Boligforeningen #30

Hun bor helt oppe under taget i det høje hus. Deroppe, hvor hele byen er udstillet i vinduesrammerne. Hun har boet der længe sammen med sin mand. Nu er de gamle og afhængige af husets elevator, men udsigtslejligheden er stadig deres hjem.
Den lille hvidhårede kvinde hedder Ragnhild, og hun var en af de første til at ønske den yngre mand i stuelejligheden velkommen, da han flyttede ind med sin lille familie. ”Jeg håber, I bliver glade for at bo her,” sagde hun. Og han håbede, at hun en dag ville invitere ham og kæresten op i lejligheden, så de kunne se udsigten.
Men der blev længere og længere mellem møderne med Ragnhild. Til gengæld hørte han hendes stemme ofte, fordi han var nødt til at lukke hende ind, når hun ringede på dørtelefonen. Hun havde glemt nøglen, sagde hun. Senere blev det til, at hun slet ikke havde nogen nøgle. Med tiden virkede det mere og mere, som om hun knapt nok vidste, om hun overhovedet blev lukket ind ad den rigtige dør.

En dag mødte den yngre mand fra stuelejligheden Ragnhild ude på parkeringspladsen, hvor hun snakkede med en anden kvinde. ”Hej,” sagde han til hende.
”Er du fra politiet,” svarede hun ham.
Hun havde ringet til politiet, fordi fremmede mennesker ville bortføre hende fra hendes hjem. Men politiet kom ikke. I stedet for en politibil var det en taxa, der parkerede ved kantstenen foran huset. Chaufføren ventede. Ragnhild diskuterede med den anden kvinde, der viste sig at være hjemmehjælper. En anden hjemmehjælper dukkede op. Taxachaufføren åbnede døren til passagersædet og satte sig i skal-du-med-eller-hvad-position.

Den yngre mand var tilbage i sin lejlighed i stuen. Han fortalte sin kæreste om den forvirrede Ragnhild på parkeringspladsen. De kunne høre brudstykker af samtale ude fra opgangen. ”Jeg vil ikke med! Jeg tager ikke med!”
”Men det er for at hjælpe dig,” sagde hjemmehjælperen.
”Jeg vil ikke!”

Den yngre mand og hans kæreste kiggede ud af vinduet. Taxaen var kørt uden Ragnhild, som havde taget elevatoren op til udsigtslejligheden. Hjem.

Ragnhild bor stadig oppe under taget i det høje hus. Deroppe, hvor tiden snart rinder ud.

2 tanker om "Boligforeningen #30"

  1. Sine Smed

    Du er imponerende dygtig til at skrive, jeg er helt overvældet af alle dine historier med Boligforeningen. Elsker at sidde og fordybe mig i de finurlige indlæg som tit har genkendelige episoder i sig.

    Svar
    1. annebredahl Forfatter

      Jeg har levet højt på din kommentar i flere dage nu, så nu er det nok på tide, jeg får sagt tak til dig. Tusind tak!
      Jeg elsker virkelig at skrive de boligforeningsindlæg.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *