Charlotte og værdierne

Dette er en fiktiv historie om en kvinde, jeg valgte at kalde Charlotte. Jeg kendte nemlig engang en Charlotte, som havde sådan en vrængende tone, når hun talte til folk. Hun sagde mange grimme ting, og det så ofte ud, som om hun havde slem forstoppelse imens.
Med navnet på plads kunne jeg fortsætte med at skrive, at Charlotte var på vej på en blind date. Hun kunne godt lide at kaste sig ud i den slags og så nok sig selv som lidt af en eventyrer. ”En frisk pige” ville hun selv sige. Hun ville også selv sige, at hun var “en flot pige” og “en rigtig kvinde”, og hun fattede ikke de kedelige koner, der ikke gad at gøre sig smukke for deres stakkels mænd. Charlotte kastede et sidste blik i spejlet, inden hun tog af sted. Og hun var tilfreds, for hun havde tydeligvis noget at byde på.
På en café i hendes del af byen mødte hun manden, hun skulle på date med. Han havde fløjlsbukser på og sad med benene over kors. Hun vidste med det samme, at hun ikke skulle noget med ham, men hun ville gerne have gratis kaffe. Hun bestilte også kage.
Tjeneren var ikke nået mere end et par skridt væk fra bordet, inden Charlotte sagde:
”Så du hende? Hvad sker der for det der klamme korte hår? Jeg fatter bare ikke piger, der vælger at se sådan ud.” Hun lo højt, men han var stille. Da hun havde grinet færdig, og det tog lidt tid, sagde han:
”Hvad er dine værdier, Charlotte?”
Hun var glad for netop det spørgsmål, for hun gik meget op i værdier. Gode værdier var vigtige for hende.
”Jeg hader i hvert fald vegetarer. Hvis man ikke kan spise et par gode frikadeller, er man en ulækker hippielort,” sagde hun.
Så kød betyder meget for dig?
”Øh, ja! Jeg hader forresten også feminister. Hvorfor skaber de sig sådan over, at de skal gøre rent og tage opvasken? Det har kvinder da aldrig taget skade af.”
Han var stille, helt stille, men det passede Charlotte fint, for hun havde mange flere værdier, hun ville fortælle om:
”Jeg hader akademikere, der bruger mine penge på at tage en lang uddannelse, som alligevel ikke kan bruges til noget.”
”Jeg er akademiker,” sagde han.
”Nå, men så kan man jo næsten sige, at jeg selv betaler min kaffe og kage,” svarede hun.
Han blev stille igen.
”Jeg hader syge mennesker, for de vil bare have opmærksomhed og medlidenhed. De skal sgu bare tage sig sammen. Og jeg hader de der damer med tørklæder. Ja, det er ikke, fordi jeg er racist, men hvorfor skal de gå rundt i mit land og se mærkelige ud? Det er ikke naturligt.”
Charlotte lagde mærke til, at en del af de andre cafégæster stirrede på hende.
”Jeg hader alle taberne her på cafeen, fordi de bare sidder og hænger, når de burde arbejde. Dovne svin.”
Så fik hun også lige sat dem på plads. Det føltes godt.
”Men hvad med dine værdier, Charlotte? Hvad kan du lide? Hvem vil du være? Hvad betyder noget for dig?” Han lød træt, men det var nok på grund af al den tid, han havde tilbragt på et kedeligt universitet.
”Er du dum eller hvad? Det har jeg jo lige fortalt dig,” svarede Charlotte. Hun var ærligt talt lidt sur nu, for hvis der var noget, man ikke kunne sætte spørgsmålstegn ved, så var det hendes værdier. De havde altid været gode og ordentlige.
Han forsøgte igen.
”Hvad kan du lide?”
”Ja, i hvert fald ikke dig.”
Så gik Charlotte hjem, og hun tog sine gode danske værdier med sig. Så kunne han få lov til at beholde regningen.

4 tanker om "Charlotte og værdierne"

  1. Sofie H

    Kan rigtig godt lide dit skriv. Jeg associerede det straks med vores regering. De snakker jo egentlig ikke om værdier som ting de ser den perfekte samfund skal have, men ting de hader ved den nuværende samfund. Super godt skrevet.

    Svar
  2. marion

    Søde Anne, som altid en fornøjelse at læse dine ord, du skriver så let og ubesværet , og jeg sidder nu og tænker på Charlotte, spændende historie TAK ANNE!

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *