De fattige #3

Der kom et referat fra boligforeningens afdelingsmøde. Der stod en hel del om behovet for nye tage og manglen på penge til det. Der var noget om en beboer, der var blevet smidt ud på grund af chikane, og der var noget om ballademagere fra afdelingen ved siden af vores. Midt i det hele var der et hurtigt ”nå, ja, forresten”.
Nå, ja forresten er kontanthjælpsloftet trådt i kraft, og det kan betyde, at nogle beboere kan få problemer med at betale husleje. Bagefter var der noget om, om man som beboer egentlig selv bør være i stand til at skifte en pære og ordne en stoppet vask. Kontanthjælpsloftet hang derinde som et sæt ligegyldige gåseøjne.

Men nu er det sagt, og så går vi ind og skruer op for varmen, fordi vinden er begyndt at bide. Så sidder vi og taler om, at de fattige bare kan lade være med at ryge og have hunde. De ryger altid, og de har altid hunde. Så er det da også deres egen skyld, at de er fattige. Vi snakker om, at der er arbejde til dem, der gider. Ja, hvis det var os, der var fattige, ville vi faktisk bare lade være med at være så fattige. Og hvis det var os, der både var fattige og syge, ville vi vælge at lade være med at være fattige og syge.
Hvis vi alligevel og helt mod forventning bliver ved med at være fattige og syge, vil vi selvfølgeligt ikke anskaffe os unødvendige ting som cigaretter, hunde og børn, for det vil jo være uansvarligt. Noget af det mest irriterende ved fattige og syge er, at de får børn. Jamen, man bliver så utilpas af at se de der børn og deres sult og alt det der. Det er kun mennesker, der aldrig bliver syge og fattige, der bør få børn. Hvis det så, selvfølgeligt igen helt mod forventning, sker, at vi bliver fattige, syge og allerede har anskaffet os børn, vil vi jo bare sætte vores forbrug ned. Så skal vi rigtig hygge os med tilbudsjagt, og vi vil jo bare finde en billigere bolig. Det kan man hurtigt gøre, hvis bare man har viljen. Så vil vi flytte ned i et af de fine boligforeningshuse nede i Risvangen. Jamen, de koster helt ned til 4.000 kroner om måneden. Det handler om at undersøge mulighederne, men det gider man vel ikke, når man er en nasserøv.
Når vi så opdager, at der er 2.000 familier foran os i boligkøen, og at der er en udflytningsprocent på cirka 0 ved alle billige boliger i byen, tager vi da bare os selv i nakken og finder noget ude i Gellerup. Jamen, det er jo bare, til vi er færdige med at være fattige og syge, og vi er typer, der gør det, der skal til. Når vi så opdager, at lejligheder i Gellerup koster lige så meget som det, vi bor i nu, løfter vi lige næbbet og giver os selv en tænkepause. Vi er ikke typerne, der giver op. Mens vi tænker og er fattige og syge, har vi ikke lige penge til at betale vores husleje, så fogeden kommer og sætter os på gaden. Men vi skal nok klare det, for vi har gode naboer, siger vi og kigger på husene ved siden af vores. Dørene er dog lukkede, og inde bag dem har naboerne travlt med at ringe efter varmemesteren, så han kan skifte en pære for dem. De har da ikke tid til at tage sig af andre menneskers selvforskyldte fattigdom.

3 tanker om "De fattige #3"

  1. Hanne Uldum

    Kære Anne
    Hvor har du ret. Jeg ved snart ikke, hvad man skal sige eller gøre ! Jeg ved bare, at der er ingen retfærdighed til, at folk nu må gå fra hus og hjem, som du skriver.
    Man skammer sig.
    Tak for at du tager emnet op, og for at du er så dygtig til at få ordene sat rigtig sammen, så vi alle forstår det.
    Knus Hanne

    Svar
  2. Anette

    faldt over din blog og har lige læst en del indlæg… dine indlæg om fattigdom rammer mig i hjertet. Det er så forkert at vi i et egentlig rigt samfund som Danmark ikke kan se over egen næsetip og vise næstekærlighed og forståelse.
    Super at du siger noget.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.