En god nabo

Sofie var blevet glad for kagen, men det var da slet ikke noget særligt. Når man havde for meget af noget godt, var det helt naturligt at dele med andre. Desuden havde Sofie jo selv inviteret hende ind til kaffe dagen før. Noget for noget.
Hun burde nok ikke være så sød ved Sofie, men hun syntes alligevel, at hun skulle have lidt godt i maven, når de hentede hende. Hun skulle ikke selv nyde noget, for kvalmen havde været overvældende, siden hun ringede til dem.
På en måde ville hun ønske, at hun ikke havde set det forfærdelige, Sofie gemte i sit entréskab. Så kunne de have fortsat med at være naboer, der inviterede hinanden på kaffe og kage. Der var jo ikke så mange tilbage at tale med. Men nu havde hun gjort det, og hun vidste, at hun havde udført sin borgerpligt. Det var sådan, det skulle være.
Hun havde selv stemt på Chefministeren, da der var valg. Han havde sagt så mange gode ting om at rydde op og om at tage sig af sine egne. Væk med de kriminelle, de arbejdssky og de uordentlige. Frem med ordentligheden. Hvem kunne ikke være enig i det?

Først havde han fjernet de kriminelle. Alle, der havde så meget som en fartbøde, blev hentet af mændene i de mørke biler. Det var lidt sært, at bekendte bare forsvandt på den måde, men kriminalitet må jo have konsekvenser. Senere hentede mændene de arbejdsløse, og hun havde stået halvt gemt bag gardinet og set dem føre Erna og Mogens ud i bilerne. De havde været naboer og venner i 30 år, men Chefministeren lovede, at man ville tage sig godt af dem i afdovenhedslejrene. Der ville både være et dagligt måltid og rigeligt at tage fat i. Hun kunne godt se, at det var det bedste for både Erna og Mogens, der havde været arbejdsløse, siden den sidste fabrik i byen lukkede. Med tiden hentede de også de syge, dem med stritører og dem med store næser, og Chefministeren var altid flink til at forklare, hvorfor det var nødvendigt. Det havde hjulpet hende til at forstå det, da de hentede hendes søn, Jens, fordi han var platfodet. Han skulle sendes til en spændende lejr, der var specielt indrettet til folk som ham. Det ville blive godt. Det var hun helt sikker på. Savnet måtte hun bare lære at leve med. Senere, da de hentede hendes datter, havde det været lidt mere svært for hende at acceptere det. Hun havde altid været så glad for Gittes blonde hår, og nu sagde Chefministeren, at blond hår var en trussel mod landet. Det var det samme med mørkt hår. Det var kun dem med kommunefarvet hår, der slap for at blive hentet af mændene i de mørke biler.
Med tiden havde hun accepteret det, og hun var så taknemmelig, da Chefministeren benådede hende. Tænk, at han tilgav sådan en som hende, der havde født to så forkerte børn.

Nu var der ikke mere kriminalitet. Der var ikke mere arbejdsløshed. Og der var ikke flere forkerte mennesker, der skræmte og forstyrrede, når man bare forsøgte at leve sit liv så stille og roligt som muligt. Men da hun havde fået indtryk af, at verden var blevet helt ren og perfekt, holdt Chefministeren endnu en af sine flotte taler på Chefministerkanalen. Han havde fundet ud af, at mennesker, der ejede gule sko, var en samfundstrussel. Nogle forskere havde protesteret, men dem havde de heldigvis fået indfanget i en fart, så de kunne sendes til afforskningslejrene. Chefministeren roste folket for dets lydighed og sagde, at han ikke havde lyst til at straffe nogen. Men det kunne han desværre blive nødt til, hvis man ikke angav ejere af gule sko. Det handlede om landets sikkerhed.

Og det var landets sikkerhed, hun havde tænkt på, da hun i smug kom til at åbne skabet i Sofies entré. Dernede i bunden stod et par gule sko. Det var sådan nogle stofsko med hvide snørebånd. Der var slet ingen tvivl om, at det var et par meget farlige sko. Det kunne hun mærke på den kvalme hun fik, da hun fik øje på dem. Sofie var ellers så sød, men hun havde lært af Chefministeren, at folk ikke altid var onde med vilje. Det gjorde dem dog ikke mindre farlige, og det bedste for alle var at sende dem til en passende lejr.
Så nu sad hun her og ventede på mændene i de mørke biler. Når de havde hentet Sofie, ville hun bage en ny kage, for hun skulle jo spise noget, og det var altid vigtigt at være god ved sig selv.

4 tanker om "En god nabo"

  1. Annette

    Hold.nu.kæft, Anne…! Jeg hørte musik, mens jeg læste – den var jeg nødt til at slukke. Du skriver VANVITTIGT godt. Og uhyggeligt… alt for tæt på virkeligheden!

    Så skønt at have dig ved tasterne igen :)
    Rigtig god weekend

    Svar
  2. Hanne Uldum

    Hej Anne
    Hvad skal jeg gøre, jeg har et par gule sko, er mørkhåret og har børn med mørkt og blond hår.
    Gys hvor det er godt skrevet! Som jeg skrev sidst, er du en fantastisk forfatter.
    God week end.
    Knus Hanne

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *