Boligforeningen #26

Hans navn er Sandalmanden. Han bevægede sig i slalom på forsiden af huset, og ved første øjekast var det svært at sige, om skylden tilhørte de røde fødder, der var i gang med at presse sig ud igennem de sorte velcro-remme. Eller om han var meget fuld.

Lyden af de løbende børn bag ham gav den usikre gang et ekstra skub i den skæve retning. Han stoppede op og kiggede på børnene. Hans røde, hævede ansigt drejede fra apati til omsorg. Han så ud, som om han havde lyst til at sige noget pænt til dem. Som om han havde lyst til at forsikre dem om, at verden også kan være et fint sted.

Børnene kiggede ikke på ham, men deres små ben førte dem automatisk i en stor bue uden om Sandalmanden.

Han stod der lidt. Alene. Svajende. Apatien var kravlet tilbage i hans ansigt, som om den aldrig havde været væk.

2 tanker om "Boligforeningen #26"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *