Boligforeningen #29

Hans hud lignede patineret kernelæder, som var trukket ud over et ansigt, der havde siddet på forreste række til dunkel socialrealisme. Næsen havde været brækket mere end én gang.
Hans ben var usikre, da han gik der på forsiden af huset. Men han kontrollerede dem ved at gå tilbagelænet, som om han havde en usynlig hånd i ryggen. Målrettet og måske lidt aggressiv af vane.
I venstre hånd knugede han en pose. En af de små gennemsigtige, der er gratis i supermarkedet. Gennemsigtigheden viste, at i selv den groveste socialrealisme, kan man finde plads til små potter med lyserøde blomster.

8 tanker om "Boligforeningen #29"

    1. annebredahl Forfatter

      Tusind tak, Kirsten. Jeg er helt fyldt med ord og boligforeningsobservationer, så der skal nok komme meget mere.

      Svar
  1. Lea

    Jeg ved ikke om det er fordi, at jeg er overtræt, brugt og trænger til at blive puttet som et barn. Men der røg lige en tåre ud af den ene øjenkrog. Fordi du viser at der er skønhed til, selvom man nogen gange skal kigge lidt efter den. Tak for det!

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *