Dengang vi troede på det

Vi var altid sammen i den periode. Det var Malene fra Mejlby, Benjamin fra Sydafrika, Saha fra Iran, Allan fra Risskov og mig, vestjyde i hjertet og århusianer i hjernen. Vi levede for weekendens byture og især hverdagens byture, for de var billigere. Vi havde ting, der skulle passes i løbet af ugen, men vi var blevet eksperter i at halvpasse dem uden at være helt vågne, for det vigtigste var byturene og de venner, der fulgte med dem. Vi boede stadig hos vores forældre, og vi havde aldrig nogen penge, slet ikke penge til at tage taxaer, så vi gik hjem, når vi kunne. Jeg kan huske turen ud af en mørk Lystrupvej, det var før den fik engsø og rundkørsel. Det var en lang lige vej, og vi snakkede. Vi snakkede om byturene, det lette. Vi talte om fortiden, der for et par af os havde involveret flugt og apartheid, det tunge. Vi snakkede om kærester og mode og om, hvor gode vi egentlig selv syntes, vi var til at danse. Men vi talte ikke ret meget om fremtiden. Den hang der bare som noget, der var uundgåeligt, men også helt ufarligt.Vi vidste, den var der, vi vidste den kom, og vi vidste, den var god.
Saha var nok den mest fokuserede af os, han var vist også den klogeste. Allan ville være forretningsmand. Malene var altid meget fornuftig, og Benjamin var typen, der nok skulle klare sig uanset hvad. Jeg havde sikkert også en form for plan, men den har ikke været så vigtig, at jeg kan huske den nu. Det eneste, vi vidste med sikkerhed om fremtiden, var, at den var der, og at den var god. Det var vi slet ikke i tvivl om. Hvad var der at tvivle på? Vi boede i et land fyldt med muligheder. Vi kunne uddanne os uden at tænke på, om der var penge til det. Vi skulle ikke frygte krig. Vi kendte mottoet ”aldrig igen”, og vi troede på det, for det var det eneste, der gav mening. Der var en fremtid, og den havde plads til vores fejltagelser og ulykker og sygdomme, fordi den vidste, at vi ville møde den med vilje og lyst. Hvis vi gjorde vores bedste, ville den passe på os, og vi ville den så meget, den fremtid.
Dengang vidste vi ikke, at ”aldrig igen” var tomme ord. Vi vidste ikke, at så mange omkring os ville have fremtiden for sig selv, at de mente, at den kun var for de stærke. Vi vidste ikke, at fremtiden ville blive så trang, at der ikke ville være plads til fejltagelser og ulykker og sygdomme.
Vi hang kun sammen i en kort periode, og jeg ved kun meget lidt om, hvor de er nu: Malene, Benjamin, Saha og Allan. Men jeg er så glad for, at det var netop dem, der var i mit liv på det tidspunkt, og jeg er taknemmelig over, at vi fik en ungdom med mere håb end bekymring. Det var et privilegium, men det ser jeg først nu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.