9’eren og en halv bolle med smør

Vi havde garanteret små højtidelige ansigter, da vi stod på bussen, og vi var garanteret helt stille, da vi sad på de polstrede sæder ved siden af hinanden – helt nervøse for, om vi nu kunne finde ud af at stå af det rigtige sted. Helt alene uden voksne i bussen for første gang.
Vi, Kris og jeg, havde længe været klar over, at vi aldrig ville blive lykkelige i forstaden, og vi kunne lige så godt begynde at øve flugtruten. Bus nummer 9 hed den. Den var gul, man steg ind ad bagdøren, købte billet på bagperronen, fandt en plads, trykkede på den røde stopknap, gik helt op forrest i bussen i god tid og klamrede sig til en stang, til bussen stoppede, så man kunne stå af.
Vi havde fået lov til at tage i Veri centret, og ud over penge til vores børnebusbilletter, havde vi hver en tyvekroneseddel med, så vi kunne gå amok i butikkerne. Jeg købte en slange i legetøjsbutikken til min lillesøster. Sådan en ledslange, der bevægede sig, når man holdt den i halen. Bagefter var vi meget fine damer, der gik i cafeteriaet. Vi var lidt i tvivl om, hvad tingene kostede, og om vi havde råd. Vi endte med at købe en halv bolle med smør hver. Det grinede vi af i mange år, men jeg kan ikke helt huske, hvorfor det var så sjovt.
Da vi skulle hjem igen var bussen så proppet, at det var svært at komme ind. Jeg havde billetpengene klar i min fedtede lille hånd, for nervøse børn har det med at overforberede den slags. Men jeg var ikke forberedt på muren af mennesker i bussen. Den var så tæt, at jeg ikke kunne komme hen til billetautomaten. Hvad hvis kontrolløren kom? Ville jeg blive smidt ud af bussen? Ville jeg komme i fængsel? Hvad var det værste, der kunne ske? Alt!
Da jeg endelig var hjemme, måtte jeg indrømme det hele for min mor. Hendes datter var en snyder. En forbryder. Uegnet til buskørsel og andre vigtige ting. Min mor så min lille hånd, som stadig knugede mønterne — det præcise beløb til den billet, jeg aldrig fik købt. Så konstaterede hun, at vi knapt nok havde været hjemmefra i en time, og at den billet, jeg havde købt på vejen ud, stadig var gyldig. Det grinede vi af i mange år. Jeg havde købt en halv bolle med smør, og jeg havde ikke snydt i bussen. Åh, det var bare en skæg anekdote. Som skabt til konfirmationssange og sådan noget.
Senere blev jeg en mere sikker buspassager, men pengene var og er altid klar på forhånd. Altid.

En tanke om "9’eren og en halv bolle med smør"

  1. Uglemor (Charlotte)

    Hovas, jeg vendet lige ryggen til et øjeblik. Imens fyldte du bloggen med små, underlige og skæve vignetter om en barnlig ungdom, der kunne have været min – bortset fra den med frikadelleboden, jeg har aldrig solgt frikadeller.
    Tak.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *