Det var i Luton #11

Det var ikke kun personalet på hotellet, jeg skulle lære at kende. Det var også bistroens stamkunder. Den første, jeg mødte, var Chris. Jamen, han var jo nærmest den venligste mand, jeg nogensinde havde mødt. Han spurgte og interesserede sig og ville vide, om jeg nogensinde havde været på en rigtig engelsk country pub. Det havde jeg ikke. Nå, men så skulle han da godt nok lige sørge for at vise mig sådan en. Ej, hvor er han bare flink, sagde jeg til de andre. Og de sagde, at jeg skulle holde mig langt væk. Chris kom næsten på alle hverdage. Nogle gange kom han også i weekenderne. Så havde han måske sin kone med. Sådan en mild type, der så ud, som om hun kunne gå i stykker hvert øjeblik. Eller han havde en af de andre damer med og kom bare lige ned for at vise hende frem, inden de gik op på et værelse.
En anden stamkunde var Barry. Han var travel agent og havde kontor lige på den anden side af torvet. Barry gik i blanke sko, og når han havde strømper på, var de helt tynde og gennemsigtige som nylonstrømper. Han gik i skridtstramme jeans, som var trukket så langt op, at man ikke var i tvivl om, at han var indehaver af et sæt røvballer. Han havde ikke ret meget hår, men det, der var, var redt grundigt tilbage, og så var Barry brun som en lædertaske. Barry rejste meget, og han elskede solen. Det bedste han vidste var at finde en privat strand, hvor han kunne smøre sig ind i madolie og solbade nøgen. Jeg var vild med Barry. Han var ikke ukompliceret, og han kunne også have dårlige dage. Men de dage, hvor der var så stille, at jeg kunne stå og snakke med Barry hele vejen igennem hans pint, var nogle af de bedste dage. Han fortalte farveladefarvede historier om rejserne og mændene i hans liv. Jeg betalte tilbage med sladder fra hotellet. Åh, Barry.
De andre stamkunder blegnede i forhold til Barry, men jeg husker stadig ”can you please turn off the fan, I’m cold”-manden. Og det ækle, nedladende ægtepar, der brugte flere timer på at fedte hver sin øl til, mens de smed peanuts i munden eller på gulvet, alt efter hvor godt de sigtede. De var Janets venner. Selvfølgeligt var de Janets venner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *