Gamle katte og dybe mærker

Jeg går normalt ikke rundt og venter på tegn. Det ville være fjollet. Men der er bare det, at da min kat, Bob, døde, havde jeg en drøm om ham. Bob var stor og sort med en lille hvid plet på brystet. Han havde det med at glemme at trække tænderne ind i munden, så de hang bare derude og lignede noget, en vissen Dracula havde tabt i farten. Og for at sige det, som det var: Bob var ikke en begavet kat. Men han havde sin helt egen hugtandede og højtmjavende charme, og jeg elskede den kat.
Nå, men i drømmen kunne han tale. Vi snakkede om lidt af hvert. Bob fortalte mig blandt andet, at han var på vej til frisør. Så sagde han, at jeg ikke skulle være bekymret, for han havde det godt, og da jeg vågnede, vidste jeg, at han var død. Bob blev 15 år.
Da Bobs bror, Gabber, blev 17 år, begyndte han at blive træt, og vi vidste, at han også snart skulle dø. Og selv om det er fjollet at tro på tegn, havde jeg en forventning om, at han selv ville fortælle mig det, når det skete. Hvis Bob havde gjort det, ville Gabber helt sikkert gøre det. For Gabber var ikke kun min kat. Han var min kat. Min Gabber. Min Gabski. Min Gabberas. Gabber var den kloge kat, som kunne åbne døre og stjæle mad uden at blive opdaget. Han var den kat, jeg sov i arm med. Han var verdens bedste kat. Men som de fleste katteejere ved, kan selv den bedste kat blive skidesur. Og Gabber blev sur, da han og Bob skulle bo hos min mor, fordi min situation havde ændret sig. Bob var heldigvis for dum til at blive sur, men der var en meget lang periode, hvor jeg kun fik lov til at se Gabber bagfra.
Han blev heldigvis god igen med tiden, og jeg glædede mig til den dag, jeg kunne fortælle ham, at han kunne bo hos mig igen, fordi jeg havde fået et lille hus med en have. Men inden jeg nåede så langt, gik det op for mig, at min mors hus og have var blevet hans hjem. Han var en gammel kattemand med gammel-kattemandsritualer. Der var den gode stol til de sammenkrøllede lure. Der var havebordet, som var den bedste vagtpost. Og der var skoven, som var det eneste gode kattetoilet for en gammel Gabbermås. Så han skulle ikke bo hos mig igen. Det blev vedtaget, og så døde han. Men jeg fik ikke en drøm, hvor han fortalte, at han havde det godt. Jeg tænkte ”pyt med det. Jeg tror ikke på tegn, men hvis jeg gjorde, ville jeg garanteret tro, at de kunne være lidt forsinkede”. Men der kom heller ikke noget forsinket tegn.
Vi begravede Gabber i min mors have. Det var november, og vi gravede tulipanløg ned lige over ham. Han var jo bare en kat, og han var ikke engang en kat, der gav et lillebitte tegn i en drøm, når han skulle dø. Men jeg var så ked af det. Så jeg skrev en historie om en gammel kat, der ikke vidste, at den skulle dø. Men det skulle den. Og det hjalp. Jeg skrev mig selv et tegn.

Det var i 2015. Jeg lagde historien væk i et år, og så lagde jeg den ind i kladderne her på bloggen og tænkte, at jeg kunne bruge den en af de utallige gange, min hjerne og mine skrivefingre ikke kunne samarbejde. Men så gik det pludselig stærkt, og nu sidder den, min lille kattehistorie, i et hæfte sammen med illustrationer af Karina Bækkelund. Den handler ikke kun om Gabber. Den handler om alle de katte … om alle de levende væsener, der dør, og som vi altid vil savne. Også selv om de var gamle og havde et godt liv. De sidder fast, og sådan er det bare.

Katten og træet kan købes på Damgaard forlags stand på Copenhagen Comics i morgen og på søndag. Og inden alt for længe vil den også kunne købes på Saxo.com.
Og bare lige så det er sagt: Det er egentlig ikke en voksenhistorie, og det er egentlig ikke en børnehistorie. Det er egentlig bare en historie, der er skrevet af en person, der savnede sin døde kat.

4 tanker om "Gamle katte og dybe mærker"

  1. Gitte

    Ej, nu er jeg simpelthen så ked af ikke at skulle til det der comicsfestival. Jeg glæder mig til, at den kommer på saxo!

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *