Det var i Luton #6

Jeg havde Bettina, som var blevet på hotellet, da Malene rejste hjem. Men selv om Bettina gjorde alt, hvad hun kunne for at gøre det nemt for mig, havde hun allerede et helt liv med kæreste og venner og arbejdstider, der ikke passede med mine, og aftenerne blev brugt på værelset alene. Så kunne jeg sidde der og græde over, at jeg ikke kunne finde ud af at være et rigtigt menneske hjemme i Danmark, og nu var det lige ved at vise sig, at jeg heller ikke kunne finde ud af det i England. Jeg savnede mine venner og min kat og mine forældre og min søster og min bedstemor, og jeg ringede hjem og savnede alt, hvad jeg kunne gennem telefonen.

Når jeg skulle ringe, skulle jeg igennem receptionen. ”Tast nul og bed om en linje”. Og jeg sagde pænt please bagefter, men alligevel sagde stemmen i den anden ende ”nej” en aften. ”Du kan ikke få en linje, for du har ikke betalt din telefonregning.” Det var Jackie i den anden ende. Jackie med omvendtsbrillerne, og hun forsøgte ikke engang at skjule sin fryd. Det var et nyt land og et nyt g, og nye mennesker der hadede mig, og nye regninger jeg ikke vidste noget om. Der var kun mig til at finde ud af det hele, og jeg fandt ud af betale regningen med min lillebitte løn, og jeg fandt ud af, at når telefonregningen var høj, kunne jeg ikke trøsteshoppe, og sådan var det bare. Jeg fandt også ud af at sortere nyrerne fra gryderetten i kantinen, og at kantinen ind imellem var bedre end værelset, for der var nogen, man kunne snakke med. For eksempel Donna. Og når man snakkede med Donna, kunne man aftale at gå ned på pubben, og nede på pubben, som hørte til hotellet, kunne man lære de andre at kende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *