Tid, jeg kan lide dig

Det var så enkelt, dengang det mest af alt handlede om at blive stor nok til at få tilladelse til at gå i Brugsen i frikvarteret. Vi kiggede misundeligt på dem fra de store klasser, når de kom tilbage til skolen med deres frokost: Et udhulet franskbrød fyldt op med flødeboller.
Da tiden og tilladelsen endelig kom, havde jeg mistet lysten til den brødbollede frokostspecialitet. Jeg var mere interesseret i kioskens slik, som så så uimodståeligt ud der mellem glaspladen og den sure kioskmand. ”Jeg skal have for to kroner møtrikker. Det skal helst være de blå.”

Det var så enkelt, dengang kærlighed handlede om at overbevise alle andre om, at jeg var god nok. Hvem virkede mest uopnåelig? Hvem ville det være den største sejr at omvende? Hvor hurtigt kunne den sejr få hele verden til at se, at jeg var god nok?
Jeg fik dem aldrig omvendt. Kortvarigt kunne det se sådan ud, men jeg var aldrig god nok. Det gjorde ondt, men det gjorde ikke noget, for det handlede mest af alt om at holde fast i gamle mønstre. Smertefulde, men trygge mønstre. Jeg forventede altid kamp og nederlag, men aldrig ”for evigt”. Det var bedst at kende slutningen på forhånd, tænkte jeg.
Det var først meget senere, det gik op for mig, at smerten og den urolige mave ikke havde noget med kærlighed at gøre. Jeg kæmpede for noget, jeg egentlig ikke ville have, fordi jeg var overbevist om, at omvendelsen af det uopnåelige var den ultimative sejr.

Det var så enkelt, dengang fremtiden aldrig var mere end fem minutter og en urealistisk plan væk. ”Lige nu” handlede om lyst, og fremtiden skulle jeg nok regne ud, når den var der. Alt var muligt, også det, der var åbenlyst umuligt:
Verdensberømt musikvideodanser og millionærforfatter. Tjek.
”Hvad vil du være, når du bliver stor,” spurgte de. ”Det samme som de andre,” svarede jeg — mest for at berolige deres bekymrede voksenansigter.
Fremtiden var altid så langt væk. Også da de andre var i gang med den. Min fremtid skulle nok vente på mig. Det håbede jeg, mens jeg gemte min angst for den bag endnu en fest og endnu en dum beslutning.
Da det gik op for mig, at jeg altid havde stået midt i den, blev jeg bange for, at den allerede var væk. Spildt. De havde jo ret, da de sagde, at jeg aldrig blev til noget.
Så sad jeg der og tudede, indtil jeg fattede, at der er masser af frisk fremtid i morgen.

Det var så enkelt, dengang jeg troede, tiden varede for evigt. Men tiden gik, jeg blev ældre, det blev kompliceret, jeg blev voksen.
Voksen er det bedste, der er sket i mit liv.

2 tanker om "Tid, jeg kan lide dig"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.