Hvis det var mig

Hvis mit land var bombet i stykker, hvis jeg ikke var sikker i mit eget hjem, hvis min familie ikke var sikker, hvis mit barn ikke havde en seng at sove i, hvis fremtiden var ikke-eksisterende, så ville jeg gøre alt i min magt for at ændre den situation. Også hvis det betød, at jeg skulle forlade alt, jeg kendte og det sted, hvor jeg allerhelst ville være.

Hvis jeg skulle forlade alt, hvis jeg skulle på en uoverskuelig flugt, hvis jeg kun havde håb og en smule formodninger tilbage, ville jeg pakke få, men vigtige ejendele, iføre mig mit gode tøj og passe godt på min smartphone, som ville være min kilde til ruter, vigtige nyheder og mit netværk.

Hvis jeg skulle flygte igennem lande, jeg ikke kendte, hvis jeg havde min søn i hånden og hans liv og fremtid på hjernen, ville jeg være fokuseret. Hvis mine fødder var fyldt med vabler, ville jeg blive båret af adrenalin. Hvis jeg satte mig for at hvile, hvis jeg turde sove, ville jeg måske ikke huske at rydde op efter mig selv, når jeg gik videre. Hvis det handlede om min søns liv, hvis det handlede om hele fremtiden, ville jeg kun være fokuseret på at komme videre, inden trætheden og apatien helt tog over.

Hvis jeg var tæt på målet, hvis fremtiden og måske familiemedlemmer og venner, der gik i forvejen, var inden for rækkevidde, ville jeg gøre alt i min magt for at nå dem og undgå at ende i et land, hvor jeg ikke var ønsket. Hvis jeg skulle vandre på motorvejene med fremmed politi omkring mig, ville jeg være bange og gå i forsvarsposition. Hvis søde mennesker gav mig mad og tøj, ville jeg måske glemme at sige tak.

Hvis jeg nåede mit mål, hvis jeg endelig turde føle tryghed, hvis mit barn fik en seng igen, ville jeg gøre mit bedste for kun at se fremad. Men jeg ville være gået i stykker indeni.

5 tanker om "Hvis det var mig"

  1. Hanne Uldum

    Kære Anne
    Det er så godt skrevet. Det er helt forfærdeligt, det der sker. Angsten lyser jo ud af de stakkels mennesker. Godt skrevet !

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *