Når vi taler om fattigdom her i landet, når vi taler om, hvordan det er at blive arbejdsløs eller syg, når vi taler om, hvordan det er at løbe tør for penge, så er der en stor del af os, der tror, at fattigdom kun er Oliver Twist, udspilede maver og en laset bivuak i parken.
Når vores ven mister sit arbejde og ryger på kontanthjælp, synes vi da, det er synd for ham, at han ikke har nogen penge. ”Nå, har I ikke råd til ferie i år? Der er ellers gode tilbud på ture til Dubai.”
Når man ikke har en socialt belastet baggrund, når man har rent tøj på hver dag, når man har et hjem med vægge og tag, så er man da ikke fattig. ”Åh, du har ingen penge? Så dropper du da bare forretten.”

Men det, der sker, når du ikke har nogen penge er, at du kan ikke gå ud at spise. Heller ikke selvom restauranten ”bare har et supergodt tilbud på vinmenuen”. Du kan ikke bare købe dit designertøj, når der er udsalg. Du kan ikke købe designertøj. Punktum. Du kan ikke købe en iPhone. Du kan ikke gå i biografen. Du kan ikke altid deltage i diverse fester, hvis de indebærer dyr transport og gaver. Det kan ikke bare lige være ”din tur til at gi’”. Du kan ikke gå til frisør. Du kan ikke melde dig ind i et fitnesscenter. Du kan ikke bare lige købe nyt, fordi det gamle er gået i stykker. Du kan ikke give penge til velgørenhed, selvom internettet opfører sig som en facer, der råber efter dig, at du er en egoist, som er ligeglad med, at børn i andre lande dør af sult. Der er mindre og mindre, du kan deltage i, og pludselig sidder du alene derhjemme. Vennerne kan godt lide dig, bevares, men du har jo alligevel aldrig råd til by- og shoppeturene, så nu er de stoppet med at spørge. Du begynder at blive ensom, men du vil helst ikke sige det højt, for folk svarer altid, at du da selv kan tage initiativ til noget. Du kan ikke lide at tage initiativ til noget, for ”noget” koster for det meste penge, og du bryder dig egentlig ikke om at sige, at du ikke har nogen. Du har nemlig læst i diverse kommentarfelter, at du er en doven nasser, en byrde, en utaknemmelig nasserbyrde.

”Du sidder der og brokker dig, mens du bruger vores penge. Hvad med den computer der? Du er ikke en skid fattig, når du har computer og internet.”
Ok, siger du og bøjer nakken. Du opsiger dit internet, sælger computeren. Får 200 kroner for den. Sluk. Så er du pludselig helt, helt alene.
”Har du hørt fra ham for nylig,” spørger vennerne hinanden.
”Nej, han er blevet så kedelig på det sidste.”
”Så kan han sgu passe sig selv.”

Vi dør ikke af sult i Danmark, men nogle mennesker går i stykker af skam og ensomhed, fordi den lysende fremtid, de var så sikre på, fik lukket for strømmen. Vi andre ryster lidt på hovedet og siger, at det er et spørgsmål om prioritering, for der er faktisk mange, der har det meget værre.