9’eren og drengene ved McDonalds

Det bedste ved forstaden var bus nummer 9. Eller bussen i sig selv var sådan set ret forfærdelig. Den var fyldt med rockere, håndboldspillere og onde øjne. Det var det, 9’eren kunne, der betød noget. Den kunne få mig væk. Ind til byen, hvor de ikke vidste, at jeg var Anne Bæ.
Det var næsten hver dag, jeg tog busturen frem og tilbage. Jeg havde min jakke fra Benetton på og det laksefarvede halstørklæde fra Jackpot. ”Du skal lukke jakken. Der er frost,” sagde min mor. Men jeg kunne ikke lukke jakken, for det så ikke sejt ud. Sejt var det vigtigste. Halstørklædet hang løst, jakken stod åben og den hue, min mor altid snakkede så meget om, mødte aldrig mit hoved.
Der var så meget spændende, man kunne lave i byen. Man kunne gå på Mammas pizzeria, hvis man havde råd til det. Man kunne rode tilbudskasserne i Benetton og Jackpot igennem. Man kunne gå op og ned ad strøget igen og igen og igen og igen. Man kunne gå lidt langsommere, når man nåede til McDonalds i håb om, at man fik øjenkontakt med nogle af drengene, der altid hang ud ved skiltet. De var noget helt andet end forstadens drenge, som jeg og mine forstadsveninder havde kigget på, siden vi var små, og som i øvrigt kun kendte mig — hvis de da overhovedet gjorde det — som Anne Bæ. Bydrengenes tøj var sejere, deres hår var sejere, deres attitude var sejere.
Jeg snakkede aldrig med bydrengene. Der var ingen ”den seje bydreng får øje på den fortabte forstadspige og redder hende fra evig kiksethed”-historie. Det var ok. Det handlede vist mest om at se de muligheder, der var uden for det, jeg altid havde gloet på. Og dem så jeg, jeg kunne lide dem, og jeg troede, det kunne blive endnu bedre.
Der gik nogle år, inden jeg tog 9’eren for sidste gang. Jeg var nødt til at tage hjem igen efter en eftermiddag i byen. Så det gjorde jeg. Helt stivfrossen af sejhed.

En tanke om "9’eren og drengene ved McDonalds"

  1. Hanne Uldum

    Hej Anne
    I dag stalker jeg dig. Jeg er helt ødelagt over, at jeg ikke har set du har skrevet de fineste, sørgeliste og sjoveste historier. Nej hvor er de gode, men jeg bliver helt ked af, at du føler, du ikke er noget værd.
    Anne du er det sødeste menneske på denne planet. Jeg ville ønske, at jeg kunne pumpe noget selvtillid og stolthed ind i dag.
    Du har så meget at være stolt af. Du har din smukke søn, din dejlige kæreste og ikke at forglemme Bille hunden.
    Så har du dine fantastiske evner med ord og iagttagelser af mennesker, og hvad de indeholder. Du er bare så god, dygtig, lækker med fine lange stænger og så har du indsigt. Det med stængerne falder lidt uden for kategori men de er der
    Jeg kunne blive ved, men jeg ser op til dig for alt hvad du er og kan.
    Mange tanker til dig fra mig.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *