Det er ikke arbejde. Det er overlevelse

Folk kan stadig have svært ved at forstå, at jeg kan påstå, at min hjerne er faldet i bøtten med afløbsrens, når jeg samtidig skriver nogenlunde sammenhængende sætninger på internettet. Og jeg forstår godt, at man kan undre sig. Især hvis man altid har forbundet skrivning med drøje skoleopgaver og arbejdsrapporter.

”Ja, det kan jo svært at skelne mellem blogging og journalistik,” sagde min sagsbehandler bekymret. Hun var simpelthen ikke sikker på, at dem, der skulle tage de endelige beslutninger om min fremtid, kunne se forskellen. Hun var ikke sikker på, at min sygemelding kunne retfærdiggøres, når jeg kunne det ene, men påstod, at jeg ikke kunne det andet.

Man skal nok være mig for at forstå, hvordan det er, jeg fungerer indeni. Jeg kan ikke løse en opgave. Eller jo, det kan jeg nok godt, hvis jeg har al tid og tålmodighed i verden.
”Findes det?” Jeg har spurgt kommunen en milliard gange. ”Næh”, svarer de. ”Men …”
Jeg kan ikke løse en opgave. Jeg har svært nok ved at svare på en omsorgsfuld ”hvordan har du det”-sms. Jeg har svært nok ved at svare på blogkommentarer. Jeg har svært nok ved at regne ud, hvordan fanden i helvede jeg skal skrive under på ”ja, jeg forstår godt jeres regler”-brevene fra kommunen.

Det, jeg ikke har svært ved, er at lade ord og sætninger fra min hjerne glide ned i fingerspidserne og ud i tastaturet. Det er ikke en opgave. Det er ikke svar, der skal formuleres. Det er ikke andre menneskers forventninger, som min hjerne ikke længere har kapacitet til at indfri.
Det er enkelhed. Og bølger af lykke og taknemmelighed over, at den enkelhed ikke er forsvundet med alt det andet, der ætsede væk i bøtten med afløbsrens.
Mine frie tanker og min fantasi er det, jeg har tilbage deroppe, og jeg vil så gerne bruge det uden at skulle forsvare og forklare igen og igen.

Så jeg skriver. Jeg skriver vrøvl og vrede og meninger og lal. Jeg skriver voksenbøger og børnebøger. Det hele tager en evighed, og jeg kan aldrig garantere for læsevenligheden. Men det er ikke længere kun det, det handler om. Det handler om, at hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg blive ægte vanvittig.

Hvis du mistede en enorm del af dig selv og din fremtid, ville du så ikke holde godt fast i det, der var tilbage? Ville du ikke insistere på det? Og ville du ikke håbe, at folk i det mindste forsøgte at forstå i stedet for at mistænke og dømme? Ville du ikke håbe, at du på en eller anden måde kunne bygge dit liv op igen og blive fri for kommunens absurde regler og følelsen af at være værdiløs? Ville du ikke det?

16 tanker om "Det er ikke arbejde. Det er overlevelse"

  1. Pia Petersen

    Jo, det ville jeg. Er vild med at du ikke bliver ægte vanvittig. Så bliv endelig ved med at lade være med det. <3
    Kh. Pia

    Svar
  2. Malou Klidmoster

    Hørt hørt!

    Når man har fået det fede ‘dur ikke – skrid på førtidspension’ stempel i panden er man virkelig kørt ud på et sidespor. For hvad kan man så? Du kan skrive – og det skal du. Jeg kan lave mad – så det skal jeg. Det er vores pligt som dygtige mennesker at udnytte det vi kan, til glæde for andre. Det giver os værdi. Og du må endelig ikke undervurdere den værdi det har for andre. Det som vi i kernen er gode til, er vores lille flugt til et ægte fristed – i det omfang de nedbrudte og faldefærdige hylstre vores sjæle bor i tillader.

    Lots of love :-*

    Svar
  3. Astrid

    Det er noget underligt noget at ‘verden’ åbenbart helst vil have ægte vanvittige hjælpeløse mennesker, end at lade mennesket udnytte potentialet i det der er. Jeg fatter det ikke.

    Svar
  4. Deborah

    Jo!! Så ganske og aldeles. Prøver jo selv på det samme. Heldigvis, uden at skulke forsvare mig. Men ingen ser jo, hvad det koster at holde fast i det man holder af. Langt fra så meget, eller så ofte som ønsket, fordi, det er drr bare ikke kræfter til, men så meget man kan.

    Svar
  5. Gitte

    Kære Anne
    Måske kan du få en udtalelse om netop det du skriver i dit indlæg af en dygtig neuropsykolog. Så skal du ikke selv overbevise nogen, men speciallægeudtalelsen fra hospitalet kan være det udslagsgivende i din sag.
    Hilsen Gitte, Brønshøj

    Svar
  6. Minikat

    Jo da. Til sidste blodsdråbe. Ikke om den firkantede del af verden skal have lov til at bestemme hvilke af dine hjernekrøller der stadig må bruges. Krøl løs, for hulan. Har skleroseforeningen ikke en stor pigbesat bog om sygdom, der kan kyles efter dem? Så nogen kan forstå at når sygdommen æder næsten hele ens liv og jeg, så har man både ret og pligt til at leve den smule, der er tilbage?

    Svar
  7. Hanne Uldum

    Åh Anne, jeg håber snart folk forstår hvad dit liv består af !! Du er født med en kæmpegave, og det er, at du er fyldt med vidunderlige ord, som vi alle elsker at læse, når de flyder fra din “pen”. Det er da ganske forfærdeligt, at du stadig skal bevise, du er syg.
    Skriv skriv skriv, jeg vil glæde mig, til at læse de bøger du skriver.
    Knus Hanne

    Svar

Skriv et svar til Pia Petersen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.