Syg, grim og aldrig ligeglad

Det er 4 år siden, jeg blev sygemeldt. Dengang anede jeg ikke, at kronisk sygdom handlede om så meget meget mere end sygdommen alene. Jeg anede ikke engang, hvilken forbandet diagnose, der ventede mig. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at omgivelsernes nye syn på mig ville toppe forskrækkelsen over den krakelerede udødelighed.

”Du skal lade være med at have forventninger til dig selv,” sagde de. ”Du skal glemme alt om andres forventninger til dig,” sagde de. Og de sagde det i bedste mening, fordi jeg var tæt på at gå i stykker. Men jeg kunne mærke, at hvis forventningerne til mig — fra mig selv og fra andre, forsvandt, så var der ikke ret meget mere end en sæk benløs hud tilbage.

Ind imellem ville jeg sgu ønske, at jeg kunne sende både selvforventningerne og andres forventninger på en lang ferie. Men hellere for mange end ingen. Folk forstår det nu, og det er en stor lettelse.

Det giver dog plads til et nyt problem: Mit udseende. Forfængeligheden. Det, de kalder overfladiskhed.
”Folk er da ligeglade,” siger de. ”Det er der da ingen, der ser,” siger de. Og de siger det i bedste mening, fordi de ikke vil have, at jeg er ked af det. Men jeg er ikke ligeglad. Jeg ser det: Håret, der falder af. Kiloene, der velcroer sig fast til mig med hjælp fra stillesidning og stærk medicin. De trætte øjne. Blegheden. Og de andre ting, som min forfængelighed forbyder mig at fremhæve her.
”Det betyder ikke noget.”
Jo, gu gør det så! Det betyder noget, at mit ansigt gemmer sig i en rand af flæsk. At jeg ser gravid ud. At jeg har 20 hårstrå på issen, som skal dække hele flæskefesten.
”Ej, så slemt er det da ikke.”
Jamen, det er det for mig. For det er der, min sygdom bliver synlig. Krykken er et hjælpemiddel, flæskefjæset er et symptom på, at noget gik galt for mig. Og jeg er ikke ligeglad.
Jeg gør selvfølgelig noget ved det, men det kræver tid og store livsstilsændringer. Det er så skidesvært.

Derfor sagde jeg nej til dig, magasinredaktør, da du ville sende en fotograf hjem til mig i december, hvor jeg var overmandet af elendighed og medicinrelateret helkropshævelse. Jeg var villig til at lukke jer ind i januar, men den villighed blev hurtigt slukket, da du pressede på:
”Har I ikke selv nogle billeder, vi kan bruge? Gerne før og efter du blev syg.”

Før og efter? Altså noget hopper-glad-rundt-og-nyder-livet og noget handicappet-og-iført-lidelsesansigt? Nej!

”Må vi så ikke sende fotografen hjem til dig, selvom du har det dårligt. Det er jo kun godt, hvis du ser skidt ud.”

Nej!

”Men du vil vel gerne sælge din bog,” spurgte den ellers søde og forstående journalist i et sidste forsøg på at få trykt sin artikel.

Og ved du hvad?! Jeg vil selvfølgelig gerne sælge bogen, men ikke ligeså meget som jeg vil insistere på at holde fast i, at jeg er meget mere end et trist sygdomsbillede.
Find jeres lidelsesansigter et andet sted, tak!

8 tanker om "Syg, grim og aldrig ligeglad"

  1. Henny Stewart

    Helt ligeglad med sit udseende bliver man aldrig. Godt, at du selv sætter grænser for, hvem der skal se hvad. Jeg håber, at dine anstrengelser med livsstilen bærer frugt, sådan at du igen kan føle dig mere tilfreds med dit udseende. Helt tilfreds bliver man aldrig, men sågu betyder det noget.

    Svar
  2. Minikat

    Man kan godt være syg uden at se ynkelig ud, men det sælger vist bedre på den anden måde. Jeez.
    Tag en hat på og smid lidt rouge på kinderne. Og trøst dig med at man også er lidt blegfed i januar selvom man ikke er syg, så det er den perfekte årstid at se slidt ud på!

    Klø på, Anne!

    Svar
  3. Astrid

    Jeg får lyst til at dele en bette håndmad ud til et stk. ‘velmenende’ journalist. Hvad filan er meningen?!
    ‘Du vil da gerne være med i hulen, ik Mulle?’… WTF

    Klø på søde Anne og ja sgu du har så meget at byde på og selvom forventninger kan være voldsomme når man er allermest slidt, så er det bedre at de er der end ikke…

    Svar
  4. Jeanette | Villa Villakulla

    Vil bare sige at dit indlæg rørte mig dybt. Har selv en søster med en kronisk sygdom – og dit indlæg satte nogle nødvendige tanker i gang (har holdt dem lidt på afstand).

    Tak for ærligheden. Og fantastisk godt gået at du sagde fra!

    Svar
  5. Julie | Salonstorm

    Din reaktion er så SUND! Hvor kan mennesker dog være ufølsomme – også udover et punkt, der kan undskyldes med manglende kendskab til det at være ramt af en kronisk sygdom.
    Jeg håber, at tiden og de gradvise ændringer vil være gode ved dig. Mindre ufølsom journalist, mere godme.

    Svar
  6. Pernille

    Det ramte et sted dybt i mig, for hvordan nogen kan få sig selv til at gøre andre til objekter frem for tænkende, selvstændige individer, det forstår jeg ikke.
    Godt du sagde fra!

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *