Der-sker-ikke-noget-manden

Køen i Netto var ikke lang, men kurvene var fyldte, og det gik langsomt. Manden forrest i køen var gået i stå. Båndet var fyldt med de varer, han havde lagt op. Bag kassen stod en meget ung mand med blussende kinder og forsøgte at stirre en reaktion ud af manden. Det virkede ikke. ”Kan du ikke betale,” spurgte han. Men manden løftede hånden op i nejnej-position og satte sig på pakkehylden med ryggen til alt. Så stod vi der. Kassedrengen stod mest. Helt oppe på tæerne, mens han forsøgte at finde ud af, om manden havde tænkt sig at betale for den store bunke varer på båndet.
Det var en kort kø med søde, tålmodige mennesker. Men vi var alle afventende. Manden havde ikke fået et pludseligt ildebefindende. Det så vi, inden vi nåede at kaste ham ned i aflåst sideleje. Han fulde- eller medicinsnøvlede ikke. Han sagde: ”Det er okay. Der sker ikke noget.”
”Men kan du betale for dine varer,” spurgte kassedrengen med ild i kinderne.
”Det er okay. Der sker ikke noget.”
”Kan du ikke betale?”
”Der sker ikke noget.”
”Kan du betale?”
”Jeg skal ikke have det der”. Manden pegede på varerne, som om de var placeret der for at genere ham.
Kassedrengen begyndte tålmodigt at køre varerne retur. Der var mange.
”Jeg spiser lige dem her, ” sagde manden og løftede en pose radisser op.
”Det kan jeg desværre ikke tillade, hvis du ikke betaler,” sagde kassedrengen.
”Det er okay. Der sker ikke noget. Jeg drikker lige en kop kaffe. Så går jeg ud og ryger en smøg. Så går jeg hjem. Det er okay. Der sker ikke noget.”
”Det må I undskylde,” sagde kassedrengen.
”Det gør ikke noget, ” svarede køen
”Jeg har posttraumatisk stress, ” sagde manden. ”Det var Afghanistan og det der”. Han fangede mit blik og slap det ikke. Jeg smilede. Han smilede lidt.
”Vi bombede en landsby. De fattede ikke en skid af, hvad der skete.”
Der blev ro i køen, da manden fik travlt med at byde nye kunder velkommen. Der var også unge kvinder, som skulle have at vide, at de var smukke. Men da jeg nåede ned i posepakke-enden, var han klar. Han havde ventet på mig.
”Vi forsøgte. Og de der små bøsser. De små bøsser. Vi forsøgte.”
”Bøsser,” spurgte jeg.
”Du er god nok,” svarede han.
”Skulle du ikke ud og ryge den der smøg,” spurgte jeg.
”Det er okay. Du er god nok,” sagde han, mens vi gav hinanden hånd. ”Gå nu, så rydder jeg stedet.”
Og så gik jeg, mens han tog en frisk kurv og gik ind for at fylde varer i den.

5 tanker om "Der-sker-ikke-noget-manden"

  1. Mette Haagensen

    Uhh – alle har deres at slås med. Godt, at du og han er “go’e nok”. Gode tanker om en dejlig juletid til jer begge :)

    Svar
  2. Clara Filomena Renzi-Lomholt

    Kære Anne.
    Tak fordi du, på bare ganske få linjer, kan få mig til at fnise højt og ganske kort derefter mærke at mine øjne blive blanke og mit hjerte slår lidt hurtigere.
    Nogle gange, synes jeg, jeg kan læse ud af dine indlæg, at du ikke føler, du er/gør/kan nok, på grund af din sygdom
    Hvis det er tilfældet, hvilket jeg af gode grunde ikke kan være sikker på, så vid, at du med dine ord gør en kæmpe forskel for os her ude. De varmer, de åbner for nye perspektiver og de rammer et punkt indeni, som alt for sjældent bliver aktiveret. Tak for det.

    Svar
  3. Hanne Uldum

    Ja! jeg er så enig med Clara. Du rører folk, og tænk at den stakkels posttraumatisk ramte mand kunne spotte, at skulle han “rydde stedet”, så var det for dig. Dit smil gav ham sikkert tryghed. Juledrys til dig Anne.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *