Jeg smelter med glæde

Når vinteren er uendelig lang, og mørket og kulden forværrer min sygdom, glemmer jeg, hvor fantastisk sommeren er.
Modsat mange andre med sklerose virker solen både smertestillende og energifremkaldende for mig, og den seneste tid har jeg haft det så godt, at jeg har haft travlt med at nyde det. Og haft travlt med at glemme, at det er på lånt tid. Der er altid bekymringer. Penge, fremtid, krøblingetid, men jeg gider ikke tænke på det nu, for det går skidegodt med så meget andet.

Jeg har gået ture. Jeg har spist ude i byen mere end én gang. Jeg har været ved Vesterhavet, hvor mine ben løb ned af klitterne. Jeg var ude en kort aften med min veninde uden at være bange for at falde eller besvime af træthed. Det er ren sommerfantastiskhed.

Det værste ved denne varme sommer er min altanløse lejlighed. Men jeg nåede knapt nok at pive over det, inden boligforeningen skrev til mig, at de har de fineste lille rækkehus til mig. Med en have.
Husets tidligere beboere har boet der siden 1957. 1957, mand. Og selv om det på mange måder ligner et museum, er det så velholdt, at man ikke er i tvivl om, at det har været et elsket hus. Det er da den bedste slags hus, der findes. Den første september overtager vi det.

Kan det næsten blive bedre, tænker du. Og ja, det kan blive meget bedre:
I går blev jeg fotograferet af en Google Street View-bil, mens jeg sad på Havnens perle og spiste pomfritter.

Jep! Den bedste sommer nogensinde.

9 tanker om "Jeg smelter med glæde"

  1. Carry My Style

    Ej, hvor fedt at høre – tillykke med det fine rækkehus.. Det er præcis det samme jeg tænker – at huset har været elsket og det er også meget værd med nogle gode energier;-) Min kæreste og jeg bor selv i en møbleret lejl., hvor det er lidt som at bo ved sine bedsteforældre – men det har nu også sin charme, at der er små strikkede “løbere” på væggen osv.;-p Nå, men I får da mulighed for selv at sætte jeres præg, selvfølgelig..
    Jeg blev helt glad over at høre om din dejlige sommer – skønt at høre..

    Svar
  2. Teresa

    det er den bedste slags hus. Med minder, historier og hjertevarme. Tillykke med dejlighed og sommerglæder, det er så rart at høre om.

    Svar
  3. Mette Haagensen

    Hvor skønt med rækkehus med have … jeg er helt sikker på, at planerne for NÆSTE varme sommer allerede står i kø :)

    Jeg er én af dem, hvor varmen er øv, men kulden er heller ikke en ven. Så jeg nyder, at jeg har kølige aftner med masser af lys (og myg – for den da :D )

    Nyd din sommer :)

    Svar
  4. Marie Eli

    Yai! Med yai på! Så dejligt altså. Jeg kan slet ikke vente til Google får smidt dig på Maps :-0 Tillykke med huset, det bliver vel nok skønt!

    Svar
  5. Minikat

    Hvor lækkert. Det er ren luksus at flytte fra lejlighed til lille hus med have – GLÆD DIG! Og nu kan jeg lidt bedre udholde at smelte i varmen på kontoret kun i selskab af ynkelige blæsere,, når nu varmen gør dig godt. Så er det faktisk al svederiet værd :) god sommer!

    Svar
  6. Hanne Uldum

    Hej Anne
    Det glæder mig så meget, at du har det så sommergodt. Hvor er det skønt, at i nu får et rækkehus. Jeg er også en heldig rækkehuslejer, og det er fantastisk på mange måder. Meget bliver nemmere, når der ingen trapper er, og at nyde årstiderne på en græsplæne, er nu sjovere end på en altan.
    Tillykke med det hele.
    Sommerhilsner fra Hanne

    Svar

Skriv et svar til Minikat Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.