Jeg er her, men egentlig ikke

Det er længe siden, det ved jeg godt. Det var en hård vinter. Den manglede ord, og jeg mistede endnu en del af mig. Den æder lidt, hver gang den kommer, vinteren.
Jeg har ikke lukket bloggen. Jeg er heller ikke i gang med at lukke den. Jeg er bare i gang med at finde ud af, hvordan jeg kommer videre med mit liv, uden sygdommen hænger over mig som en uønsket identitetskåbe. Jeg har så meget brug for noget andet nu.
Men det er svært, når jeg sidder fast i det kommunale system. Når jeg hele tiden skifter sagsbehandler, når jeg hver tredje måned skal tale med dem og fokusere på alt det, der er galt. Grave, grave ned i al elendigheden og få at vide, at det er et problem, at jeg er livsglad og ressourcestærk. Det er dælme ikke et problem for mig, men det er et problem for dem, der skal vurdere mig og min mulighed for at få et normalt arbejdsliv. Eller bare noget, der minder om et arbejdsliv.
”Sådan en mulighed findes ikke,” skrev neuropsykologen i den rapport, kommunen selv bestilte og betalte en formue for. For jeg har kognitive skader, skræmmende skader, jeg egentlig ikke har lyst til at udpensle. Men kommunen skal alligevel se om ikke liiige …
Jeg har været sygemeldt i mere end fem år. Min sygdom bliver værre hele tiden. Jeg bliver aldrig rask. Det er sklerose, for fanden.
”Du får mig ikke til at sige, at jeg ikke kan noget,” sagde jeg til den nye sagsbehandler, som virkelig gør, hvad hun kan for at få mig videre.
”Det skal du heller ikke,” svarede hun og modsagde alle bemærkningerne om, at man skal være beskidt og virke lidt dum, når man sidder over for rehabiliteringsteamet.
Jeg håber hun har ret, for jeg går i stykker af at fokusere på alt det, jeg ikke kan. Ja, jeg bliver hele tiden mindre i hovedet og tungere i lemmerne, men jeg har et stift fokus på det, jeg stadig vil.
”Der har jeg nok et problem,” sagde jeg til sagsbehandleren, da hun spurgte, hvad jeg selv tror, jeg kan holde til. ”Jeg kommer til at svare, hvad jeg vil i stedet for, hvad jeg kan”. Hun noterede det der, hvor hun også havde skrevet, at jeg var livsglad og ressourcestærk. ”Det er vigtigt, at de ved det,” sagde hun.
”Hvad er det så, du drømmer om?”
Drømmene er skrumpet ind, men der er stadig nok af dem til at give mig sommerfugle i maven.
”Jeg drømmer om at skrive bøger. Jeg drømmer om at blive en del af min kærestes forlag og redigere, måske, én bog om året i de gode måneder sidst på foråret og først på sommeren.”
”Vi får det til at ske,” sagde hun.
Tror jeg på det? Det ved jeg sgu ikke. Men jeg tror på, at hun mente det, da hun sagde det. Nu må vi se.
Så her er jeg nu. Et sted mellem diagnosechok og reelle fremtidsmuligheder. Jeg tror ikke, jeg kommer til at skrive mere her, inden jeg er videre, for jeg er så bange for at ende med at køre fast i en uigennemtrængelig ring. Men jeg tror selv på, at jeg kommer tilbage på et tidspunkt.

Ha’ en dejlig sommer.

11 tanker om "Jeg er her, men egentlig ikke"

  1. Deborah

    Kære Anne

    Jeg forstår egentlig ikke problemet – måske mig, der er fattesvag! Du kan vel få en pension? Og så arbejde så meget, du kan og har lyst til ved siden af. Problem løst så vidt jeg kan se -eller? Det er vel uagtet, at du har svært ved at erkende det begrænset hvor meget, du kan holde til? Du skal jo også huske at passe på dig trods alt. Jeg håber ikke, jeg fornærmer dig på nogen måde, jeg kan bare ikke se, det skal være SÅ svært?? Men ved godt systemerne er trælse – jeg tror, jeg var “heldig” den vej rundt, hvis man kan sige det.

    Knus og rigtig god sommer til dig også

    Svar
    1. annebredahl Forfatter

      Hej søde Deborah
      Jeg kan knapt nok få lov til overhovedet at søge pension. Sådan er systemet nu. Det ville ellers give mig mulighed for et skånejob, der passer til mine skæve gode perioder. Nu må jeg se, hvad det ender med.

      Svar
  2. Helle K.

    Hvem kan leve med at have skabt det system? De må have et temmelig forkvaklet menneskesyn.
    Jeg håber, at du får lov til at få dine fremtidsønsker opfyldt, der må da findes bare en lille smule retfærdighed et eller andet sted.
    ❤️

    Svar
  3. Stinne Vejvad

    Åhh Anne. Hvor jeg dog, håber, krydser og hepper. Nu er nu. Og jeg ved det stinker, men altså det må sgu da forfanden få en ende.

    Hilsen en med en anden diagnose der åbenbart på 9! År skal diskutere sygdomserkendelse og kvalitet når man kan arbejde få timer om ugen! Men nægter at give op.

    Svar
  4. Vibeke

    Godt at høre fra dig! Var ærlig talt ved at blive bekymret over de manglende ord fra dig! Knus fra Vibeke :-)

    Svar
  5. Lene Damtoft

    Kære Anne,

    Nu er det jo noget tid siden, du skrev dette blogindlæg, men jeg faldt lige over det igen og kommer til at tænke på, om du mon kender til muligheden for at søge førtidspension på det foreliggende grundlag. Det er den formulering, du skal bruge, hvis du ønsker at Pensionsnævnet skal tage stilling til din sag uden at du orker blive yderligere udredt eller afprøvet, eller hvad ved jeg. Det er en ret, man har som borger, og du kan be´ din sagsbehandler om at fremstille din sag for nævnet, hvor du selv – evt. med bisidder – kan få foretræde.

    cyberknus
    Lene

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *