17. afsnit

Trætheden bekymrer mig. Den plejer ikke at være så ekstrem på denne tid af året. Er det sygdommen, der har udviklet sig og overtaget endnu et stykke af mig? I går gik jeg i seng midt på dagen og kom ikke ud af den igen før i morges. Det ligner mig ikke. Jeg sov ikke hele tiden, kun et par timer, resten af tiden læste jeg. Det er det gode, det, der tager lidt af bekymringerne, for jeg læser, og så er det ikke helt slemt. Jeg læser ”Et lille liv”. Før den læste jeg ”Hvor der er fugle.” Før den læste jeg ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage”. Før den læste jeg ”Transfervindue”. Før den læste jeg ”Der bor hollywoodstjerner på vejen”. Bøgerne er det gode, for hvis jeg kan læse, er det ikke helt galt. Det er ikke vinter allerede.
Jeg minder mig selv om, hvor udmattet jeg kan blive af nervøsitet. Jeg minder mig selv om, hvor nervøs jeg har været den seneste tid. Jeg lå vågen, da jeg afleverede en kronik til Politiken, fordi jeg var overbevist om, at jeg ville få den retur med besked om, at den var elendig. Jeg lå vågen og spekulerede over, om jeg overhovedet skulle lade novellesamlingen blive udgivet, om jeg ville blive til grin. Jeg ligger vågen og tænker på, om jeg når det hele: Alt det jeg så gerne vil skrive, inden det bliver vinter igen. Jeg tænker over, hvor lang min næste vinter bliver. Kan jeg nå det hele? Jeg tænker over, om jeg er i gang med at skrive mig selv trist, og jeg kigger ud — det gør jeg lige nu — og hækken er så grøn. Og duen sover ude på kanten af havespanden, og det føles godt, at haven er tryg nok til, at den nervøse due tør flade sin store krop helt ud på den smalle, lave spandkant og bare sove. Om 200 sider er jeg færdig med ”Et lille liv”, og jeg skal skrive. Og luge lidt. Og vælge næste bog, der skal læses. Og nervøsiteten bliver ikke ved med at være der. Den forsvinder altid igen. Så forsvinder trætheden også.

2 tanker om "17. afsnit"

  1. Hanne Uldum

    Kære Anne
    Det er da så surt, at glæde og begejstring over udgivelser, skal gøre dig så træææææt. Nervøsitet er en helbredsødelægger.
    Jeg tror, at når der falder lidt ro på dig, ovenpå al virakken, så kommer du ud af puppen frisk som en havørn.
    Når jeg er nervøs, har jeg lagt mærke til, at jeg småstammer, og diskuterer med mig selv. Pinligt når havedøren står åben, og naboen kan lytte med.
    PS. Det er kun mellem dig og mig schh!
    God bedring
    Knus Hanne

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *