Det var i Luton #7

Der var så mange regler. Drenge drak pints og piger drak half pints. Når piger alligevel drak pints, fordi en varm hånd på et lille glas gjorde øllen lummer, var det så utroligt usædvanligt, at dj’en, som lignede Jason Donovan, råbte om det i mikrofonen. Man skulle også skiftes til at give rounds, så når man var løbet tør for penge, skulle man ikke gå på pub med en stor flok. Man skulle passe på med at kigge forkert på de andre piger, hvis man ikke havde lyst til at slås, og det havde man aldrig. Og man skulle lære, at det var i orden at bede nærgående drenge om at piss off. Det var mærkeligt for mig med opmærksomheden fra de unge mænd og de gamle mænd. Det var ikke noget, jeg og mit kedelige hylster havde haft brug for at forholde os til før. Men i Luton sagde de, at jeg var pretty, og jeg troede, at de løj og gjorde nar. Medmindre jeg havde drukket to pints. Så grinede jeg af deres tilnærmelser. Så spurgte de, om jeg ikke ville gå med ud, og så stak jeg af gennem bagdøren ind til hotellet.

Det gik bedre med at lære folk at kende. Det var nemmere, når der var pints. Så var der kokkene fra restauranten og deres vilde historier. Der var Donna, der kunne fortælle alle rygter om de andre. Og der var Bettina, som jeg kunne slaske helt sammen af grin med i et hjørne. Når det blev for overvældende, kunne vi låse os ude på pubbens dametoilet og fnise af på dansk, mens fremmede damestemmer spurgte ”are you girls from Aberdeen” uden for døren.

Det blev sjovere og nemmere, men der var stadig folk, der hadede mig. Ian, som var pubbens manager, tilføjede ret hurtigt sig selv til den lille flok.

2 tanker om "Det var i Luton #7"

  1. Hanne Uldum

    Jeg kan helt tilslutte mig, hvad Karina skriver. Du får mig ind i dit univers, og jeg bliver helt bange for de bitches som vil slås.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *