Det var i Luton #10

Der kom besked fra Mrs Etellerandet om, at jeg skulle på hygiejnekursus. Det var en halv arbejdsdag i et af de fine mødelokaler, og der var te og de der engelske småkager, de kalder kiks. Mrs Etellerandet var meget imponeret over, at jeg klarede den afsluttende test bedre end englænderne. Og jeg var da selv ret overrasket over mine veludviklede hygiejneevner, så jeg var glad og stolt, da jeg mødte i bistroen lige efter testen. Diana sagde, at der var et arrangement for dem, der havde været til hygiejnedag. Det havde der også været dagen før. Der er vin og snacks med de andre inde på pubben. Gå derind, sagde hun. Så det gjorde jeg, og der ved baren stod Janet og Julia. Jeg stillede mig hen til dem. Hang bag dem som en tom rygsæk. Jeg kunne egentlig godt fornemme, at der var noget, der var forkert.
De vendte sig om på én gang og kiggede på mig med døde ansigter. ”Gider du godt lige at gå ind og hjælpe Diana,” sagde Janet. Jeg svarede ok, og så gik jeg ind til Diana og sagde, at jeg havde ondt i maven, og jeg troede, jeg skulle kaste op. Så må du hellere gå op på værelset, sagde hun. Og så gjorde jeg det. Jeg gik op på værelset og tudede og tudede og tudede. Og var gal og rasende på mig selv over, at jeg ikke kunne regne reglerne ud. Over at jeg havde gjort mig selv til grin. Det er fjollet, men det er blevet deres døde ansigter, der hænger foran mine øjne, hver gang jeg føler, at jeg dummer mig nu. Det er 100 år siden, og deres ansigter og følelsen af at være en idiot, der ikke har fattet en skid, er noget, jeg kan finde frem hurtigere end lyden af et johnknips.
Nå, men efter et par timer i en selvmedlidenhedsformet fosterstilling gik jeg tilbage til bistroen. Janet stod der og smilede til mig. Døde øjne og en mund, der vendte opad. Diana spurgte, om jeg havde det bedre. ”I’m fine, thank you,” svarede jeg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *