Alt det gode begynder med fester

For en uge siden var jeg til klassefest på min søns skole. Jeg frygtede det på forhånd, fordi jeg i den slags situationer altid er bange for at udstråle, at jeg ikke kan holde til en skid. Jeg er bange for at falde sammen af sygdom foran mennesker, jeg ikke kender. Og jeg er bange for smalltalk, som i for koncentrerede mængder gør fysisk ondt på mig.

Efter en cola, to danskvand og fire timer tog jeg hjem, helt høj af glæde. Jeg var den heldige, som trak den gode plads med det søde og sjove selskab. Og jeg var den heldige med den lykkelige søn, der havde været til klassefest med både sin mor og sin far.

Dagen efter var jeg den en-lille-smule-mindre-heldige med en sær form for pseudotømmermænd. Den følgende uge var jeg den helt uheldige, der havde det så elendigt, at jeg kun rejste mig for at stemme. Men prisen for en aften ude var ikke et chok for mig. Jeg skulle ikke ligge i fosterstilling og sørge. Jeg skulle bare få det bedre og komme i gang med mit liv igen. Den aften var prisen værd, for hvis jeg ikke kan holde prisen ud, kan jeg slet ikke få den slags aftener. Sådan er det bare.

I går skulle jeg så til fest igen. Voksenfest på ungdomsmåden med chips og medbragte drikkevarer i klirrende nettoposer. Jeg havde glædet mig, siden jeg fik invitationen. Mest af alt glædet mig over, at jeg overhovedet fik en invitation. Men, åh, tanken om at komme ud, som jeg gjorde i gamle dage, før det hele … Jeg havde fandme ikke kun lyst. Jeg trængte!
Jeg var bare så bange for, at jeg ikke kunne nå at rejse mig fra min nedlagt-efter-klassefest-position. Da festen befandt sig lige foran snuden på mig, var jeg helt overbevist om, at jeg ikke kom af sted.
Men så har jeg sådan en veninde, der sagde, at hun hentede mig i bil. At hun kørte mig hjem igen. At hun ville holde øje med, om mine øjne gled ned på kinderne, inden jeg selv opdagede det. Sådan en veninde gjorde, at jeg slap for at gå glip af noget igen.

Efter en øl, en kildevand og to timer tog jeg hjem, helt høj af lykke. Jeg var den heldige, som endte midt i gruppe mennesker så fantastiske, at jeg har lyst til at tvangsetablere en forening, der hedder ”fast flok af folk, der mødes hos Anne 30-31 gange om måneden” med dem.

Da jeg kom hjem var jeg ikke ked af, at jeg kun var der i to timer. Jeg var så overvældende sprudlende lykkelig over indholdet af de to timer.
To timer er ikke meget. Det kan jeg sagtens se. Men jeg har altså også set mit alternativ, og det er et meget ensomt og ulykkeligt sted.
Jeg føler, at der er noget, der rykker lige nu. At det lange ulykkelige fosterstillings-kapitel lakker mod enden (mind mig lige om det, når jeg tuder til vinter). Der er ærligt talt stadig en del ting i mit liv, der stinker lidt for meget af elendighed. Men i dag, hvor jeg stadig er høj efter de to timer i går, tror jeg på, at jeg måske havde ret, når jeg turde tænke, at det hele nok skulle blive bedre.

5 tanker om "Alt det gode begynder med fester"

  1. Mette Haagensen

    Kære Anne!

    Et rungende “JA” til din overskrift. Og et kæmpe skulderklap, fordi du turde. Selv om prisen er (eller kan være) høj, så er følelsen af at have “gjort noget” endnu højere.

    Fortsat god søndag <3

    Kh
    Mette

    Svar
  2. Mette Haagensen

    Hmmm – my bad … Et rungende “JA” til din fb bemærkning :D Velkommen i MS hjerne land ;) Nå … det passer nu også meget godt til overskriften <3

    Svar
  3. Nicole

    På hjemmesiden familiecyklen.dk har jeg lige set de har store tilbud på elektriske cykler med vogn foran, sådan så du kan holde balancen. Måske har de evt en afdragsordning?

    Svar
  4. Anne

    Det var dælme også sjovt at sidde og synkronserviette med dig! Toppen af poppen, altså. Fedt endelig at møde dig, du er endnu bedre live end jeg havde regnet med.

    Svar
  5. anne

    åh hvor skønt og livsbekræftende! Jeg har selv lige været til fest, som jeg holdt til hele vejen på trods af pcs. Det er over et år siden, jeg sidst har kunnet det. SEJR! Det gælder om at nyyyyyyyyde og gemme til dårligere tider, når man får sådan en oplevelse. kram

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *