Det var i Luton #9

Jeg var godt i gang med at vænne mig til livet på hotellet. Jeg vidste, hvornår jeg kunne bruge badeværelserne på personalegangen, hvis jeg ikke skulle forstyrres. Jeg vidste, hvem det var, der smed deres overtissede lagner ud på gangen. Jeg så, hvem der var fuld hver aften inden sengetid. Jeg vidste, at jeg kunne banke på hos Jackie, som ikke var onde Jackie med omvendtsbrillerne fra receptionen, hvis jeg trængte til at snakke. Han var en lille franskmand, hvis venlighed kun blev matchet af Darren, der var en lille englænder. De var begge tjenere i den fine restaurant. Jeg vidste, at Paul the porter havde et crush på mig, og at han sneg sig til at snuse til mit hår, når han fik muligheden. Jeg vidste, at man ikke skulle tale til Donna om morgenen, og at man ikke skulle sige et ord til Mr Roberts, hoteldirektøren, når man serverede hans eftermiddagste. Det var ind og ud helt lydløst, og hvis man kunne snige et lille ydmygt buk ind, var det fint. Jeg vidste, at Janet ind imellem havde gode dage, og at Diana var sød, når hun gav slip på beskyttertrangen over for Bettina, som i øvrigt sagtens kunne beskytte sig selv. Jeg vidste, at Mandy Manager lugtede af tom mave ud af munden, når hun kom for tæt på, og at man godt kunne droppe tanken om ham fra cocktailbaren, for han havde været sammen med hende fra restauranten i 100 år. Jeg vidste, at man kunne blive ven med Ian fra pubben, hvis man hjalp ham med at score unge fyre. Jeg vidste, at jeg kunne leje et fjernsyn henne i centret, så der ikke var så stille, når jeg sad alene på mit værelse efter arbejdstid.

En tanke om "Det var i Luton #9"

  1. Lisbeth

    Jeg elsker din beskrivelse af englændere, danske unge piger på ukendt land og det at prøve på at passe ind som en hoppebold i et puslespil.
    For mig var det det statelige Boreham House i Chelmsford i 1988 og direktøren var David Woods. “Woody” kaldte vi ham i hemmelighed, hysterisk fnisende, når vi stod i køkkenet ved opvasken. … Og Rita den græske pige, der ikke kunne udtale “sheets” men sagde “shits”. Det var et problem, når gæsterne skulle spørges, om de ville have skiftet sengetøj!

    Nøj. Minderne står lige pludselig i kø.
    Tak

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *