Carport og det hele

Det var svært ikke at blive smigret over, at hun ville være min veninde. Jeg var den mindst populære pige i klassen, og det var stort, når nogen var villig til at miste social status for min skyld.
Hun var meget anderledes end nogen anden veninde, jeg havde haft. Hun pralede uhæmmet, og jeg lyttede begejstret og imponeret. I mine øjne var hun og hendes familie mindst ligeså glamourøse som de der revymennesker i min bedstemors ugeblade.
Jeg var nok mest imponeret over deres hus. Det var i to etager. De brugte næsten aldrig overetagen, og det forstod jeg godt. For deroppe var der både sauna og VHS, og den slags var ikke for hvem som helst. Min veninde var allermest stolt af deres efternavn, som var et af de fineste i Danmark. Det fortalte hun. Og så var hun stolt af deres carport. ”Carpård,” sagde hun og skubbede underkæben så langt ud, hun kunne. Det gjorde hun altid, når hun fortalte noget, der var ekstra sejt. Hun fortalte også, at hendes far var en form for oliemagnat. Selvfølgelig er han det, tænkte jeg. Ellers kunne de jo ikke bo i et hus med hele to etager.

Når jeg tænker tilbage på den tid, ser jeg mig selv som en skeptisk teenager. Men jeg kunne nemt skubbe det skeptiske helt om bagerst i hovedet, hvis det handlede om noget, jeg gerne ville have til at være virkelighed. Så da min veninde fortalte, at drengen oppe fra den anden ende af forstaden, ham med de affarvede spidser og det dyre tøj, havde fået øje på mig, valgte jeg uden videre at tro på det.
Vi lagde mange planer, min veninde og jeg. Hun var blevet kærester med min drømmedrengs bedste ven, og nu skulle vi alle hænge ud sammen.
”De kommer begge to hjem til mig i morgen. Du skal også komme. Han glæder sig helt vildt til at se dig, sagde hun.”

”De kunne ikke alligevel, men i morgen skal vi alle sammen mødes i hallen.”

”De kunne ikke alligevel, men i weekenden holder vi videoaften hjemme hos mig.”

Da min naivitet så småt var begyndt at gå i sig selv igen, ringede hun på min dør. Det var en kølig aften, og hun havde rødt tøj på. Det kan jeg huske. Jeg tænkte, at hendes forældre nok ikke var så vilde med, at hun var cyklet ned i min fattige ende af byen, når det var mørkt.
”Jeg skulle spørge fra ham, om du vil komme sammen.”

Jeg var teenager og burde vide bedre, men jeg var virkelig meget uskyldig og uendeligt ked af at være outsider.
Nu kan alle de andre se, at jeg er god nok, tænkte jeg. Det var uden betydning for mig, at vi aldrig havde snakket sammen. Mit hoved var kun lige der, hvor det handlede om at blive accepteret. Han kunne ligeså godt have været et af ansigterne fra idolplakaterne på min væg. Forstadens egen Limahl.
”Ja, jeg vil vildt gerne komme sammen med ham,” hvinede jeg — helt skinger og rødhovedet. Ok, så ville hun cykle op til ham og give ham de gode nyheder med det samme. Tænk, at hun ville gøre det for mig.
Jeg skyndte mig at fortælle det til mine andre veninder. Se mig nu. Jeg har en kæreste. Jeg er ligesom jer. Nogle var glade på mine vegne. Andre gik direkte til plageånderne fra min klasse og fortalte mine nyheder.
Da jeg kom i skole næste morgen, stod de alle sammen og kiggede på mig. ”Hvorfor siger du, at du er kærester med ham? Han siger, at han aldrig vil være kærester med en som dig. Han ved ikke engang, hvem du er. Hold kæft, hvor er du lad, mand.”
Jeg kan stadig mærke ydmygelsen. Tårerne, der trykkede så insisterende, mens jeg bare nægtede alt. ”Det har jeg aldrig sagt.”
Jeg spurgte min veninde, hvorfor hun havde løjet. Hun sagde, at det ikke var løgn. Vi var i hvert fald stadig kærester med de to populære drenge oppe fra den anden ende af byen, og jeg var en dårlig ven, hvis jeg ikke troede på det. Jeg vidste godt, at det aldrig havde været rigtigt. Men mens jeg aldrig nævnte min ikke-eksisterende kæreste igen, holdt hun fast i, at hun var kærester med hans bedste ven. Det var bare så fandens uheldigt, at jeg aldrig havde mulighed for at møde ham.
Vi fortsatte med at være veninder. Jeg bar ikke nag, for i mine øjne var problemet ikke hendes løgne. Det var mig, der var problemet. Jeg var dum, dum, dum. Dum og grim. Og imens løj hun lystigt videre. Især om fælles venner, der løj og stjal. Hendes historier fik mig til at hade mennesker, der aldrig havde gjort mig noget. Hun fik mig til at behandle andre mennesker på måder, jeg aldrig stopper med at skamme mig over. Det var hendes løgne, men det var mit ansvar at være kritisk.

Vi mistede kontakten, da vi gik ud af folkeskolen. Efter få år mødte jeg hende dog en enkelt gang ved rutebilstationen. Jeg vidste allerede dengang, at alle hendes vilde historier var et tegn på, at der var noget galt. Hun var en ulykkelig teenager. Hun ville også bare accepteres og elskes. Det havde vi tilfælles. Derfor havde jeg det så skidt, da jeg ikke kunne tro på noget af det, hun fortalte mig den dag, da hun lige var stået af bussen.
Hun fortalte, at hun var blevet syg. Min hukommelse siger mig, at hun sagde sklerose, men jeg er ikke sikker. Hun fortalte også, at hun var begyndt at læse jura. ”Men du har da ikke gået i skole siden folkeren,” sagde jeg skeptisk. ”Nej, men jeg kan faktisk godt læse jura alligevel,” svarede hun.
Jeg håber oprigtigt, at hun er lykkelig nu.

——–

Bonusinfo: Min gamle veninde medvirker også i dette indlæg.

Mere bonusinfo: En googling fortalte mig, at hun nu holder foredrag om sit meget dramatiske liv.

4 tanker om "Carport og det hele"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.