21. afsnit

Det har været nogle vilde måneder for mig, som indtil marts lå meget stille i mine træthedståger. Først spurgte Politiken, om jeg ville skrive en kronik om at være syg, og det ville jeg helt vildt gerne, selvom jeg lå vågen om natten af angst for at være for klynkende. JP spurgte, om de måtte bruge mit indlæg om aktiv dødshjælp som debatindlæg, så det var der også lige. Så udkom novellesamlingen med alt, hvad der hørte med af enorme mængder usikkerhed og frygt for at være elendig. Og helt indpakket i selvpåført uduelighedsfølelse sagde jeg — og jeg gjorde det med begejstring — ja tak, da Jyllands-Postens debatredaktør spurgte, om jeg ville skrive en kronik med temaet: Brev til mig selv som 13-årig.
Jeg syntes, jeg havde alt muligt sjovt, jeg kunne skrive til enormt kiksede teenage-mig. For eksempel noget om dengang, jeg havde lagt mærke til, at de andre piger altid fik at vide, at de duftede godt. Jeg brugte lidt tid på at regne ud, hvordan de fik det til at ske, men så fik jeg øje på min roll-on — gul Date — og smurte store mængder af den på min hals. Rulle, rulle, rulle. Jeg ved ikke, om jeg duftede godt, men det blev i hvert fald kommenteret.
Så jeg gik i gang med at skrive, men det blev bare slet ikke så let og sjovt, og jeg kunne pludselig mærke, hvor meget jeg egentlig hadede den tid. Jeg havde gode venner, og jeg havde det også sjovt, men når jeg var alene, var jeg ked af det. Altid. Jeg sagde det bare aldrig til nogen.
Det blev ikke en let og humoristisk kronik, og jeg har selvfølgelig ondt i maven over den og er bange for, at jeg er for klynkende. Men det var sådan, det var for mig at være 13 år, og nu ligger det derude, hvor alle kan se det. Mange flere end mine dejlige, dejlige bloglæsere, som allerede kender mig så godt.
Jeg er nervøs, fordi mobningen var sådan en skamfuld hemmelighed for mig. Det har åbenbart ikke sluppet mig helt, selvom det er længe siden, jeg ikke turde snakke om det. Jeg er også nervøs, fordi jeg ved, at andre, som var lige der, hvor det skete, kan have oplevet det anderledes. Og jeg er utilpas, fordi jeg husker hver eneste gang, det var mig, der var lortebarnet, som var efter nogen, der var svagere end mig selv.
Men nu ligger den der: Lige her — og i morgen er den også i papirudgaven af Jyllands-Posten.

5 tanker om "21. afsnit"

  1. Cathrine

    Kære Anne
    Jeg har fulgt dig i 100 år (omtrent). Gennem flere blognavne. Og gennem – ja.. Det hele. I hvert fald det, du har fortalt på skrift og udgivet. Jeg har lige læst din kronik. Jeg havde myrekryb (aka gåsehud) hele vejen. På den gode måde: over din skrivning og din brug af ord. Og på den ‘klamme’ måde: hvor man får ondt i maven over at være der – sammen med den 13-årige. Jeg har aldrig kommenteret. For jeg har også svært ved at tro, at mine ord ikke bare er ‘klynkende’ – eller ligegyldige.. Men jeg bliver alligevel nødt til det, for man (jeg) bliver så berørt af at læse det, du skriver. Og det vil jeg gerne fortælle dig. For selvom det er trælst, gør det mig på en måde glad, at DU – som helt exceptionelt skrivende og tænkende menneske – er bekymret for, hvad andre tænker, for så er der måske en chance for os andre også :) Jeg håber, jeg ikke får en 13-årig, der har det sådan, men sandsynligheden er der nok.. I så fald, vil jeg vise hen dette! Tak for alle dine smukke ord, tanker og erindringer – også de voldsomme og dem om sygdom – og de spøjse fra Boligforeningen og om nyligst om haveduerne.

    Svar
  2. Deborah

    Eftersom jeg selv har været det store offer for mobning, kan jeg kun sige – hvor er det flot skrevet. Det ville hjælpe, hvis man kunne se ud i fremtiden, hvor meget bedre livet bliver, men når man er i det sorte hul og ikke hører til nogen steder, så er det slemt, og noget der præger en resten af livet.

    Svar
  3. Hanne Uldum

    Kære Anne
    Jeg har lige læst din kronik, og sidder med en tåre på kinden. Du er så fantastisk med ord, og som jeg har skrevet før, så bliver man hevet ind i din fortælling, og føler med dig. Jeg får det sådan ” stik mig adressen på de lede piger, så skal jeg dælme……..”
    Du har fået en stor gave med dig og ord, alle er vilde med dig, og alligevel sidder du med en usikkerhed, som du må lægge fra dig. Du er så god Anne
    Tillykke igen med din fantastiske kronik
    Knus Hanne

    Svar
  4. Maria Rytter

    Du bliver aldrig klynkende. Aldrig! Som altid, er jeg vild med dine ord – omend det gjorde ondt at læse om 13 årige Anne. Sådan “langt ned i maven kvalmende ondt”.

    Selvom jeg aldrig har mødt dig udenfor skærmen, har jeg jo også fulgt dig i mindst 100 år, og vi har skrevet sammen er par gange. Så jeg føler jo lidt jeg kender dig, selvom det gør jeg jo slet ikke. Men tak for dig Anne – og tak fordi du deler på godt og ondt.

    Kh Maria

    Svar
  5. Lise

    Læste kronikken og synes den var god. Og så blev jeg glad da jeg opdagede dit navn på den Kære Anne, du gør det hele rigtigt.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *