Meningspause

Jeg plejer at være ret god til at have en mening om alt, men lige nu orker jeg det ikke. Måske fordi mange af dem, der har masser af meninger i disse tider, skvatter rundt i fingerpegningsmudderbrydning, mens de råber: ”Det hele er din skyld! Nej, det er din skyld. Næh, det er nemlig din skyld”.
Der er efterhånden ingen grænser for, hvem der hjalp med at trykke på aftrækkeren, og jeg tager mig lidt til hovedet og tænker, at de endeløse debatter nok ikke ender med noget, der får plads i fremtidens historiebøger.
Måske har jeg svært ved at finde mine meninger, fordi jeg skal trænge igennem en tyk hinde af klichéer for at nå ind til dem. Jeg kan nærmest ikke åbne munden, uden der vælter selvfølgeligheder som ”sammenhold”, ”værne om”, ”behandle andre, som vi selv vil behandles” ud.
Måske mener jeg egentlig bare det samme, som jeg altid har gjort. Det gør alle andre tilsyneladende også, hvilket bringer mig tilbage til de endeløse debatter.

Alle siger det, vi forventer af netop dem. Det er de sædvanlige masseforargere, der bræger højest, og det bliver jeg ikke klogere af. Så jeg slukker for dem og tillader mig at bevæge mig videre. Det betyder ikke, at jeg er ligeglad. Det kan jeg aldrig blive. Men jeg vil grine højt og tale om bagateller uden at sidde med følelsen af, at jeg er skidt menneske, der ikke har forstået alvoren. Jeg forstår alvor. Jeg forstår, at vi skal håndtere den. Men jeg forstår også, at det ikke sker på et par dage ved hjælp af hidsige kommentarfelter.

Da jeg gik i seng i går aftes, tænkte jeg: ”Jeg glæder mig til i morgen — bare fordi i morgen er i morgen.”
Det føltes meget videre-agtigt.

5 tanker om "Meningspause"

  1. Ida

    Tak. Jeg er stoppet med at følge med. Fik angst af det. Det er selvfølgelig ikke holdbart på længere sigt, men lige nu har jeg bare brug for fred.

    Svar
  2. Liselotte

    Jeg kan ikke helt finde ud af om jeg er mest opkast-træt af luk-grænserne-råberne eller det-er-også-vores-egen-skyld-tordnerne….

    Svar
  3. Lisbet/Livsglimt

    Dit indlæg mindede mig om følgende ordveksling mellem min mand og min tween igår:

    “Hvorfor er I så irriterende!???”
    Rolig far: “Det er vi heller ikke. Det er dig, der er irriterende…”
    “Nej, jeg er ej!”

    Underholdende at lytte til på afstand, men som du skriver i det offentlige rum bliver jeg også hurtig træt og tænker, at det ikke gør nogen forskel om jeg læser alt og ved alt…

    God weekend fra Lisbet

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *