Der er knopper på forsythiaen. Om lidt folder de sig ud og bliver til gule blomster, og jeg kan se det hele. Jeg kan se igen. Det var ikke denne gang, synsnervebetændelsens skader satte sig fast. Jeg kan se igen, og jeg er så taknemmelig, at jeg glemmer, hvor surt det var, da alting var sløret. Det er nu, det er min tid, og jeg kan ikke styre det. Jeg kan se bogstaver, og jeg skriver, til min hjerne og mine øjne brænder. Jeg læser mig selv bevidstløs, og jeg køber nye bøger, selvom jeg har bunker, jeg ikke har læst endnu. Men tænk hvis verden løb tør? Jeg graver bede i haven, der skal plantes roser og lavendler, og jeg bliver ved alt for længe. Så længe, at jeg må lægge mig resten af dagen. Når det regner for meget til, at jeg kan grave, kigger jeg ud af vinduet. Jeg kigger på fuglene, jeg fodrer. Spurvene, musvitterne og blåmejserne. De flabede solsorte, der glor på mig, som om de vil slås.
”Hvor er du dum. Det er jo mig, der giver dig æbler.” Jeg siger det med babystemme.
Jeg fortalte neuropsykologen, at jeg snakker med fuglene. ”Jeg er blevet blød med alderen.”
Så blød mente hun ikke, man kunne blive af alder. Hun sagde, at det er hjerneskade på grund af sklerosen. Jeg er ligeglad. Jeg er glad for samtalerne med fuglene. De er gode til at lytte og slet ikke så kværulerende, som man skulle tro. Der er også tre skovduer. De har fået navne: Haveduen Skrumle, Haveduen Skrumle og Haveduen Skrumle. Det er det nemmeste, for jeg kan ikke kende forskel på dem.
Fuglene kommer hver dag, jeg fodrer dem, og de føler sig hjemme på terrassen. Jeg venter egentlig bare på, at de begynder at synge og sy mig en kjole, så jeg kan komme til bal på slottet. De spilder en del, så nu er der kommet en lille mus, der spiser deres rester. Skovmusen Siksak.
”Hej lille Siksak, hvor er du sød,” siger jeg med en helt lille stemme, jeg laver specielt til den. Næsten højfrekvent.
”Sikke en rund lille mavse du har.”
Foråret er mit. Jeg er blød og hjerneskadet, og jeg har alt for lange samtaler med dyr, men det er nu, jeg lever mest og bedst.
Din forårsglæde smitter! Tak for at fange begejstringen og formidle den så præcist. Når jeg læser din blog er det, som om jeg har fået et brev fra en god ven, så tak for det, søde Anne!
Sikke et dejligt indlæg!
Mener hun virkelig, at det skyldes hjerneskade? Er vi så ikke mange der er hjerneskadede? Os der snakker med hunden, med planterne og skælder ud på bordet, hvis hjørnet lige rammer hoften, når vi passerer? (og bordet gjorde det med vilje, det ved jeg bare!).
Så dejligt, at foråret er kommet til os alle!
Altså – jeg taler med katten. Jeg tror vi er mange med den samme hjerneskade, så :-).
Vi er mange, som taler med dyr. Jeg fører samtaler med både hund og kat. Uanset om vi alle har en hjerneskade eller det bare er alderen, så beskriver du det så smukt, at det egentlig er lige meget.
Forårshilsen til dig <3
Hej Anne
Er du dus med himlens fugle og skovens grønne træer tra lala. Man kan da kun bryde ud i sang, når man læser dit skønne indlæg.
Fantastisk at du kan se igen, og du glæder en masse fans med dine sjove, skønne og dejlige indlæg. Hjerneskade eller ej, du er en gudsbenådet skribent.
Glædelig forår
Knus Hanne
Tak for et dejligt indlæg og en helt vidunderlig nyhed – du kan se igen!!!!
Det glæder mig langt ind i sjælen.
Helt normalt at tale med dyr, synd for dem der ikke har opdaget det.
Knus og dejlig sommer fra
Lone
Det er så dejligt at læse om alle de dyr du har i din have.
Jeg snakker dagen lang med mine hunde. Jeg hilser også pænt på de hunde der står udenfor forretningerne og venter på deres ejer … forleden tog jeg mig selv i at vinke til en hund i en bil.
Ha ha ha, kom til at grine højt midt i ‘Bjørnen sover’ ved næsten sovende barn… Men jeg har nu også engang mødt en bekendt, der så ret skeptisk ud, fordi hun fandt mig krøbet ned bag en bil, da jeg legede gemme med min hund…
Mht hjerneskade / almindelig småskørhed, så synes jeg, det er et sundhedstegn, at du finder det selskab, der er, når du er tvunget til mange og lange dage på sofaen! ❤
– Og jeg hilser da også altid på hunde udenfor butikker. Alt andet er da uhøfligt!
Sikke et dejligt indlæg, håber det varer ved længe.
Jeg snakker da også med vores kanin (meget endda de weekender, hvor pigerne er ved deres far)
kh Rikke
Jeg snakker med fugle, katte planter og nogle gange mennesker. Så må jeg også være hjerneskadet. Fred være med det. Nogle gange snakker jeg endda med mig selv, men kun når jeg har brug ekspertvejledning, som man siger.
Dejligt, at du er gået i forårsmode, og at du ser klart igen. Denne årstid, vi går ind i, er den bedste, IMHO. Det er der, vi skal spare farver, lys og dufte til resten af året, sammen.