Blafferen

– et sommerminde

”Stooop”, råbte jeg, da jeg hende stå midt i solstrålerne, som væltede sig uhæmmet ned over hende og hunden. I mit hoved byggede jeg en historie om, at de ikke havde fået lov til at stå på bussen, og nu stod de der midt i industrikvarteret. Under solen, uden vand.

Jeg er altid passager og havde aldrig samlet en blaffer op før. Det virkede rigtigt at gøre det nu. Han var enig og stoppede bilen.
”Åh, tak! Tak”, sagde hun, mens hun satte sig ind på bagsædet. Hunden hilste begejstret på os, og vi tillod os at føle os gode og rigtige.
”Hvor skal I hen”, spurgte han.
Hun virkede overraskende forvirret over spørgsmålet. ”Jeg tror bare, vi skal til stranden.”
”Det lyder som en god ide,” sagde jeg med den stemme, jeg kun bruger, når jeg taler med fremmede. ”Hvilken strand?”
”Jamen, hvor skal I hen”, spurgte hun.
”Vi ved det ikke helt. Ned mod byen og måske ud til Ørnereden.”
”Okay”, svarede hun. ”Jeg tror, vi tager til Odden. Der er de bedste strande.”
Min unaturlige stemme sagde ”nå, okay”, mens min hjerne forsøgte at binde løse ender sammen.
”Bor I så i hus eller lejlighed”, spurgte hun
”Vi bor i lejlighed.”
”Har I så børn?”
”Ja, en 10-årig dreng.”
”Har I så en baggård, hvor han kan lege?”
”Ja, men han er i høj grad et indebarn.”
”Men er det ikke jeres ansvar at sørge for, at han kommer ud?!
”Jooo …”
Jeg vendte mig om og kiggede på hende. Vi havde øjenkontakt, men hun kiggede ikke på mig.
”Odden? Men skal du så ikke ned til havnen? Ned til Molslinjen?”
”Jo.”
”Hvor længe bliver I så derovre?”
”Indtil det ikke er sjovt mere.”
Jeg studerede hendes ansigt, mens jeg spolede den indre film tilbage til hende og hunden, der stod ved den store vej og ventede på et lift.
Hun havde en enkel kjole på. Brun. Glat uden lommer. Der var ingen taske, hverken stor eller lille.
I hånden havde hun ikke andet end hundesnoren, men det lød, som om hun havde et sæt nøgler siddende i en ring omkring en finger. Måske et par mønter, men det lød mest som nøgler.
Hun var yngre end mig. Ren og uden makeup. Hun så normal ud, men hun begyndte at give mig bekymringsknuder i maven.
”Vi drejer af her”, sagde han. ”Kan I finde ned til havnen herfra?”
”Ja”, svarede hun og virkede upåvirket af, at turen sluttede en smule brat.
Jeg kiggede efter dem, da de steg ud. Var der noget, jeg havde overset? Hvordan kunne man rejse helt over på den anden side af vandet uden noget? Uden bagage, uden penge, uden en telefon?
Det var bare hende, kjolen og hunden, som løb frit hen over cykelstien, da hun slap snoren.

”Normalt ville jeg altså gerne have kørt en blaffer helt ned til havnen, men der var noget, der var forkert,” sagde han. Han havde samlet mange blaffere op gennem tiden, og det her var sært.
Jeg gav ham ret. Men det var svært at definere det sære. Var det den mærkelige stemning, der voksede som et utyggeligt stykke mad? Var det den anklagende tone, da hun spurgte til barnets udendørsvaner? Var det kontrasten mellem hendes levende stemme og hendes udtryksløse ansigt. Var det hendes bagageløse plan om en tidsubegrænset tur til den anden siden af vandet?
Var hun en tosse, eller var det os, der ikke forstod hendes forhold til frihed?

5 tanker om "Blafferen"

  1. Deborah

    Jeg ved det ikke Anne! Men jeg synes, det var meget fint, at gå med mavefornemmelsen, der sagde, noget var forkert.

    Nu var I to, men jeg ville som hovedregel aldrig, aldrig samle en blaffer op i disse tider, alene eller ej. Og uagtet kører jeg heller ikke meget lange ture alligevel.

    Svar
  2. Anneka

    Hej Anne.
    Jeg er helt ny og “grøn” på den her blog. Håber det er i orden jeg skriver et par ord. Har læst din bog og den berørte mig meget for der var SÅ meget jeg kunne genkende. Jeg lider så godtnok af Myastenia Gravis. Men forløbet (kampen) med ikke at blive taget alvorligt af lægerne i starten, udmattelsen og meget meget mere. Var som at læse min egen historie meget af det. Og det helede noget at høre en anden sige dét nøjagtigt som det var – er! ..Uden at bagatellisere eller være overdrevet positiv.
    Tusind tak!
    Ang. den blaffer. …Jeg fik gåsehud. Lidt uhyggelig gyserhistorie. Men tænkte at hun måske måtte være i chok. At der var sket noget alvorligt.
    Rigtig god aften.
    Mvh Anneka

    Svar
  3. Bente Jørgensen

    Kære Anne!
    Jeg følger din blog og nyder dine skriftlige udlægninger, du skriver bare så godt og vedkommende – uanset om det er om den fandens sygdom, (hvor urimeligt kan noget overhovedet være????) eller om det er refleksioner over boligforeningen og dagligdagen, folk og fæ og situationer på din vej.
    Jeg har også en blog og skriver alt for sjældent, men hver gang jeg læser din, bliver jeg inspireret til at komme igang igen, så tak for det!

    Svar
  4. Romkuglen.dk

    Creepy…. Jeg samler jævnligt blaffere op og har haft de hyggeligste samtaler – bl.a m fyr fra Barcelona der skulle mødes med nogen i Kbh om 3 dage. Skolelærer der lige havde fået sommerferie. Vidste ikke hvad han skulle indtil, men han var fri på den dejlige og glade måde. Fortrød jeg ikke gav ham mit nummer så han kunne have overnattet på gæsteværelset hvis han ikke fandt andet. Efter din historie overvejer jeg en ekstra gang næste gang….

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *