Sjette afsnit

Jeg kan huske alle de gange, nogen har sagt til mig, at jeg var for meget. Og følelsen borede sig ind og satte sig fast, og i dag vågnede jeg og var flov over alt det, jeg har skrevet om sygdom de seneste dage. Jeg bør jo ikke lade sygdommen fylde så meget, siger mit hoved med de andres hånlige stemmer. Jeg bør komme videre, siger de derinde, og jeg synes, de har ret. Jeg bør komme videre. Jeg skal ikke lade sygdommen fylde så meget. Især ikke når jeg arbejder så hårdt på at finde en identitet, der er noget andet end den. Men hver dag i medierne er der en masse mennesker, der ikke aner en skid om, hvordan det er at være kronisk syg, de forsøger ikke at blive klogere, men er eksperter i at formode. Og så bliver ordene ligesom ved med at strømme ud af mig. Jeg skammer mig, men jeg var også altid god til at være flov forud, bagud og i øjeblikket.
Jeg sidder ved skrivebordet, fordi jeg er træt af at leve mit liv halvsovende i bløde møbler. Jeg skriver om at være syg, og ind imellem trækker jeg ringbindet med den halve roman ud fra reolen. Den skal skrives færdig i år, siger jeg. Det sagde jeg også sidste år. Lige nu står den i reolen igen. Jeg skriver lidt mere om sygdom, men lægger hagen på mine hænder i vindueskarmen. Kigger ud og falder i staver. Vrede er derude. Han råber ikke i dag, men bærer sin sixpack, som var den en nyfødt. Katten står foran havedøren til spøgelseshuset på hjørnet. Jeg har aldrig set nogen lukke den ind, og jeg overvejer at hente den og give den noget mad. Den løber om til fordøren, og jeg aner ikke, om det også er et spøgelseshus omme på den side.
Jeg retter mig op og skriver lidt igen. Jeg skriver stadig om sygdom, men jeg sidder i det mindste ordentligt ved et skrivebord. Jeg sidder her og forsøger at skabe en hverdag, der er menneskelig. Det er en meget stille hverdag, hvor jeg har fundet fred med, at det er herhjemme i mit hus og i min have jeg føler mig mindst syg. At føle mig mindst syg må være målet. At føle at jeg udretter noget må være drømmen.

7 tanker om "Sjette afsnit"

  1. Mette Haagensen

    Kære Anne!

    For lidt – eller for meget … Dine skriverier får mig til at le, græde, blive vred og trist, eftertænksom og stille.

    Din blog – dine ord, tanker, bekymringer, glæder … vi er her – helt frivilligt – og kan – helt frivilligt – læse eller lade være.

    Jeg læser gerne med og gennemlever dine følelser og tanker – tak!

    Jeg håber, dine drømme en dag går i opfyldelse <3

    Kh
    Mette

    Svar
  2. Karina

    Kære Anne
    Du skal ikke være flov!! Du skal skrive!! Også om sygdom! Og måske især om sygdom….så alle vi andre, der ikke har de samme evner som dig, til at udtrykke os, men også er ved at dø over folk der formoder en masse, de ikke aner en skid om, kan nyde godt af, hvor velformuleret du er… så de uvidende måske bliver klogere. Skriv for pokker… alt det du orker… jeg læser hvert et ord med største fornøjelse… sygdom eller ej… jeg er fan!!
    Kh Karina

    Svar
  3. Ida

    Et slags glædefix: På Duran Durans Facebook side kom der forleden dag en liveoptagelse med ret god lyd af Planet Earth. En anden version end på North Side 2016 (dvs uden Bowie mix). Den gav mig et smil på læben og jeg tænkte, at det måske var noget for Duran Duran fan’en Anne. Så derfor skriver jeg det her mellem solsorte og sygdom.

    Svar
  4. Michala

    Kære Anne
    Skriv om lige det du vil. Vi kender ikke hinanden, men jeg synes du skriver godt- en fin blanding af humor, tankevækkere og dagligdag. Tak for det.

    Svar
  5. Livsglimt

    Kære Anne
    Det er en decideret gave til mig personligt, når du skriver om sygdom. Der er så megen genkendelse – og det møder jeg virkelig ikke mange steder. Du udretter noget lige her. Tak <3

    Svar
  6. Henny Stewart

    Du skal skrive om lige præcis det, der trænger sig på. Klart at din sygdom fylder meget. Det er faktisk noget, jeg ved noget om af personlig erfaring.

    Men din måde at skrive om sygdom og alle mulig andre ting rækker altså ud over det og over i det almengyldige, som er godt for mennesker at læse. Skriv bare løs, Anne!

    Svar
  7. Lina Just

    Du er først lige blevet en del af mig. Jeg har ikke kendt din historie før i sidste uge, hvor jeg googlede forvildet rundt i håbet om at blive klogere. Klogere på min sygdom, klogere på min ekstreme træthed, bare klogere…

    Jeg fandt din blog, og hvor jeg nyder at læse med! Jeg skriver selv, men jeg skriver faktisk mest for mig selv. Behandling – det er hvad det er for mig. Terapi i den billige version, det er jo rart når man nu ikke længere lever livet med fast løn.

    Jeg elsker din måde at skrive på. Du rammer mig. Rammer mig lige der hvor jeg selv er. Kronisk syg, med forandringer, frustrationer og for altid en anden.

    Jeg vil følge dig, følge med i dine udfordringer, og hvor er jeg glad for at du kommer frem med alt det negative, for hvem fanden synes det er sjovt at blive ramt af kronisk sygdom, og opleve livet fra sofaen…

    Tak!

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.