Janet

”Gider du godt lige gå ind og passe dit arbejde?”
Jeg må have set helt blank ud i de få sekunder, der gik, inden jeg brugte alle mine kræfter på at lade være med at bryde sammen. Diana havde lige sendt mig ind i baren til de andre: ”I skal da alle sammen fejre, at I har bestået hygiejnekurset”. Nu var jeg tilbage og sagde til hende, at Janet havde sendt mig tilbage, og at jeg i øvrigt lige skulle på toilet.

Jeg skulle ikke på toilet. Jeg skulle op på mit værelse på hotellets personalegang, og når jeg kom derop, skulle jeg græde så meget, at hele mit ansigt var i fare for at glide væk.
Jeg græd meget i de første uger i England. Jeg havde hjemve. Jeg savnede min mor, min søster, min kat, de useriøse småjobs og pædagogiske chefer, mine venner, mennesker, der kunne lide mig.
Janet havde ingen følelser for mig. Jeg var bare endnu en ligegyldig pige fra Danmark, der var på gennemrejse i det, der altid havde været hendes tilværelse. Hun havde levet et liv i praktiske sko, og jeg kunne udskifte mine kedelige arbejdssko med spidse stiletter, når det passede mig.

Det var ikke Janets evner som tjener og leder, der havde gjort hende til supervisor i bistroen helt nede i hotellets kælder. Det var tydeligt. Janet lod sig ikke sådan påvirke af følelser, hverken for gæster eller personale. Til gengæld var hun god til hurtige løsninger.
”Hvor er der frisk mayonnaise”, spurgte jeg, mens jeg pegede på den hindedækkede masse, der stod forkert opbevaret på arbejdsbordet.
”Du skal da ikke bruge nyt. Bare rør i det, så er det fint igen.” Janet var helt blind overfor de gule skorper, der sad på siden af skålen. Der var ingen grund at løbe rundt og skifte dressinger ud, når der var en bardisk, der kunne tørres af igen og igen. Hun bevægede sig som en lille byttefugl. Hurtige nervøse bevægelser og nemme løsninger, inden nogen fik ram på hende.
”Janet, vi er løbet tør for citroner.”
Men Janet var ikke typen, der løb tør for citroner. Janet var typen, der fiskede citronskiver op fra de glas, der kom retur fra gæsterne, skyllede dem, og gav dem videre til næste gæst.

Janet var effektiv. Janet var også glad for musik. Når man havde vagt med Janet, hørte man altid den samme cd, og hun kunne sangende udenad. Janet sang altid med, også når bistroen var fyldt op af gæster, og hun var vild med at trække vokalerne ud, så der var plads til ekstra meget vibrato.

Everybooodyyy was kuuuung fuuuuuu fiiiightiiiiiiiiiiiing

Janet kunne ikke lide de mennesker, der kom i bistroen. Nogle gange talte hun venligt til dem, men hun kunne ikke skjule irritationen over, at de kom og forstyrrede rytmen. Det skete ofte, at gæster overskred Janets grænser, og det blev straffet. For eksempel dengang hun beordrede mig til at sætte mig på en stol og ignorere den gæst, der piftede for at få vores opmærksomhed.
”Vi er ikke hunde!”

Der var dog nogle gæster, hun kunne lide. Hyggelige Barry med de skridtstramme bukser og flinke Chris, der altid var på udkig efter damer, som ikke var hans kone. Men der var to stamgæster, hun kunne lide så meget, at hun brød de strikse personaleregler og satte sig på den forbudte side af baren for at drikke med dem.
Jeg kan ikke huske deres navne, men de var et udsædvanligt utiltalende par, der behandlede mig som ildelugtende lokumsluft. De var spidsansigtede og havde begge udstående fortænder, der nemt kunne hakke hjemveramte danskere i stykker. Men selv om jeg sukkede dybt, når de dukkede op hver fredag aften, lærte jeg alligevel at sætte pris på deres underholdningsværdi.

Når Janet satte sig om på barstolen ved siden af dem og bestilte sin half a lager, luv, handlede det ikke om deres intetsigende samtaler. Det var den måde, de spiste peanuts på. Det var, som om de havde en konkurrence om, hvem der hurtigst kunne tømme skålen. Det var forbudt at spise normalt. De små nødder skulle kastes op i luften og gribes med munden. På en måde var der noget rørende over at se Janet have noget, der mindede om et venskab med nogen. Også selv om det involverede evige nethindebilleder af spidsansigtede mennesker, der forsøger at kaste peanuts igennem udstående stakitter af tænder. Med tiden undte jeg Janet de fredag aftener på den forkerte side af baren på trods af, at jeg ikke var i tvivl om, at hvis duty-manageren kom ned og så hende der, ville hun uden videre finde en måde at give mig ansvaret.

Doooon’t you knooow that I heard it throuuuugh the grapeviiiiiiiiiiiiine

”Gider du godt lige feje gulvet.” ”Gider du godt lige tælle kassen op.” Gider du godt lige holde tidligere fri.”
Det var aldrig personligt, når Janet giderdugodtligede en. Det var nu engang den måde, hun talte på, og det betød ikke noget, om det var skældud eller omsorg. Hun var ikke ond. Hun var nok heller ikke det klogeste menneske i verden, men hun var ikke et dårligt menneske. Hun var bare et menneske, der overlevede så godt, som hun kunne. Et menneske, der havde svært ved at få smilet helt op i øjnene.

Det specielle ved Janet var ikke, at hun ændrede sig, for det gjorde hun ikke. Det specielle ved Janet var, at selv om hun ikke ændrede sig, kom jeg til at holde af hende.

Myyy Cheriiiiie ammmoooouuuuuuur

(Bettina, hvis man kan dedikere et blogindlæg til nogen, er det her dedikeret til dig. Det var en sær, men god, men sær tid. Jeg er glad for, at du var en del af den)

3 tanker om "Janet"

  1. Carry My Style

    Rigtig interessant beskrivelse og utroligt så lig hende Janet er med to kvinder, jeg også engang har arbejdet sammen med.. Den ene var min chef, da jeg var 16 år i en grillbar og hun var også et helt kapitel for sig – meget sammensat ligesom Janet:-) Den anden var én kollega i et supermarked senere hen, som bare KUN kunne snakke surt til én.. Indtil jeg omsider accepterede, at sådan var hendes jargon bare og jeg begyndte at slappe af.. Så kunne hun så godt lide mig lige pludselig og viste det på hendes mystiske facon.. Nå ja, og så har jeg også været i England på et arbejdsophold, da jeg var helt ung, så ‘Janet’ fortællingen kunne jeg fint nikke genkendende til af mange årsager!:-) Én ting er sikkert – man glemmer aldrig de typer;-)

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.