Farvel flødetrøst

Det viser sig, at man tager på af at droppe træningen og erstatte den med ekstrem stilleligning. Man tager så meget på, at man ligner en af de der klassiske lædervest- og træskotyper, hvor maven ankommer adskillige minutter før resten af kroppen.
Hele vinteren har jeg gemt mig i store striktrøjer, og jeg må have været for træt til at registrere, at det var min krop og ikke trøjen, der posede. For det var først for et par uger siden, jeg opdagede, at bøtten var blevet enorm.

Jeg opdagede det, da jeg ville prøve yndlingsnederdelene, fordi solen var kommet. Jeg kunne sagtens passe dem – hvis jeg lukkede dem om knæene.
Hold nu kæft, hvor blev jeg ked af, at de ikke kunne lukkes om maven mere. Jeg fik simpelthen så ondt af mig selv, for det er svært at overskue, hvordan vægten skal falde af igen, når man er så begrænset i bevægeligheden.

Jeg løste det ved at tude og hyle med lyd på en hel formiddag. Derefter lovede jeg mig selv og min kæreste, at jeg aldrig nogensinde ever ville gå ud i offentligheden igen. Både for min egen stoltheds skyld, men sandelig også for at skåne omverdenen for min ækle fremtoning. Det var ikke så meget, at jeg havde taget på, for jeg er ikke så bange for rundhed og former. Næh, jeg var sgu da deform med den der enorme bøtte midt på kroppen. Syg og deform.

Da jeg faldt lidt ned igen, vendte jeg mig om og kiggede på, hvordan jeg havde levet i de dunkle vintermåneder. Jeg så en hulens masse attakker, som havde bundet mig til sofaen. Jeg så en hel masse hyggekager drysset ud over de grå eftermiddage. Jeg så trøsteslik og belønningssodavand. Jeg så chips, sovs og pomfritter.
En googling viste mig også, at der var flere rundt omkring i verden, der syntes, de havde fået en besynderlig bøtte, mens de var på den stærke medicin, jeg fik indtil for nylig.

Det var nok til, at jeg ikke helt var så sur på mig selv mere. Jeg er ramt af nogle omstændigheder, jeg ikke kan kontrollere. Sådan er det bare. Men jeg kan altså godt fjerne de der hyggekager fra hverdagen og gøre dem til en – én – lørdagskage. Det får mit liv ikke mindre værdi af.
Jeg har bare altid haft det så svært med de der kure, hvor alt det man godt kan lide, er forbudt. Men det gør ikke noget, siger man. For der er så mange lækre alternativer, siger man, mens dadel”kagen” vokser i munden på en.

Det er ikke for at pege fingre af dem, der har glæde af diverse kure og vilde livsstilsændringer (mange af dem er i øvrigt i strid med den kost, man anbefaler til folk med sklerose). Men jeg vil ikke leve et forbudsliv. Slet ikke med alle de restriktioner jeg har i mit liv i forvejen. Så for min og for mine yndlingsnederdeles skyld er det slut med hverdagshyggeflødeskum og –sukker. Lørdagsslikket er genindført (pomfritter og sodavand betragtes som slik). Og jeg taber mig så hurtigt, at jeg er helt chokeret. Hvad er det egentlig, jeg har levet af de seneste måneder? Flødeflæsk i drop?

Jeg indrømmer, at det sommetider er svært for mig at indse, når noget er mit eget ansvar og ikke sygdom, som jeg ikke kan stille noget op imod. Men jeg arbejder på det hele tiden. Jeg skylder mig selv at være så glad for mig, som jeg overhovedet kan være, for selvleden truer konstant.

Nu ved du, at jeg har taget meget på, og at jeg er i gang med at gøre noget ved det. Så nu slipper du for at tænke ”hold da kæft, hun er blevet tyk, mand”, hvis du ser mig.
Jeg ranker lige ryggen igen.

6 tanker om "Farvel flødetrøst"

  1. Heidi Kjeldgaard

    Det er sq heller ikke sjovt , at opdage man har taget for meget på!!! Jeg håber nu alligevel alle de lækre kager( ikke mindst ostelagkagerne!!) har været de ekstra kg
    Værd :-)

    Hepper på dig, søde Anne . Det er altså lettere at tage på af gode kager end at tabe dem igen( mens man spiser gode kager)

    Kram❤️

    Svar
    1. annebredahl Forfatter

      Jeg tror, jeg havde brug for de kager, da jeg spiste dem. Og kors, hvor jeg nød dem. Men nu har jeg brug for at se mig selv i spejlet uden at blive ked af det (argh, hvor er det også bare urimeligt, at det, der gør mig glad det ene øjeblik, gør mig ked af det, det næste).

      Svar
    1. annebredahl Forfatter

      Du har simpelthen bare så meget ret. Jeg havde slet ikke tænkt på det på den måde. Men bare det, at jeg gør noget for at ændre tingene nu, gør mig meget gladere for mig selv (selvom spejlet stadig er fyldt med flæsk)

      Svar
  2. Trine Louise

    Jeg ville ønske, at lige præcis du kunne få lov at spise hyggelige, usunde ting uden at tage på. Hvis det fungerer for dig at lave restriktioner på, hvornår du må spise hvad, er det jo fint. Men med de omstændigheder du lever under for tiden, håber jeg ikke det kommer til at fylde for meget. Du har nok at kæmpe med. Selvfølgelig skal du ikke på kur.

    Svar
    1. annebredahl Forfatter

      Tusind tak for det. Det er noget, jeg skal huske lige nu, for jeg skal også lade mig selv have et ubekymret liv, hvor det er muligt.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.