Boligforeningen #21

”OooooouuuuuuuoooooouuUuuUUuuh”

Lyden snoede sig langs boligblokken, kravlede ind i stuerne og fortalte om stor elendighed.

Det var lyden af stor smerte. Lyden af død. Langsom død.

”ÅååååaaaaaaaaauuuuuuUUUUuuH”

Det gør noget ved et menneske at være vidne til den slags. Indre dæmoner farer frem og minder om, at livet ikke er uendeligt, og at smerte kan ramme alle.

”Uuuuuuuåååååååååååååuuuuuuuuuuållwaysbeapartofmeoooouuuu”

Hov, vent…

”Dududuuuuoooååååååuuuuuu”

”KåsyoUuullållwaysbemybæææjbæææuuoooouuuu”

Elendighed kommer i mange former. Nogle gange er den formet som musiknabo, der tilsyneladende har besluttet sig for at skåne naboerne for sin tvivlsomme musiksmag og derfor er begyndt at bruge hovedtelefoner, når han lytter til Mariah Carey.

Til gengæld synger han med, som om hans liv afhang af det.

En tanke om "Boligforeningen #21"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.