Det var i Luton #5

Oplæringen i bistroen var vel, som den slags oplæring altid er. Observér, prøv med hjælp, gør det alene. Jeg skulle tage ordrer fra bordene, jeg skulle passe baren, og jeg skulle tage imod roomservice-bestillinger. ”Balzac’s, how may I help you?” Jeg skulle bære mad ned til bordene, jeg skulle skænke fadøl, jeg skulle bære bakker med mad op til værelserne. Jeg husker ikke, om jeg blev god til det hurtigt, men jeg kan ikke huske, at det på noget tidspunkt var svært. Det var aldrig selve arbejdet, der var svært. Det var de andre mennesker, der var svære. Det var Julia, som hadede sit arbejde. Det var Janet, der hadede sit liv. Det var Diana, der elskede Bettina så højt, at hun troede, hun skulle nedgøre mig for at bevise det. Der var Bettina, som jeg sgu også elskede, men som jeg desværre ikke kunne arbejde sammen med hver dag. I køkkenet var der kokken John, der ligesom visse andre på hotellet havde besluttet sig for at hade mig. Så selv om det hurtigt gik fint med at håndtere gæsterne, var det altid med kvalme, jeg afleverede ordresedlerne i køkkenet. ”What is this? I can’t read this?” Jeg havde ellers øvet mig sådan i at skrive pæne bogstaver, fordi jeg ikke fra naturens hånd var velsignet med flot håndskrift. Men John hadede mine bogstaver. Især g’erne. Så dem måtte jeg lave om. Et nyt land og et nyt g. Det var meget på én gang.

En tanke om "Det var i Luton #5"

  1. Hanne Uldum

    Hej Anne
    Jeg synes du skulle have skredet, efter at have givet John gggggggggggg’er i nakken. Men jeg tager hatten af, for at du blev. Du var så sej allerede dengang. Jeg hader John’er.
    Knus Hanne.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *