De udødeliges arrogance

Vejene er fyldt med mennesker, der dyrker troen på deres egen udødelighed. Bilister, som overhaler i blinde, fordi deres travlhed er vigtigere end noget andet i verden. Cyklister, der ikke kan kende forskel på bilist-, fodgænger- og cyklistregler. Fodgængere, som vader ud på vejen med snuden dybt begravet i telefonen. Og jeg tænker, at det er disse udødelighedstroende, der heller aldrig bliver arbejdsløse eller syge. Det sker simpelthen ikke for dem. For dem er det et aktivt fravalg ligesom døden og den slags besværligheder.

Der hænger en ubehagelig stemning i luften. En uvejrstung fordømmelse af andre menneskers uheld. De arbejdsløse gider jo i virkeligheden slet ikke at arbejde, og de syge skal bare tage sig sammen. Arbejdsløshed og sygdom er valg, og hvis man ikke kan lide det, kan man bare tage sig sammen og vælge noget andet.

Jeg har ikke opgivet håbet om at slippe for kommunen og sørge for mig selv. Den tanke hænger hele tiden foran mig som en gulerod. Men sandheden, som jeg hele tiden forsøger at skubbe om i baghovedet, er, at det ikke er noget, jeg selv bestemmer. ”Jo, jo, det er dig, der bestemmer over din sygdom. Den bestemmer ikke over dig.” Og de er da nuttede i al deres positivitet, de udødelighedstroende. Men sådan fungerer virkeligheden bare ikke altid.
Du kan ikke helgardere dig mod sygdom. Og du kan ikke helgardere dig mod arbejdsløshed. ”Jo, jeg er nemlig sådan en type, som …” Som hvad? Aldrig giver op? Den slags typer kender jeg en del af, og de kæmper for det. De søger job i alle retninger og alle brancher, og de er enten underkvalificerede, overkvalificerede eller også var der en anden med noget tilskud eller en virksomhedspraktiktitel i ryggen, som tog jobbet.
De søger og kæmper, og en dag sidder de alligevel der på kontanthjælp, mens folk peger og håner og siger, at det handler om, at de ikke prøver hårdt nok.

Vi skal ikke leve et liv, hvor vi konstant tænker på det værste, der kan ske. Men vi bør leve et liv, hvor vi betragter dem, der blev udsat for det værste, som medmennesker. Mennesker! Ikke nassere, dovne, hypokondere, men helt almindelige mennesker, der blev ramt af sort uheld. Mennesker, som visner indeni, når de ikke bruger deres evner, deres hjerne, deres hænder, deres uddannelse.

Så ja, du kører da tit over for rødt, uden der sker noget. Sådan er det jo for jer udødelighedstroende. Men for os andre, som så bliver nødt til at løbe for livet, har du en slående lighed med et stort, slapt røvhul.

3 tanker om "De udødeliges arrogance"

  1. M Nielsen

    Fra en af dem der kæmper for at slippe ud af arbejdsløsheden skal der lyde et tak – bliver sgu så træt for tiden, ikke at jeg ikke blev det før valget blev udskrevet, men nu kan jeg ikke slippe for at høre om min “selvvalgte dovenskab” nogen steder. Så tak fordi du minder mig om at ikke alle tror jeg sidder på min sofa og holder skatteyderbetalt badeferie. Og i det hele taget tak for en god og velskrevet blog – hiver stadig “vi råber fordi vi opdrager” frem når snakken falder på det emne.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *