Første afsnit

Om morgenen drikker jeg en kop kaffe, mens jeg sidder under dynen i min seng. Så går jeg i bad og ifører mig noget tøj, som i andres øjne måske ligner nattøj. Jeg ved det ikke, for den slags flyder lidt sammen for mig efterhånden. Jeg sætter mig på den smukke stol, som vi har fået af min kærestes forældre. Den står ved skrivebordet, som jeg endelig har fået ryddet, så det kan bruges. For det skal bruges. Jeg skal sidde ved skrivebordet hver morgen, når jeg har drukket kaffe, været i bad og har taget tøj på. Jeg skal skrive lidt hver dag, og jeg skal stoppe, når trætheden brænder og synsforstyrrelserne stjæler ordene.

Det ser stille ud derude, foråret, men jeg kan mærke, at det er vigtigt. Det er vigtigt for mig. Det følger en vinter, som også var vigtig, for det var den første vinter siden 2011, hvor jeg ikke følte mig syg hver dag. Den er der jo, sygdommen, men den er der ikke i den massive form, den har haft i de seneste år. Jeg har indrettet mit liv, så den ikke tager over. Og nu er foråret vigtigt, fordi jeg kan mærke, at det er nu, jeg skal begynde at bygge mig en identitet, der er mere end min diagnose og min status hos kommunen.

Så jeg sidder ved skrivebordet hver morgen og skriver så meget, jeg kan. Når trætheden brænder og synsforstyrrelserne stjæler ordene, lægger jeg mig et blødt sted og lukker øjnene.
Senere går jeg ud i haven og kigger til den nyeste rose. Den lever heldigvis på trods af frostnætterne. ”Du er en stærk én,” siger jeg, mens jeg beundrer alle de nye skud. Det er blevet en del af rutinen.

3 tanker om "Første afsnit"

  1. Annette

    Det der lyder som starten på noget godt, Anne – hvor er det vigtigt at kunne gøre noget, der er DIG og ikke (bare) din sygdom. Thumbs up – og skriv, for pokker. Alt det, du har lyst til :)

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.