18. afsnit

Jeg har lige klippet kanter i haven. Det er, som om kantgræsset vokser dobbelt så hurtigt som det andet græs. Nu drikker jeg kaffe og skriver, mens jeg forsøger at fange brudstykker af samtalen mellem håndværkerne, der lægger nyt tag på husene på den anden side af legepladsen.
For et øjeblik siden slog klokken tolv i deres radio. Lyden gav mig lyst til kogte kartofler og tyk brun sovs, og jeg forestillede mig, at den, altså lyden, kom fra en gammel transistorradio, ligesom den min bedstemor havde i køkkenet. Det gjorde den nok ikke, men jeg er så hurtig til at falde tilbage til fortiden for tiden. Det får mig til at føle mig ældgammel, men til min overraskelse trives jeg med det. Ligesom jeg trives med den samtale, min kæreste og jeg har hver morgen.
Han står op før mig, og jeg siger: ”Hvis du møder en forvirret kop kaffe nede i køkkenet, så send den lige op til mig. Vi har en aftale.” Han kommer op med kaffen, og han peger næsten altid med begejstring på det motiv, der er på dagens morgenkop. Måske er det hjerterne. Eller katten. Så siger han noget i retning af: ”Jeg mødte den her. Er det en, du kender?”
Det var absolut ikke den slags, fortids-Anne så i sin fremtid. Der var helt sikkert mindre morgenhår og mere cafébrunch. Men jeg trives med trygheden og forudsigeligheden og den efterhånden meget lille vennekreds, og de små kaffebesøg og telefonsamtalerne med Marianne og mailpennevennerne. Jeg har fortidsstof og -spænding nok til at fylde en meget lang fremtid, og jeg tror, at der har været så meget rastløshed og usikkerhed, at jeg også uden sygdommen havde haft brug for et liv nu, der handler en hel del om at sidde på varme terrassefliser og glo på ting, der gror.
Håndværkerne på taget er usædvanligt stille i dag. Jeg hørte en af dem sige noget om tudekiks, men de har ikke sunget med på Rihanna-sange og smalltalket som de plejer. Til gengæld råber Vrede et sted derude, men jeg kan ikke se ham i dag.

En tanke om "18. afsnit"

  1. Hanne Uldum

    Hej Anne
    Hvor har du ret i det med græskanterne. Jeg hader kanter. Tidligere i mit liv, klippede jeg kanter med en saks, jeg må ha været tosset. Nu kan jeg hverken slå græs eller klippe kanter.
    Fantastisk indlæg igen i dag. På en måde er dit liv jo fyldt med dejlige minder på trods af at du har den lede sygdom. Du har da den sødeste kæreste, som serverer kaffe på sengen. Jeg elsker jeres ordveksling omkring kaffetåren.
    En kop kaffe, kan du få en fin historie ud af. Jeg er vild med det, og du er så dygtig til at få mig til at være statist i dit liv.
    Skål i kaffe.
    Jeg har en babymor aka Julie min datter som ligger i min seng og sover. Ude i haven står Luna barnebarn og sover Jeg elsker det.
    Solhilsner fra Hanne

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *