Og med et flap lettede hun og lod hudvingerne bringe hende til et sted, hvor hun accepterede sig selv

Efter nogle travle dage i sidste uge har mine bevægelser mere eller mindre begrænset sig til de få skridt, der er mellem min seng og min sofa. Jeg forestiller mig, at det er sådan, livet er, når man er meget, meget gammel.
Og måske er det bare det, jeg er: Meget, meget gammel. Det vil virkelig forklare et par ting. Især min krops hastige forfald.

En del af de pludselige forandringer (i stærk nedadgående retning) hænger nok sammen med, at jeg åd mig igennem vinteren. Kager og lakridskarameller blev brugt som sødemiddel i en tid, hvor jeg sad fast i de bløde møbler som aldrig før. Jeg havde det simpelthen elendigt både fysisk og psykisk. Og nu, hvor dagene er lysere, har jeg ikke længere det store behov for at fore mit indre med flødeskum, og flæsket glider af i et meget langsomt tempo. Men det glider af.

Det gør det bare ikke på en måde, som nødvendigvis er så klædelig. Det er, som om min hud ikke rigtigt kan følge med. Jamen, hvad sker der egentlig, hvis alt den løse hud bliver fanget i kraftig vind en dag?
Jeg har også så meget appelsinhud efterhånden, at jeg ligner en bøtte med hytteost. Jeg er lige dele skræmt og fascineret (jeg er så privilegeret, at jeg har været så godt som appelsinhudfri indtil nu), og jeg tager mig selv i at gribe enhver mulighed for klemme en portion lårhud sammen og fremvise de bulede benklumper til alle, der ikke når at kigge væk.
Det er så vildt at se kroppen forandre sig på en måde, som ikke bare lige kan spoles tilbage med lidt englehop og noget kostændring. Jeg gør skam, hvad jeg kan. Jeg dyrker motion igen, og jeg tænker over, hvad jeg spiser – uden at være fanatisk.
Men jeg er vel også nødt til at erkende, at der er ting, der er kommet for at blive. Huden bliver aldrig helt stram igen, og hvad med den der mavekugle? Jeg kommer til at tænke på min matematiklærer fra folkeskolen. Hun havde sådan en lille håndbold under nederdelen, som var placeret lige der, hvor man normalt ville placere linningen på sin nederdel. Men hun havde altid trukket den en tand op, så det så en lille smule ud, som om den var lynet i armhulerne. I mine barneøjne gjorde kuglen og kugledækningen hende enormt gammel, men når jeg tænker på hende nu, var hun både flot, forfængelig og sikkert på alder med min unge mor.
Det var så enkelt dengang, hvor de mindste ujævnheder var lig med fremskreden alderdom.

Nu ved jeg godt, at det ikke er sådan, det hænger sammen. Heldigvis. Det er en velsignelse at vokse fra den forskruede ide om, at hvis man ikke er mager, er man overvægtig. Jeg kan se en kvinde med en blød, rund mave under kjolestoffet og tænke, at det gør hende fin og feminin. Mit problem er nok bare, at de regler ikke gælder for mig selv.
Når jeg ser et foto af mig selv, bliver jeg ramt af den groveste selvlede, fordi jeg ikke ligner den 22-årige version af mig. Og jeg tænker, om det har været sådan for alle de ”gamle damer”, jeg har kendt i mit liv. Måske har de haft lyst til at flå ansigterne af dem, der har sagt ”du ser godt ud for din alder” og ”sådan en flot dame”. Eller måske har de haft et meget sundere billede af den helt naturlige udvikling af kroppen.

Det vil jeg tænke lidt over, mens jeg med en lidt akavet arm klapper mig selv på skulderen for, at jeg i det mindste forsøger at stramme mavekuglen lidt op, så jeg ikke behøver at være så sur på mig selv.

3 tanker om "Og med et flap lettede hun og lod hudvingerne bringe hende til et sted, hvor hun accepterede sig selv"

  1. Lotte

    Jeg så din kæreste i lokalområdet i dag (jaja, så ok. Jeg købte kager til kaffen hos Fru Nielsen. Igen) Havde sådan en lyst til at stoppe ham og bede ham hilse dig og sende en kærlig hilsen. Tænkte dog det måske var lidt grænseoverskridende når han nu bare lignede en der gik en tur i egne tanker og lod være. Fortryder lidt. Min mand mente han ville være blevet glad – han sagde i hvertfald han ville blive glad hvis det var ham. Men er det ikke lidt sjovt. Jeg kunne kende ham, jeg føler leg kender dig lidt – og ingen af Jer ANER selvfølgelig ikke hvem jeg er. Så hilsnen kommer her. Dine læsere bor også i Hasle/Århus V :0)

    Svar
  2. Anne

    “Jeg kan se en kvinde med en blød, rund mave under kjolestoffet og tænke, at det gør hende fin og feminin. Mit problem er nok bare, at de regler ikke gælder for mig selv.” – Nogen gange skriver du ting, der kunne være kommet ud af mine tanker, hvis jeg ellers var i stand til at formulere det. Tak.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.