Boligforeningen #27

Hun stod med maleriet i hånden, som om både hun og det var glemt af Statsministeren, da han samlede storskrald sammen.

Den var hende den unge. Den kønne med alle veninderne, som tog gruppebillede, da de breezerfnisende ventede på den taxa, der skulle køre dem til fest.

I dag var det kun hende og maleriet, der stod bag de store skraldespande.

Det var ikke et pænt maleri. Det var bare farver på et lærred. Men det var mere end affald.

Hun kiggede på det længe, og så tog hendes arme tilløb, inden hun hamrede lærredet ned i fliserne. Det flækkede. Hun rykkede i det. Hun flåede det af rammen. Hun hamrede rammen ned i fliserne. Hun trampede på den.

Bagefter stod hun der lidt og kiggede på sit værk. Uden fortrydelse. Og hun vendte sig ikke om, da hun småløb ind i huset igen.

Hun havde ikke sko på. Hun havde morgenhår. Hun havde tydeligvis besluttet, at det var lige nu, billedet skulle dø. Og det døde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *