Det var i Luton #3

Da jeg ankom til Luton, troede jeg, at jeg skulle tage en taxa til hotellet. Jeg havde godt nok været der før, men jeg tog vist færgen og blev hentet i London af Malene. Nu var jeg alene, og det var, som om jeg ikke havde været der før. Mens jeg forsøgte at regne ud, hvordan jeg skulle udtale Strathmore Thistle Hotel uden at dreje tungen af led på th’erne, og uden at sige stræsmår sissel, så jeg skiltet. Hotellet lå kun få meter fra stationen, så jeg bar den beige og den okseblodsfarvede det sidste stykke vej hen til de fine glasdøre. ”Hello, I am here to work.” Jeg havde øvet mig siden bussen. Det kunne også have været ”I am Anne Bredahl, and I am going to work in the bistro”, men da jeg stod der, var den korte version det eneste, jeg kunne hoste ud. Kvinden i receptionen havde store briller på. De så ud, som om hun havde taget dem omvendt på. På hendes navneskilt stod der ”Jackie”, eller måske stod der mere, men hun hed vist nok Jackie. Og lige der, da jeg famlesnakkede skoleengelsk og forsøgte at gøre mig usynlig, besluttede hun sig for, at hun ikke kunne lide mig.
Jeg var live-in-staff, og skulle bo på et værelse med rødt gulvtæppe og gardiner med lilla blomster. Der var to enkeltsenge med uhumske sengetæpper og to natborde fra 60’erne. Langs den ene væg var der et indbygget skrivebord, og på væggen overfor var der en indbygget garderobe. I hjørnet var der en håndvask, og lamperne var, så vidt jeg husker, noget henne i lysstofrørskategorien. Der var intet fjernsyn, ingen radio og badeværelse var noget jeg delte med en masse mennesker, der stadig var helt fremmede for mig.
Jeg kan slet ikke huske, hvad der ellers skete den dag, jeg ankom, men jeg forestiller mig, at nogen har vist mig kantinen, hvor der var varm mad en eller to gange om dagen, mikroovne, til de færdigretter, man endte med at købe i Tesco, fordi sammenkogte retter med nyrer hurtigt blev nejmad. Og så kunne man lave te og kaffe. Det var neskaffe og teposer uden snor, og jeg kom til at elske begge dele.

2 tanker om "Det var i Luton #3"

  1. Hanne Uldum

    Hej Anne
    Hvor er jeg glad på dine vegne ! Jeg elsker dine fortællinger, og jeg elsker at du er i skrivemood lige nu.
    Jeg tog lige en tur i dine tidligere historier. Du er en rigtig forfatter, og en af de bedste.
    Jeg glæder mig så meget til at læse mere om din tur til Luton
    Næsten forårshilsner Hanne.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *