Dagbog fra BogForum

– og giv mig så mine arme tilbage

Torsdag

Jeg havde ikke lyst til at tage af sted. Der var så uendeligt meget, der kunne gå galt: Hotellet kunne have lavet rod i vores reservation, hvilket selvfølgelig ville tvinge os til at tage tre overnatninger under nærmeste gangbro. Jeg kunne komme til at ydmyge mig selv på tusindvis af forskellige måder. Jamen, der var ingen grænser for mængderne af akut diarre og/eller benlammelse, jeg kunne blive ramt af på upassende steder og tidspunkter. Desuden ville mit lille nye hus savne mig og føle sig svigtet, fordi jeg forlod det.
Da vi nåede Vejle, kunne jeg næsten ikke være i mig selv for hjemvé.
Da vi nåede København, var jeg nogenlunde ok igen. Især da vi gik en tur igennem Bella Center, hvor hele opstillingen af BogForum stor klar til fredag. Der var ingen gæster endnu. Det var kun for mig.
Da vi checkede ind på hotellet, mærkede jeg hjemveen igen. Det var meget længe siden, jeg havde været så langt væk hjemmefra, og tryghedsnarkomanien var ikke vild med en kold tyrker.
Jeg glemte dog alt om det, da jeg lagde hovedet på puden og opdagede, at det pludselig var blevet næste morgen.

Fredag

Jeg vågnede med nervøsitet i kroppen. Når man ikke har været hjemmefra siden Kristi fødsel bliver alt nemt et uoverskueligt projekt. Og den morgen gik projektet ud på at slæbe mig selv ned til morgenmaden, så jeg kunne få den korrekte mængde mad til min medicin, så jeg slap for diarre og bræksyge. Jeg har store problemer med balancen, så jeg har en krykke nogenlunde fastmonteret på min højre arm for tiden. Krykker er ikke vilde med buffét. Og jeg er ikke vild med at indtage pangfarvede piller ved et meget offentligt morgenbord. Men min kæreste hentede mad til mig, og jeg fakede et mildt hosteanfald, som sådan nogenlunde skjulte konfettimedicinen. Vi indtog æg, bacon og udskåret frugt i moderate mængder og gik hen til messen med nervøsitetsflaksende måger i maven.
De slappede dog hurtigt af, for stemningen fredag formiddag var så rolig og fin, at jeg turde gå rundt uden krykke. Desværre viste det sig, at det gjorde det alt for nemt for mig at hive min pung op af tasken og bruge en god procentdel at huslejen på bøger. Men det føltes godt. Det føltes også godt at møde mennesker, skidesøde mennesker, overalt. Mine venner, de dejligste netbekendtskaber, min kærestes rare tegneseriefolk.
Da jeg blev træt og usammenhængende, gik jeg de få meter hen til hotellet, hvor der var seng, blødt tøj og cola i minibaren.

Der var jeg så med rastløshed i hele kroppen, fordi bevidstheden om det, jeg kunne risikere at gå glip af var temmelig fremtrædende. Heldigvis fik jeg en besked om, at der var folk, jeg skulle krykke mig ned og hilse på. Uha, på med mennesketøjet for anden gang den dag.
Jeg fik sagt hej og dikkedikket baby, og bagefter fik jeg den vanvittige ide, at jeg ville have lidt frisk luft. Ih, det var dejligt, tænkte jeg, inden jeg begik den fejl at tro, at fredagen skulle gå uden tårer.
Efter jeg er blevet en ustabil handi, er jeg nervøs for de særeste ting. Især dem, der har med mange fremmede mennesker at gøre. Men jeg havde tjek på den svingdør. Det troede jeg virkelig. Overblik. Den derhenne var der ingen kø til. Stille og roligt ind i det lille rum, som skulle svinge mig tilbage til messen. Men de så mig. Pøbelen så mig og tænkte: ”Vi skal ikke kun ind ad den samme svingdør, som hende der. Vi skal også med ind i det samme lillebitte svingdørsrum. Kom alle sammen, der er plads til flere. Ja, også de 300 børn derhenne. Skynd jer. Hvis vi ikke når dette sving, kommer vi aldrig ind.”
Så jeg stod forrest i et hakkende tog af folk, der ikke forstod, hvorfor svingdør ikke vil svinge, når menneskekød er pakket i spænd derinde. Heldigvis kom svingdøren i gang igen, men først da den havde spyttet mig ud som et uønsket stykke mundvand. ”Hahaha, hende med krykken er sjov,” tænkte de, da jeg skreg op af smerte. Og selv om jeg da var glad for at stå for underholdningen, gik jeg helt rank og tapper hen til min kærestes stand, hvor jeg valgte at bryde grædende sammen på både ham og hans ven, som jeg lige havde mødt.
Nu bliver det en dårlig messe, tænkte jeg. Jeg får ikke det her rystet af mig igen, tænkte jeg.
Men så kom Maren og bagefter kom Helle, og pludselig havde det været den bedste dag i lang tid.

Tilbage på hotellet bestilte vi roomservice og faldt i søvn midt i en aftale om, at hotelbaren var noget, man prøvede om lørdagen.

Lørdag

Jeg vågnede ved følelsen af, at jeg havde brækket begge mine fødder i løbet af natten. Det var alt for tidligt, men projekt morgenmad og medicin rumsterede i mit hoved, så jeg stod vist op – eller også ventede jeg lidt. Åh, hvem fanden kan huske den slags. Jeg fik i hvert fald bad og morgenmad. Min kæreste gik til messe, og jeg kravlede i seng igen. Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle halvsove til fjernsyn, men i stedet brugte jeg det meste af en dag på at studere udsigten fra 16. etage. Det var hængehoved og slap-af-hjerne, og det var det mest rigtige i verden lige der.
Ved 16-tiden gik jeg ned til messen. Jeg fik et glimt af Linse Kessler, fordi hun var det eneste, jeg kunne huske fra det uoverskuelige program.
Hvad skete der så? Lørdag er ligesom gledet lidt ud af min hjerne. Men jeg kan huske, at vi købte slik i en Døgnnetto, og min kæreste faldt i søvn til Barnaby. Jeg så til gengæld det hele. Det var datteren, der gjorde det.

Søndag

Vi skulle checke ud fra hotellet, hvilket betød, at jeg ikke havde et sted at flygte til, når messen blev for meget. Men kunne det blive værre end svingdørsepisoden? Nej!
Vi spiste stor morgenmad, og jeg tog min konfettipille helt offentligt. Fuck det!
Jeg vidste, at jeg skulle tilbringe det meste af dagen på en stol i hjørnet af min kærestes stand, og man kan klare det meste, så længe man er forberedt på betingelserne.
Det var en udmærket stol. Især når der kom folk forbi og sad der sammen med mig.
Jeg var nødt til at lægge programmet væk, og pyt med det. Jeg gik lidt rundt, når jeg orkede, og ellers var det hyggeligt på den lillebitte stand, hvor jeg kunne observere bunkevis af mennesker.

Bogmennesker er hyggelige. Bevares, der var lidt mange på ét sted og deres bogproppede rejsekufferter fyldte en del. Men mennesker, som elsker bøger, gør mig blød.
På mine små ture rundt mødte jeg søde standholdere og søde mennesker, men jeg mødte også en smule træls kræmmermentalitet. Få steder var der aggressive sælgertyper, som overfaldt folk på gangene og trak kvælende salgstaler ned over hovedet på dem. Så kender man altså ikke bogmennesker. Hvis du forsøger at trække mig ind på den måde, bliver du og dit firma noteret på min sorte liste. Til gengæld var jeg utrolig glad for den rare mand fra Arnold Busck-standen, som vejledte mig på bibliotekarmåden (og tog alle mine penge).
Jeg afsluttede dagen med noget programsat Maren (og noget ikke-programsat Maren ude ved toiletterne), og så satte jeg mig ud i bilen, indtil min meget trætte kæreste havde pakket sammen.
Efter en køretur på noget, der føltes som 10.000 kilometer, var jeg hjemme i mit lille hus igen.

Det har været nogle virkelig gode dage, og jeg er helt overrasket over, at jeg klarede det hele. Ok, jeg stod så ikke rigtigt op i går, og jeg er heller ikke rigtigt stået op i dag. Jeg kunne heller ikke helt mærke mine arme, da jeg vågnede i morges. Men sådan er mine vilkår. Alt har en pris, og i dette tilfælde var det det hele værd.
Næste år gør vi det igen, inklusiv hotelbar.

Jeg ville egentlig lægge billeder ind i indlægget, men altså…. Det der med armene og så’n. De ligger på instagram, hvis du savner dem.

4 tanker om "Dagbog fra BogForum"

  1. Hazel

    Dejligt at høre, at du havde nogle gode oplevelser! BogForum er hyggeligt, og jeg ville rigtigt gerne selv være kommet og hilst på, men jeg var i Berlin.

    Svar
  2. Astrid

    Jeg havde så meget taget fejl af weekenderne, det sker ret ofte faktisk. Det er som om der er få få af dem. Min blev brugt på masser af garn, men jeg ville så gerne have været på Bog Forum og siddet på en stol ved siden af dig. Og så ville jeg have skrevet noget sjovt om svingdøren, men det er overhovedet ikke sjovt. Svingdøre er nederen og pøbler der maser sig ind i dem er endnu mere nederen.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *