips, knips. Og hvis jeg var modig og gik ud i køkkenet, dansede han og sang Madonna-sange. En dag smilede han og snakkede, og så knipsede vi begge, inden han kylede vand efter mig. Det var sådan, man blev Johns ven.

Når man var Johns ven, risikerede man, at han snuppede hovednøglen fra receptionen og fyldte ens seng med mel, mens man var på en sen vagt. Man risikerede at blive lukket inde i den store fryser, når man skulle hente is. Man risikerede at blive smurt ind i coleslaw på ryggen, så man måtte krabbe sig sidelæns ind i bistroen for at sige til Janet, at man lige skulle op og skifte skjorte. Men man risikerede også at gå forbi hans værelse og opdage at døren stod på klem, så man kunne se ham danse og synge foran spejlet. Når man var Johns ven, fik man med tiden historien om, hvordan hans familie behandlede ham som skidt, hvordan han aldrig havde troet på sig selv, og hvor svært det var at være homoseksuel midt i alt det. Når man var Johns ven, blev man glad, når John var glad.

Når jeg fortæller om John, er det ikke kun i datid, fordi det skete for mange år siden. Det er i datid, fordi John nåede et punkt, hvor han ikke længere kunne holde ud at leve. Men det var først mange år efter, jeg var rejst hjem igen.

Gamle katte og dybe mærker

Jeg går normalt ikke rundt og venter på tegn. Det ville være fjollet. Men der er bare det, at da min kat, Bob, døde, havde jeg en drøm om ham. Bob var stor og sort med en lille hvid plet på brystet. Han havde det med at glemme at trække tænderne ind i munden, så de hang bare derude og lignede noget, en vissen Dracula havde tabt i farten. Og for at sige det, som det var: Bob var ikke en begavet kat. Men han havde sin helt egen hugtandede og højtmjavende charme, og jeg elskede den kat.
Nå, men i drømmen kunne han tale. Vi snakkede om lidt af hvert. Bob fortalte mig blandt andet, at han var på vej til frisør. Så sagde han, at jeg ikke skulle være bekymret, for han havde det godt, og da jeg vågnede, vidste jeg, at han var død. Bob blev 15 år.
Da Bobs bror, Gabber, blev 17 år, begyndte han at blive træt, og vi vidste, at han også snart skulle dø. Og selv om det er fjollet at tro på tegn, havde jeg en forventning om, at han selv ville fortælle mig det, når det skete. Hvis Bob havde gjort det, ville Gabber helt sikkert gøre det. For Gabber var ikke kun min kat. Han var min kat. Min Gabber. Min Gabski. Min Gabberas. Gabber var den kloge kat, som kunne åbne døre og stjæle mad uden at blive opdaget. Han var den kat, jeg sov i arm med. Han var verdens bedste kat. Men som de fleste katteejere ved, kan selv den bedste kat blive skidesur. Og Gabber blev sur, da han og Bob skulle bo hos min mor, fordi min situation havde ændret sig. Bob var heldigvis for dum til at blive sur, men der var en meget lang periode, hvor jeg kun fik lov til at se Gabber bagfra.
Han blev heldigvis god igen med tiden, og jeg glædede mig til den dag, jeg kunne fortælle ham, at han kunne bo hos mig igen, fordi jeg havde fået et lille hus med en have. Men inden jeg nåede så langt, gik det op for mig, at min mors hus og have var blevet hans hjem. Han var en gammel kattemand med gammel-kattemandsritualer. Der var den gode stol til de sammenkrøllede lure. Der var havebordet, som var den bedste vagtpost. Og der var skoven, som var det eneste gode kattetoilet for en gammel Gabbermås. Så han skulle ikke bo hos mig igen. Det blev vedtaget, og så døde han. Men jeg fik ikke en drøm, hvor han fortalte, at han havde det godt. Jeg tænkte ”pyt med det. Jeg tror ikke på tegn, men hvis jeg gjorde, ville jeg garanteret tro, at de kunne være lidt forsinkede”. Men der kom heller ikke noget forsinket tegn.
Vi begravede Gabber i min mors have. Det var november, og vi gravede tulipanløg ned lige over ham. Han var jo bare en kat, og han var ikke engang en kat, der gav et lillebitte tegn i en drøm, når han skulle dø. Men jeg var så ked af det. Så jeg skrev en historie om en gammel kat, der ikke vidste, at den skulle dø. Men det skulle den. Og det hjalp. Jeg skrev mig selv et tegn.

Det var i 2015. Jeg lagde historien væk i et år, og så lagde jeg den ind i kladderne her på bloggen og tænkte, at jeg kunne bruge den en af de utallige gange, min hjerne og mine skrivefingre ikke kunne samarbejde. Men så gik det pludselig stærkt, og nu sidder den, min lille kattehistorie, i et hæfte sammen med illustrationer af Karina Bækkelund. Den handler ikke kun om Gabber. Den handler om alle de katte … om alle de levende væsener, der dør, og som vi altid vil savne. Også selv om de var gamle og havde et godt liv. De sidder fast, og sådan er det bare.

Katten og træet kan købes på Damgaard forlags stand på Copenhagen Comics i morgen og på søndag. Og inden alt for længe vil den også kunne købes på Saxo.com.
Og bare lige så det er sagt: Det er egentlig ikke en voksenhistorie, og det er egentlig ikke en børnehistorie. Det er egentlig bare en historie, der er skrevet af en person, der savnede sin døde kat.

Det var i Luton #7

Der var så mange regler. Drenge drak pints og piger drak half pints. Når piger alligevel drak pints, fordi en varm hånd på et lille glas gjorde øllen lummer, var det så utroligt usædvanligt, at dj’en, som lignede Jason Donovan, råbte om det i mikrofonen. Man skulle også skiftes til at give rounds, så når man var løbet tør for penge, skulle man ikke gå på pub med en stor flok. Man skulle passe på med at kigge forkert på de andre piger, hvis man ikke havde lyst til at slås, og det havde man aldrig. Og man skulle lære, at det var i orden at bede nærgående drenge om at piss off. Det var mærkeligt for mig med opmærksomheden fra de unge mænd og de gamle mænd. Det var ikke noget, jeg og mit kedelige hylster havde haft brug for at forholde os til før. Men i Luton sagde de, at jeg var pretty, og jeg troede, at de løj og gjorde nar. Medmindre jeg havde drukket to pints. Så grinede jeg af deres tilnærmelser. Så spurgte de, om jeg ikke ville gå med ud, og så stak jeg af gennem bagdøren ind til hotellet.

Det gik bedre med at lære folk at kende. Det var nemmere, når der var pints. Så var der kokkene fra restauranten og deres vilde historier. Der var Donna, der kunne fortælle alle rygter om de andre. Og der var Bettina, som jeg kunne slaske helt sammen af grin med i et hjørne. Når det blev for overvældende, kunne vi låse os ude på pubbens dametoilet og fnise af på dansk, mens fremmede damestemmer spurgte ”are you girls from Aberdeen” uden for døren.

Det blev sjovere og nemmere, men der var stadig folk, der hadede mig. Ian, som var pubbens manager, tilføjede ret hurtigt sig selv til den lille flok.