Det var i Luton #4

Jeg husker desværre ikke navnet på personaledamen, der ansatte mig. Mrs Etellerandet. De andre gjorde nar ad hende, og hun var speciel. Det var hendes stemme og måden, hun talte på, tror jeg. Jeg kan ikke huske det, men jeg kan huske, at jeg sad på hendes kontor og snakkede om uniform og arbejdstider. Og hun roste min ansøgning og sagde, at mit skriftlige engelsk var bedre end englændernes. Der var aldrig nogen, der havde rost mig på den måde før.
Uniformen var for stor, men det føltes sært trygt at gå ind i en dragt, jeg ikke selv havde valgt, og som derfor ikke kunne være forkert. De andre i bistroen havde det samme på, men Julia og Janet, der var supervisors, havde dog små stramme autoritetsveste på. De havde døde ansigter, Julia og Janet. Nu skulle de oplære dansker nummer 700, som kom og skred igen, når de urimelige arbejdstider og den elendige løn blev kedeligt. Julias stemme lød altid, som om den var ved at falde af, af apati. Alle beskeder begyndte med ”do you wanna …”, og så slaskede hun en doven arm hen i retning af det, man skulle gøre. Jeg var rank og spændt og lige på randen af at dø af skræk, og jeg fandt noget mod, som jeg aldrig havde fundet i mig selv før. Hvad skulle jeg ellers gøre? “Yes, I wanna!”
Mrs Etellerandet kom ned i bistroen og sagde, at jeg ikke skulle oplæres mere den dag. Jeg skulle gå — og det skulle jeg gøre helt alene — hen til kommunekontoret og få lavet et social security card, og bagefter skulle jeg gå i banken og oprette en konto. Jeg kan huske, at det var efterår og at solen varmede mit ansigt, da jeg gik ud i Luton på egen hånd. Banken lå lige i centrum, og jeg havde øvet ”I would like to open an account” hele vejen derhen. Kommunekontoret lå gemt omme bag det hele, og der var rækker af plastikstole og mennesker bag glaslåger, som kaldte, når man skulle gå hen til dem. Det hele lykkedes, og lige der føltes det som den største bedrift i mit liv. Der havde ikke været et tidspunkt i min tilværelse, hvor jeg ikke på et eller andet niveau var i gang med at gå i stykker af usikkerhed og nervøsitet, men jeg havde lige oprettet mig selv i et helt andet land. Det havde jeg lige gjort helt alene.

En tanke om "Det var i Luton #4"

  1. Uglemor

    Sejt! Det er godt at høre fra dig. Og jeg genkender den fornemmeelse fra vi var et år i Tyskland og jeg også fik “oprettet” hele familine henne på rådhuset.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *