Boligforeningen #28

Hver morgen før nogen står op, tager Agnes hjemmefra. Ingen har set det ske, men da hun hver eneste dag sent op ad formiddagen bliver sat af uden for husets hoveddør, må man gå ud fra, at hun har forladt stedet på et tidspunkt.

Det er svært ikke at holde af Agnes. Bevares, man kan nemt komme til at finde det nødvendigt at gemme sig for hende, hvis man ikke har mindst 15 minutter til at høre den historie om sønnen og svigerdatteren, man allerede har hørt 21 gange før. Men alt, hvad hun gør, kommer fra et godt sted.

Derfor er det en del af beboerpligten at holde øje med, at verden behandler Agnes godt.

Hver formiddag vinker Agnes farvel til personen, der kører hende hjem. Hun er lille, det er den vinkende hånd også. Agnes står på kantstenen og lader fingrene blafre bilen væk.

En formiddag var hun ikke alene. To unge mænd trak deres store sneakers hen ad fortovet, bukserøvene forsøgte at nå ned til skoene, og faste arme holdt højtsatte caps godt fast på hovederne.

Det var dem, der ejede fortovet.

Agnes’ arme havde netop sænket sig, for fingrene havde blafret bilen væk fra hendes synsfelt.

Vinkesmilet var der stadig, da hun vendte sig om og den ene af de to unge mænd bankede sin uflytbare skulder ind i hende. Hun smilede stadig, da hun sagde hej til dem. De ignorerede hende. Hun stod lidt og kiggede efter dem. Smilende. Så gik hun ind.

Vi skal passe godt på Agnes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *