Vi har ret til at danse, som det passer os

Det er mange år siden, engang i 80’erne. Jeg skulle til fødselsdag hos en af pigerne fra klassen. C.
C var ikke et rart barn, for hun havde tydeligvis dedikeret en del af sit liv til at sørge for, at jeg havde det forfærdeligt med skolen og med mig selv. Hun og veninden, S, fortalte mig dagligt, at jeg var grim. At jeg lugtede. At jeg var dum. Og det var skideskægt, for jeg fik altid sådan en underholdende rød farve i ansigtet, mens jeg forsøgte at opretholde stoltheden ved at grine sammen med dem. Ja, ja, jeg kunne da godt selv se, hvor kikset jeg var. Hahaha.

”Vis tænder,” sagde de. Jeg lukkede munden op. Hvad mon de mente? Gjorde jeg det rigtigt?
”Nej! Sådan her.” S stak fingrene ind i sin mund og underviste mig grundigt i, hvordan jeg skulle trække ud i læberne, så de kunne se alle mine tænder. Og jeg fik brug for den undervisning, for jeg blev bedt om at vise tænder dagligt i en lang periode. C og S var godt underholdt, og hvis jeg sagde stop, blev jeg hånet og truet med tæsk, så jeg blev ved.

Men nu skulle jeg til fødselsdagsfest hos C, og jeg ville vise hende, hvor sød og rigtig jeg kunne være. Min mor klippede en rose fra busken i haven, og vi pakkede den ind i sølvpapir med en femkrone i bunden. Jeg brugte lang tid på at vælge tøj. Meget af tøjet i mit skab havde jeg arvet fra min kusine, som var et par år ældre end mig. Jeg så op til hende, og jeg elskede det arvetøj.
Jeg valgte en stram rullekravebluse. Brun med smalle striber i forskellige farver. Og de perfekte brune bukser, der passede til. Den brune farve var næsten bronzeagtig. Jeg følte mig så heldig, fordi jeg havde de bukser. De var smalle foroven og brede forneden. De var perfekte.
Jeg havde det godt med mig selv den dag. Jeg havde gjort mig så meget umage, og det ville betale sig. Det vidste jeg bare.

Jeg var rank, stolt og spændt, da jeg med rosen i hånden gik ned til parcelhuskvarteret, hvor C boede. Og jeg gik direkte ind i en hånende pegefinger, som tilhørte S.
Mit tøj var til grin. ”Hahaha, hvor ser du lad ud. Vis tænder!” C sagde til hende, hun skulle stoppe. ”Lad nu være,” sagde hun.
Endelig var der en af dem, der forstod. Nu blev det bedre.

”Mine forældre kan høre dig,” sagde C til S. ”Vis tænder,” sagde C og S omme på den side af hækken, hvor forældrene ikke kunne høre noget.

Har du prøvet det? At være stolt af dig selv? At gøre dit bedste? At forsøge at få nogen til at kunne lide dig? Har du prøvet det og gået lidt i stykker af det, fordi du blev mødt med hån?

Har du prøvet at have det sjovt? At være glad? At føle dig godt tilpas? At være dig selv? Har du prøvet det og gået i stykker, fordi nogen sagde, at det havde du ikke ret til?

Har du prøvet, at du gjorde alt for at glemme det? At komme videre? Har du prøvet det og gået i stykker, fordi dem, der mente, du var forkert, havde gjort det til en form for syg mission at ydmyge dig så længe som overhovedet muligt?

Da jeg var en forkert, kronisk rødhovedet lille pige, kunne de bruge ord og sladder til at forlænge mine ydmygelser. Det var slemt nok. Men hvis jeg havde været den pige nu, havde der været et telefonkamera i alle hænder, facebook, youtube og resten af internettet til at præsentere al min forkerthed og alle mine ydmygelser for hele verden. Der ville ikke bare være et klasselokale, der klappede, når jeg blev gjort til grin. Der ville være alle kommentarfelter i hele verden, der kunne klappe og bidrage til min ikkeeksisterende følelse af at have lov til at være mig selv.

Hvad siger du til dine børn? Siger du, at de skal turde være sig selv på trods af de altid tilstedeværende telefonkameraer?

Eller ser de dig grine af billeder på internettet? En fuld mand med bukserne hængende om anklerne. Drukket så langt ud, at han ikke selv kan sige fra. Hahaha, det er fandme skægt.
Hører de dig sige, at det er de unge pigers egen skyld, at der er alt for private billeder af dem overalt på internettet? Siger du, at de bare skulle have tænkt sig bedre om?
Gør du nar af en mand, der er filmet af fremmede, mens han danser, fordi en mand som ham i dine øjne ikke har ret til at danse? Gør du det?

Ja? Så lad mig fortælle dig, at jeg har fået nok af din kynisme. Jeg har fået nok af, at vi er så distancerede fra ordentlighed, at vi uden videre filmer, fotograferer og deler mennesker, der i vores øjne er til grin og forkerte. Mobningen var slem nok i klasselokalet, og det skærer mit hjerte i stykker, at vi uden videre slæber den ud i hele verden på denne måde.
Vil vi have en verden, hvor vi alle bevæger os rundt som ensartede, stive robotter, fordi vi er så bange for at blive hængt ud? Eller vil vi have en verden, hvor man kan være sig selv, og hvor Sean kan danse hvor og hvornår det passer ham, uden en flok idioter føler, de har ret til at gøre ham til et verdensomspændende mobbeoffer?

Peg nu kameraet indad!

6 tanker om "Vi har ret til at danse, som det passer os"

  1. Mette Haagensen

    Anne – jeg har stået som du. Mobbet og udleet af en hel folkeskoleklasse; en mobning, der kulminerede i vold og efterfølgende “udrensning” i mobberne, så min skoletid (fra 4.-5. klasse og frem) blev tålelig. Jeg har aldrig elsket min folkeskoletid, og jeg får en stor trang til at kramme den “lille Anne” og fortælle hende, at hun er god nok, at det er de andre, der er galt på den. Jeg håber, nogen har gjort det efterfølgende, så barnet Anne er blevet trøstet og har fået lov at vokse.

    Kærlige tanker
    Mette

    Svar
  2. Susanne

    Hej Anne
    tak for en fin lille reminder. Jeg har også været der og i dag har jeg så helduvis lært at danse som jdg selv vil. Jeg vil gerne bruge din tekst i min undervisning vil det være okay?
    Mvh Susanne

    Svar
  3. Katrine

    Åh jeg synes det er så frygteligt, når der bliver lagt billeder op af personer, som let kan identificeres. Jeg ville simpelthen bliver så ubegribeligt ked af, hvis det var mig. Tror jeg ville gemme mig væk i årevis af skam. Fx er der også den video som natholdet viser igen og igen for tiden, med en skoledreng som kigger kort på nabopigens bryster. Stakkels dreng! Tænkt at gå i 9./10. Klasse og så blive hængt ud i hele DK. Det gør helt ondt i maven, når nogen deler den.
    Jeg må blive bedre til at opdrage på mine facebookvenner, kan jeg mærke.

    Svar
  4. Gitte K

    Super fint indlæg, som jeg faldt over ganske kort efter jeg læste historien om #finddancingman, hvor nogle mennesker har taget billeder af en mand, der danser og svinet ham til, fordi han er tyk. Der er så en kvinde, der satte sig for at finde ham for at arrangere en positiv overraskelse for ham. Nu skal han mødes med 2000 kvinder til dansefest i LA.
    http://metro.co.uk/2015/03/06/mans-dance-moves-were-laughed-at-by-bullies-what-happened-next-will-warm-your-heart-5091806/

    Selvom der måske kommer en happy end i dette tilfælde, så blev jeg helt ked af det ved tanken om hvordan han må have haft det; det ene øjeblik så glad, at han slet ikke kunne la’ vær’ med at danse, det næste stopper han, fordi han bliver mobbet. Jeg kender følelsen.

    Din historie med din glæde bl.a. over dine smukke bronzefarvede bukser, der bare splintres til atomer kender jeg også godt. Jeg blev kaldt ‘fede’ i skolen. Jeg blev nevet i mine deller. Så jeg voksede op med at være tyk, og jeg har kæmpet mod at være tyk lige siden. Hvilket er absurd, for mine skolebilleder viser et normalt barn. Jeg fik så en lille hævn, da jeg var på date med en, der engang kaldte mig Grethe Sønck. Da han sagde til mig, at det var godt, at jeg var blevet smuk, for så havde han fået øje på mig, så sagde jeg iskoldt; ‘jeg har overhovedet ikke forandret mig, og det ville du også have opdaget, hvis du ellers havde noget mellem ørerne’.

    Gitte K aka Grethe Sønck

    Svar
  5. Hanne Eisenreich

    Kære Anne!
    Dette indlæg burde køres op i plakatformat.
    Kopieres, indrammes og derefter hænges op alle steder, hvor både børne- og voksenmobning stadig foregår!
    Så kunne det måske gå op for amøbehjernerne, hvor ondt det gør, når man skal more sig på andres bekostning.
    Du beskriver så intenst og rammende, hvor slemt mange af os havde det i vores barndom før internet og mobiltelefon/kamera.
    Og din punchline gør helt ondt i maven – på den der måde, som jeg troede, jeg havde glemt som voksen. Det faktum, At mobning i dag kan deles world wide er jo forfærdeligt og skræmmende!
    Tak fordi du stadig orker at dele dine tanker og din skarpe pen med alle os andre.
    Varme tanker
    Hanne

    Svar
  6. Tanni

    Tak for den Anne. Jeg tudede lidt. Jeg taenker du ved, at jeg har betalt en af de hoejeste priser man kan betale paa den konto. Mobning og online-mobning.
    Og saa er det dejligt, at der er en som dig, der ikke bare er ligeglad med faenomenet. Men at du skriver om det.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *