Det var i Luton #8

Folk sagde til mig, at jeg ikke skulle være ked af det der med John. Han var altid mærkelig og sur, og der var i virkeligheden ikke ret mange, han kunne lide. De fortalte, at han altid blev lidt mildere, når han havde været oppe på sit værelse og taget lidt af de piller, han åbenbart havde deroppe. Og jeg fandt ud af, at man kunne høre det på ham, når han var mildere. Så knipsede han. Knips, knips, knips. Og hvis jeg var modig og gik ud i køkkenet, dansede han og sang Madonna-sange. En dag smilede han og snakkede, og så knipsede vi begge, inden han kylede vand efter mig. Det var sådan, man blev Johns ven.

Når man var Johns ven, risikerede man, at han snuppede hovednøglen fra receptionen og fyldte ens seng med mel, mens man var på en sen vagt. Man risikerede at blive lukket inde i den store fryser, når man skulle hente is. Man risikerede at blive smurt ind i coleslaw på ryggen, så man måtte krabbe sig sidelæns ind i bistroen for at sige til Janet, at man lige skulle op og skifte skjorte. Men man risikerede også at gå forbi hans værelse og opdage at døren stod på klem, så man kunne se ham danse og synge foran spejlet. Når man var Johns ven, fik man med tiden historien om, hvordan hans familie behandlede ham som skidt, hvordan han aldrig havde troet på sig selv, og hvor svært det var at være homoseksuel midt i alt det. Når man var Johns ven, blev man glad, når John var glad.

Når jeg fortæller om John, er det ikke kun i datid, fordi det skete for mange år siden. Det er i datid, fordi John nåede et punkt, hvor han ikke længere kunne holde ud at leve. Men det var først mange år efter, jeg var rejst hjem igen.

En tanke om "Det var i Luton #8"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *