15. afsnit

Planen var at dokumentere foråret og sommeren og så meget af efteråret, jeg kunne. Planen var at beskrive lige nu, hvor jeg er gået fra at have fået en sygdom til at skulle leve med en sygdom resten af mit liv. Det skulle være små hverdagsting, og det skulle være større ting som novellesamlingen og den slags. Jeg skulle skrive, når jeg var frisk, og jeg skulle skrive, når jeg var træt, og jeg skulle især øve mig i at lade være med at undskylde, når det blev for småtingsagtigt og kedeligt. For det skulle handle om det, der betød noget i det øjeblik, jeg skrev det. Og nu skriver jeg om det i datid, som om jeg har opgivet. Men det har jeg ikke. Jeg er bare så træt i disse dage, og der er trods alt grænser for, hvor meget jeg kan fortælle om Vredes ture til købmanden og om solsorten, der endte med at blive så træt af skaden, at den opgav reden. Hvem gider at høre om det, tænker jeg, Men det tror jeg måske, jeg selv gør engang ude i fremtiden. Så selvom trætheden får mig til at tale baglæns, vil jeg gøre mit bedste for at skrive forlæns.
I morgen udkommer novellesamlingen, og måske er det nervøsitet, der har væltet mit vågenhedssystem og sat mine ben i cement. Nu må vi se.

2 tanker om "15. afsnit"

  1. Marianne

    Jeg giver mig sjældent til kende, men i dag må jeg vist hellere. Tillykke med novellesamlingen, som jeg straks vil beordre de lokale bibliotekarer til at indkøbe (har måttet lægge bånd på egne bogindkøb, desværre!). Vil blot sige, at om så det er ordvendte omstillinger du laver fra start til slut eller fire linjer om at du er nået fra sengen til skrive-bordet, så er det velkomment hos mig – og relevant. Jeg lever med en depression, som aldrig giver sig fuldstændigt og til tider sætter mig fuldstændigt skakmat. Den har ædt de fleste af mine drømme og jeg arbejder stadig på at lave nye i en størrelse, som gør, at jeg kan nå frem til at se dem udfoldet. Indimellem er det pishamrende hårdt og selvmedlidenheden er den eneste hule jeg orker at være i. Andre gange er det småbuddhistisk ‘it is what it is’. En sjælden gang også at råbe ZEBRAPIK til Vorherre (overfor Ham/Hende er det heldigvis tilladt at sige/skråle det hele, inkl. vreden); hvorfor skal jeg slæbe på denne her møgsygdom? — Efterhånden når jeg hurtigt til konklusionen: hvorfor ikke mig? Men i alle ‘faser’ er det voldsomt vigtigt at finde åndehuller – ud over hos Vorherre/frue – hos ligesindede. Og der er du altså en af dem. Sklerose og depression er helt indlysende vidt forskellige, men igennem dine refleksioner ser jeg jo, at vi bokser med mange af de samme ting/overvejelser. OG så har du altså evnen til at se det store i det små. At medskabe verden, når du ser en solsikke-mor eller Vredens gåture på vejen. Om så bare to linjer fra Trætheds Tågeland: det er værdsat og – havde jeg nær sagt – vigtigt.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *