13. afsnit

Mens forlæggeren med sin helt egen form for rolige irritation ventede på at høre, om trykkeriet havde fundet bøgerne, spurgte jeg, om han egentlig kunne finde på at udgive min bog, hvis han troede, den ville gøre mig til grin. Han svarede med den lyd, der betyder ”vi lader bare, som om du ikke spurgte om det der”, og jeg forsøgte at lade være med at være en lille smule lettet over, at bøgerne var forsvundet.
Jeg tænker på dem, der skriver noget og skriger ”del” i versaler mindst tre gange over deres tekst. Og jeg tænker på mig og min — som nogen beskrev det, ucharmerende måde at være usikker på. Og jeg ønsker, at jeg kunne være et sted midt imellem.

Bøgerne er stadig ikke dukket op. Det griner vi nok af engang ude i fremtiden.

2 tanker om "13. afsnit"

  1. Skøgen i rødt

    Jeg synes du har en meget charmerende måde at være usikker på. En meget genkendelig og forståelig måde. Bøgerne dukker nok op i morgen. Måske medbringer de fredagsslik.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *