Hundedamen

Jeg var godt klar over, at det var den 11-åriges højeste ønske, men jeg var ikke klar over, at min kæreste også ønskede sig en hund. Det viste sig, at det var mig alene, der havde besluttet, at vi var en kattefamilie.
”Ok, så gør vi det”, sagde jeg, mens min skrappe pegefinger allerede var i fuld gang med at varme op til den regelmonolog, der var på vej:

Vi skal alle sætte os ind i, hvad det kræver af os. Det skal undersøges og tænkes igennem, så vi ikke bliver dårlige hundeejere. Vi skal finde ud af, hvad det koster. Forsikring, foder, hundetræning. Den skal gå til træning. Jeg gider ikke have en nederen hund. Og dens hundelorte skal samles op. Hører I? Og vores have skal ikke være et hundetoilet. Og I skal gide at gå tur med den. Og vi skal læse alt om hunde. Jamen, jeg mener det. Jeg hører jer i det! Hvis vi skal have den hund, bliver det tidligst til foråret, for vi skal vide, hvad vi går ind til. Forstår I det?

Og mens barn og kæreste begge sagde ja med store blanke glædersigøjne, græd jeg lidt indeni over, at et stort savlende skrummel skulle stjæle pladsen fra den bløde, varme kat, der forlængst var rykket ind i mine tanker. ”Jeg ofrer mig”, tænkte jeg. ”Jeg er et stort menneske”, tænkte jeg.

Sådan martyrede jeg mig igennem en lille uge, og nu er det her, jeg er – og det er her, min kæreste er tvangsindlagt til at være:

”Ole, den der hund skal have en stor hundeseng ovenpå, så den ikke sover i vores seng.”
”Ole, se lige det her billede af en sød hundehvalp.”
”Ole, jeg tror, det bliver godt for mig at have en makker til små gåture.”
”Oløø, se lige den her hund fra internatet. Den har to snuder. Se den! Se!”
”Oløøø, der er labradorhvalpe i Højbjerg. Iiiih.”
”Oløøøø, ejventjegkanikkesnakkeudenatgræde … se lige hulk den her historie hulk om en hjemløs hund hulk som fandt mennesker, der hulk elsker den hulk.”
”Oløøøøø, prøv at forestille dig, at der gik en hyggelig basse rundt her lige nu. Tror du ikke, det vil passe godt til os, hva’?”
“Oløøøøøø, jeg synes, hunden skal sove ved siden af mig. Jamen, jeg kan jo ikke så godt tåle at have kolde ben og det der.”
”Oløøøøøøø, solen skinner. Prølliåtænk, hvis man havde en hund, man kunne gå en tur med lige nu.”
”Oløøøøøøøø, skal vores hund hedde Siggy?”
”OLØØØØØØØØØ, en af mine facebookvenner er i gang med at hente hjemløse hundehvalpe fra Grækenland. Oløøøøøø!”
”OLØØØØØØØØØØH, vores hund skal gå med butterfly!”

Nu har min kæreste med blød stemme og tålmodigt ansigt forklaret mig, hvorfor det er bedst, at vi venter til foråret med at få en hund. Det er så nederen.

——————-
Man må kun have ét dyr her, hvor vi bor. Derfor kan det ikke blive én af hver. Ville bare lige sige det, inden nogen bruger energi på at foreslå det.

 

12 tanker om "Hundedamen"

  1. Mette Haagensen

    Hahahaha … hvor er det skønt, at I (med stor fed streg under I) har besluttet at anskaffe et kræ ;)

    Vi har tre katte – jeg ville ikke have hund – min man har altid haft hund, men da det er mig, der er “hjemmekørende”, så blev det katte (store katte – norske skovkatte, som egentlig er lidt “hundeagtige” og så en hittekat, som bare er dejlig og MEGET kat).

    Men men men – min søster og svoger har hund; anskaffet i sommer (den “gamle” hund døde sidste år) – en cavalier king charles spaniel – rød dreng, som er aldeles vidunderlig. Med bløde bløde hundeører, store blanke øjne og en energi, der ville kunne drive elforbruget i en mindre provinsby. Og så siger jeg som dig … se lige – hør lige – vi kunne jo godt …. o.s.v. (du kender sangen;) ).

    Og min mand er lige så tålmodig som din kæreste, når han fortæller mig, hvorfor vi besluttede IKKE at få hund. Så nu har VI (med stor streg under VI) besluttet, at hvis kræfter, tid og økonomi kan bære det, når han engang bliver pensioneret, SÅ taler vi om det igen :D

    Held og lykke og tillykke med “den lille nye”, når den kommer til foråret ;)

    <3 Mette

    Svar
  2. Karina

    Øj det bliver så hyggeligt:-)!! Tør man påpege det næsten forårsagtige vejr;)
    Man kunne jo også vælge en lille race, som hverken fælder eller savler, men elsker at lege og ligge i arm…just saying;-) …sådan én har vi, til daglig glæde for hele familien:-D

    Svar
  3. Stina

    Dejlig beslutning. Jeg troede også jeg var til katte, men efter vi arvede Sigurd tror jeg mere jeg er et hundemenneske, små dansksvenske gårdhunde altså

    Svar
  4. Kirsten

    Min mand var über-skeptisch, da vi fik hund … og ja, nu er han den, der forkæler den allermest! Sådan er reglen bare. Jeg ønsker for dig, at vinteren kommer til at gå lynhurtigt!

    Svar
  5. Hulemor

    Åhhh du bliver så glad for den Anne <3 jeg lover det! (Min søn på 12 mener nogle gange, at jeg elsker hunden højere end ham og storesøster: det er fordi, når du taler til den, så lyder din stemme VIRKELIG som om du elsker den :) )

    Svar
  6. The CityGirl

    Weeeee! Jeg bakker 100% op om den beslutning!
    Også at det skal være forår/sommer, når I får den. Det gør det nemmere at få den renlig. Og tro mig! Man bliver træt af hvalpetis!

    Men jeg tror det bliver såååå godt for dig! At kæreste og den 11-årige tager det store slæb, og så kan du gå små hyggeture og generelt bare nyde at have hund :-)

    Du skriver bare til mig, hvis du har spørgsmål om racer, træning og alt det andet :-)

    Svar
  7. Lonni Piilgaard

    1. Græske hunde er bedre socialiseret jeg fra start, pga deres start på livet. I en stor flok.
    2. De elsker dig bare lige lidt ekstra
    Sig det til Olé :)

    Svar
  8. Karina

    Hvor bliver det hyggeligt!! Og havde du ikke skrevet din lille note til sidst, var jeg nok en af dem som havde råbt KAAAAAT også :-)
    – og jeg har da store planer om at min kat skal have en bunke lækre killinger på et tidspunkt, så ….

    Men for pokker Anne. En hund. Jubiiiii. Det bliver skønt. Med skønt på! Glæder mig til at se hvad I vælger. Hvis du ikke er super vild med høje snork og højlydt smasken skal du gå store lange buer uden om alt hvad der hedder Mops. Just saying. Rullepølsen er billigt til salg herhjemme, når hun rigtigt folder sig ud på det punkt. Så heldigt for hende at hun har charmen og sit helt ufatteligt kærlige og tålmodige sind med sig :-)

    I bliver den bedste hundefamilie. Ever!

    Svar
  9. Romkuglen.dk

    Har set den to-snudede fra internatet. Jeg tror jeg ville tage den fordi den ikke kan gøre for det og fordi de svage også skal have en chance og og og… Hvorfor vente til foråret hvis du alligevel er hjemme – jo…

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *